Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

References to this case

Share

Highlight in text

Go

Avis juridique important

|

61992J0073

DOMSTOLENS DOM AF 17. NOVEMBER 1993. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD KONGERIGET SPANIEN. - MERVAERDIAFGIFT - SJETTE DIREKTIV - REKLAMEVIRKSOMHED. - SAG C-73/92.

Samling af Afgørelser 1993 side I-05997


Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


++++

1. Fiskale bestemmelser ° harmonisering af lovgivningerne ° omsaetningsafgifter ° faelles mervaerdiafgiftssystem ° tjenesteydelser ° fastsaettelse af det afgiftsmaessige tilknytningssted ° "reklamevirksomhed" i sjette direktivs forstand ° begreb ° markedsfoeringstiltag

[Raadets direktiv 77/388, art. 9, stk. 2, litra e)]

2. Traktatbrudssoegsmaal ° objektive regler ° hensyntagen til en forkert fortolkning af en faellesskabsbestemmelse ° udelukket

(EOEF-traktaten, art. 169)

Sammendrag


1. Begrebet "reklamevirksomhed" i artikel 9, stk. 2, litra e), i sjette direktiv 77/388 vedroerende det afgiftsmaessige tilknytningssted for visse tjenesteydelser er et faellesskabsretligt begreb, som skal fortolkes paa ensartet maade med henblik paa at undgaa, at transaktioner som foelge af forskellige fortolkninger bliver afgiftsbelagt to gange eller slet ikke bliver afgiftsbelagt.

Et markedsfoeringstiltag, saasom salg af varer til nedsat pris, uddeling af gratis varer, levering af tjenesteydelser til nedsat pris eller gratis eller arrangering af et cocktailparty eller en banket, falder inden for det paagaeldende begreb, saafremt det indebaerer overbringelse af et budskab, der skal orientere offentligheden om den paagaeldende vares eller tjenesteydelses eksistens og kvaliteter med det formaal at foroege salget heraf.

2. Traktatbrudssager i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 er undergivet objektive regler. Domstolen skal i en saadan sag afgoere, om der som paastaaet foreligger et traktatbrud, og det forhold, at et traktatbrud skyldes, at en medlemsstat har fortolket de paagaeldende faellesskabsbestemmelser forkert, medfoerer ikke, at Domstolen ikke kan fastslaa, at der foreligger et traktatbrud.

Dommens præmisser


1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. marts 1992 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktaten, idet det har indfoert og opretholdt en ordning for moms paa reklamevirksomhed, som udelukker visse ydelser, saasom markedsfoeringstiltag, fra begrebet reklame, hvilket er i strid med artikel 9, stk. 2, litra e), i Raadets direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter ° Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1, herefter benaevnt "sjette direktiv").

2 I den syvende betragtning til sjette direktiv vedroerende fastsaettelsen af stedet for afgiftspligtige transaktioner, som havde medfoert kompetencekonflikter mellem medlemsstaterne navnlig med hensyn til levering af et gode med montering og levering af tjenesteydelser, hedder det:

"Selv om stedet for levering af en tjenesteydelse principielt boer fastsaettes som det sted, hvor den, der yder tjenesten, har etableret hjemstedet for sin erhvervsmaessige virksomhed, boer dette sted dog fastsaettes som aftagerens land, navnlig for visse tjenesteydelser, der leveres mellem afgiftspligtige personer, hvis omkostninger indgaar i godernes pris".

3 Med henblik paa at naa det i betragtningen anfoerte maal bestemmer direktivets artikel 9, stk. 1, foelgende:

"Ved leveringsstedet for en tjenesteydelse forstaas det sted, hvor den, der yder tjenesten, har etableret ... hjemstedet for sin oekonomiske virksomhed ..."

4 I artiklens stk. 2 er der opstillet en raekke undtagelser fra denne hovedregel. Med hensyn til reklamevirksomhed hedder det i stk. 2:

"Dog gaelder foelgende:

...

e) leveringsstedet for foelgende tjenesteydelser, som praesteres for aftagere, der er etableret uden for Faellesskabet, eller for afgiftspligtige personer, som er etableret i Faellesskabet, men uden for yderens land, er det sted, hvor aftageren har etableret enten hjemstedet for sin erhvervsmaessige virksomhed eller et fast forretningssted, til hvilket tjenesteydelsen praesteres, eller i mangel af et saadant hjemsted eller et saadant forretningssted hans bopael eller hans saedvanlige opholdssted:

...

° reklamevirksomhed".

5 Sidstnaevnte bestemmelse er gennemfoert i spansk ret ved artikel 13, stk. 2, nr. 5, litra b), i lov nr. 30/85 af 2. august 1985 om indfoerelse af moms (B.O.E. nr. 190 af 9.8.1985). Artiklen gentager for saa vidt angaar "reklametjenesteydelser" reglen i sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra e). I henhold til artikel 22, stk. 5, tredje afsnit, i Reglamento del Impuesto sobre el Valor Añanido (en spansk momsbekendtgoerelse), godkendt ved kongeligt dekret nr. 2028/85 af 30. oktober 1985 (B.O.E. 261 af 31.10.1985), forstaas der ved "reklametjenesteydelser"

"tjenesteydelser, der leveres i henhold til reklamekontrakter, kontrakter om reklamehjaelpemidler eller -strategier, og kontrakter om udbredelse af eller priser paa reklamer".

6 Det fremgaar af sagens akter, at den spanske forvaltning, som svar paa en forespoergsel fra Kommissionen, ved skrivelse af 20. december 1989 gav udtryk for, at foelgende efter spansk ret ikke betragtes som reklametjenesteydelser: Saakaldt markedsfoering, som gennemfoeres ved hjaelp af levering af ydelser i forbindelse med gaestgiveri eller ved hjaelp af rekreative aktiviteter saasom frokoster, middage, underholdningsarrangementer, spil, konkurrencer, selskaber eller andre lignende arrangementer.

7 Kommissionen fandt, at de paagaeldende nationale regler er i strid med artikel 9, stk. 2, litra e), i sjette direktiv, for saa vidt som de udelukker visse ydelser saasom markedsfoeringstiltag fra begrebet reklame, hvorfor den indledte den i EOEF-traktaten artikel 169 foreskrevne procedure over for Kongeriget Spanien.

8 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

9 Kommissionen har under retsmoedet understreget, at dens soegsmaal alene er rettet mod det forhold, at markedsfoeringstiltag efter spansk ret udelukkes fra begrebet reklamevirksomhed.

10 Den spanske regering har anfoert, at det ikke er i strid med artikel 9, stk. 2, litra e), i sjette direktiv at udelukke markedsfoeringstiltag fra begrebet. Den har bl.a. gjort gaeldende, at markedsfoeringstransaktioner har et selvstaendigt indhold, som adskiller dem fra reklamevirksomhed.

11 Det skal saaledes undersoeges, om markedsfoeringstiltag falder ind under begrebet reklamevirksomhed i sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra e)' s forstand.

12 Sidstnaevnte bestemmelse er en lovvalgsregel, der fastlaegger beskatningsstedet for reklamevirksomhed og dermed afgraensningen af medlemsstaternes kompetence. Det foelger heraf, at begrebet "reklamevirksomhed" er et faellesskabsretligt begreb, som skal fortolkes paa ensartet maade med henblik paa at undgaa, at transaktioner som foelge af forskellige fortolkninger bliver afgiftsbelagt to gange eller slet ikke bliver afgiftsbelagt.

13 Som det fremgaar af den syvende betragtning til sjette direktiv, jf. ovenfor, er begrundelsen for, at beskatningsstedet for reklamevirksomhed fastsaettes som det sted, hvor aftageren har etableret hjemstedet for sin erhvervsmaessige virksomhed, at omkostningerne i forbindelse med saadanne ydelser, der leveres mellem afgiftspligtige personer, indgaar i godernes pris. Faellesskabslovgiver fandt saaledes, at i det omfang aftageren saedvanligvis saelger de varer eller leverer de tjenesteydelser, som der reklameres for i det land, hvor han har sit hjemsted, og opkraever momsen heraf hos den endelige forbruger, burde momsen paa grundlag af reklamevirksomheden betales af aftageren til det paagaeldende land. Denne begrundelse er en af de faktorer, der skal tages hensyn til ved fortolkningen af udtrykket "reklamevirksomhed" i artikel 9, stk. 2, litra e), i sjette direktiv.

14 Det bemaerkes, at begrebet reklame noedvendigvis indebaerer spredning af et budskab, som skal informere forbrugerne om en vares eller en tjenesteydelses eksistens og kvaliteter med henblik paa at foroege salget heraf. Budskabet spredes normalt i tale, skrift og/eller billeder gennem pressen, radio og/eller tv, men det kan ogsaa, helt eller delvis, spredes ved hjaelp af andre midler.

15 Saafremt der alene benyttes saadanne andre midler, skal der med henblik paa afgoerelsen af, om den paagaeldende transaktion udgoer reklamevirksomhed som omhandlet i artikel 9, stk. 2, litra e), i sjette direktiv, i det enkelte tilfaelde tages hensyn til samtlige omstaendigheder omkring den paagaeldende ydelse. En saadan omstaendighed, der kan medfoere, at en ydelse maa betegnes som "reklame", foreligger, naar de anvendte midler tilvejebringes af et reklamebureau. Det er dog ingen ufravigelig betingelse, at der er tale om en saadan tjenesteyder. Det er ikke udelukket, at en reklameydelse leveres af en virksomhed, der ikke udelukkende, end ikke hovedsagelig, beskaeftiger sig med reklame, selv om denne situation ikke er saerlig sandsynlig.

16 Det er saaledes tilstraekkeligt, at et markedsfoeringstiltag, saasom salg af varer til nedsat pris, uddeling af gratis varer, levering af tjenesteydelser til nedsat pris eller gratis eller arrangering af et cocktailparty eller en banket, indebaerer overbringelse af et budskab, der skal orientere offentligheden om den paagaeldende vares eller tjenesteydelses eksistens og kvaliteter med det formaal at foroege salget heraf, for at der er tale om reklamevirksomhed som omhandlet i artikel 9, stk. 2, litra e), i sjette direktiv.

17 Det foelger heraf, at de spanske afgiftsbestemmelser er i strid med artikel 9, stk. 2, litra e), i sjette direktiv, for saa vidt som de udelukker markedsfoeringstiltag fra begrebet reklamevirksomhed, selv om de opfylder de ovenfor opstillede kriterier.

18 Den spanske regering har anfoert, at selv om Domstolen maatte forkaste regeringens opfattelse vedroerende fortolkningen af artikel 9, stk. 2, litra e), i sjette direktiv, boer det ikke fastslaas, at Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til faellesskabsretten, da den omtvistede bestemmelse ikke var formuleret tilstraekkelig klart af de kompetente faellesskabsinstitutioner.

19 Dette anbringende kan ikke tiltraedes. Det bemaerkes i den forbindelse, at traktatbrudssager er undergivet objektive regler, og at Domstolen i en saadan sag skal afgoere, om der som paastaaet foreligger et traktatbrud (jf. domme af 21.6.1988, hhv. sag 415/85, Kommissionen mod Irland, Sml. s. 3097, praemis 9, og sag 416/85, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 3127, praemis 9). Det forhold, at et traktatbrud skyldes, at en medlemsstat har fortolket de paagaeldende faellesskabsbestemmelser forkert, medfoerer ikke, at Domstolen ikke kan fastslaa, at der foreligger et traktatbrud.

20 Det maa herefter fastslaas, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til sjette direktiv, navnlig artikel 9, stk. 2, litra e), og i henhold til EOEF-traktaten, idet det har indfoert og opretholdt en ordning for moms paa reklamevirksomhed, som udelukker markedsfoeringstiltag fra dette begreb, selv om de indebaerer overbringelse af et budskab, som skal informere forbrugerne om den omhandlede vares eller tjenesteydelses eksistens og kvaliteter med henblik paa at foroege salget heraf.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

21 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kongeriget Spanien har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Raadets direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter ° Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, navnlig artikel 9, stk. 2, litra e), og i henhold til EOEF-traktaten, idet det har indfoert og opretholdt en ordning for moms paa reklamevirksomhed, som udelukker markedsfoeringstiltag fra dette begreb, selv om de indebaerer overbringelse af et budskab, som skal informere forbrugerne om den omhandlede vares eller tjenesteydelses eksistens og kvaliteter med henblik paa at foroege salget heraf.

2) Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.