Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

References to this case

Share

Highlight in text

Go

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

CHRISTINE STIX-HACKL

fremsat den 5. februar 2004 (1)

Sag C-400/02

Gerard Merida

mod

Forbundsrepublikken Tyskland

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht (Tyskland))

»Arbejdskraftens frie bevægelighed – ligebehandling i kollektive overenskomster – »Überbrückungsbeihilfe« – forskelsbehandling af i Tyskland tidligere beskæftigede arbejdstagere med bopæl i Frankrig«





I –    Indledning

1.        Den foreliggende sag angår beregningen af en bestemt ydelse ifølge en kollektiv overenskomst (»Überbrückungsbeihilfe«), en midlertidig supplerende ydelse, der udbetales ved arbejdsforholdets ophør.

II – De relevante retsforskrifter

A –    Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 (2) af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (herefter »forordning nr. 1668«)

2.        Artikel 7, stk. 4, er sålydende:

»Enhver bestemmelse i kollektive eller individuelle overenskomster eller andre kollektive aftaler om adgang til beskæftigelse, aflønning og alle andre arbejds- og afskedigelsesvilkår er retligt ugyldig, hvis den fastsætter eller tillader diskriminerende betingelser for arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater.«

B –    National ret

3.        I forelæggelseskendelsen og i den mundtlige forhandling er der, ifølge udtalelserne fra Forbundsrepublikken Tysklands repræsentant, fremlagt oplysninger, der ikke er blevet bestridt, og således er den relevante retsstilling i Forbundsrepublikken Tyskland denne:

4.        Ved de franske hærenheder, som var stationeret på tysk statsterritorium, var der, indtil hærenhedernes tilbagetrækning, beskæftiget civile arbejdstagere, hvis arbejdsgiver var den franske hær. Nettogagen blev udbetalt af Forbundsrepublikken Tysklands myndigheder efter aftale og for regning af de franske tropper. På grund af den tysk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst var grundlaget for beskatningen af lønnen reglerne i arbejdstagerens bopælsland. De tyske myndigheder indeholdt i overensstemmelse hermed ingen indkomstskat af bruttolønnen for arbejdstagere med bopæl i Frankrig, men udbetalte dem i overensstemmelse hermed et højere beløb i forhold til arbejdstagerne med bopæl i Tyskland. Det beløb, der udbetaltes af den tidligere arbejdsgiver, blev indkomstbeskattet i Frankrig.

5.        Overgangshjælpen er en socialydelse, som Forbundsrepublikken Tyskland – på grundlag af den kollektive overenskomst af 31. august 1971 vedrørende social sikring af arbejdstagere ved hærenheder udstationeret i Forbundsrepublikken Tyskland (herefter »den kollektive socialsikringsoverenskomst«) – i eget navn og af Forbundsrepublikkens budgetmidler udbetaler til tidligere arbejdstagere ved »hærenheder, udstationeret i Forbundsrepublikken Tyskland«, når disses arbejdsforhold er blevet opsagt på grund af tilbagetrækningen af de i Tyskland udstationerede hærenheder.

6.        Ifølge de regler, der er relevante for sagen i hovedsagen, og som står i den kollektive socialsikringsoverenskomst, beregnes størrelsen af den midlertidige supplerende ydelse ens for alle modtagerne. Beregningen sker i det væsentlige således, at der fra det nævnte beløb i det kollektivretlige grundbeløb, som tilkom arbejdstageren på tidspunktet for afskedigelsen for en hel kalendermåned, ved siden af det faktisk oppebårne beløb ved arbejdsløshed, bl.a. trækkes den fiktive tyske indkomstskat, og denne med det beløb, som fremkommer ved anvendelse af de relevante beskatningsregler på tidspunktet for udbetalingen af overgangshjælpen. Den fiktive tyske indkomstskat fradrages altså også i tilfælde med tidligere arbejdstagere i Frankrig, som, da de oppebar løn, ikke havde nogen fradragsret ifølge tysk ret.

7.        Den således beregnede overgangshjælp er skattepligtig for de i Tyskland bosiddende modtagere af et beløb over en frigrænse. Modtagere bosat i Frankrig skal betale skat af overgangshjælpen. Følgende bestemmes i den kollektive socialsikringsoverenskomsts § 4, nr. 4, andet punktum: »Hvis overgangshjælpen udbetales ud over ydelser fra Bundesanstalt für Arbeit […] skal den forhøjes med det til dækning af skat af lønindkomst nødvendige beløb.« Ifølge udtalelser fra den tyske regerings repræsentant i den mundtlige forhandling bevirker »denne forhøjelse [...] en neutralisering af en eventuel skatteindeholdelse. Det er herved irrelevant, hvilken medlemsstat [...] der opkræver denne skat [...] modtageren stilles i Tyskland stedse således, at han økonomisk ikke belastes med skatten. I det foreliggende tilfælde [...] kunne man godtgøre den skat, som sagsøgeren skal betale i Frankrig af overgangshjælpen. Dette kræver blot en hertil svarende attest vedrørende skattetilsvarets størrelse. Vedrørende de skatter, som faktisk betales, behandles ind- og udlændinge stedse helt lige«.

III – Sagens faktiske omstændigheder, hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

8.        Merida er fransk statsborger og bosat i Frankrig. Han arbejdede i Tyskland indtil sin opsigelse ved de udstationerede franske hærenheder. Efter at hans arbejdsforhold var ophørt, modtog Merida overganghjælp efter den kollektive overenskomst om social sikring. Ydelsens størrelse blev beregnet i overensstemmelse med nævnte overenskomst, dvs. at man fra en tidligere bruttoløn fradrog de i Frankrig faktisk oppebårne ydelser ved arbejdsløshed og den fiktive tyske indkomstskat. Den således beregnede overgangshjælp skulle beskattes for Merida ifølge den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst i Frankrig som lønindkomst, hvorfor hjælpen skulle beskattes efter franske regler.

9.        Da Merida fandt, at han uberettiget blev stillet dårligere ved fradraget af den fiktive tyske indkomstskat, set i forhold til arbejdstagere medbopæl i Tyskland, anlagde han sag mod Forbundsrepublikken Tyskland. Han fik ikke medhold, hverken ved den kompetente Arbeitsgericht eller Landesarbeitsgericht. Merida rejste ved Bundesarbeitsgericht revisionsanke til prøvelse af Landesarbeitsgerichts dom. Bundesarbitsgericht nærer tvivl om, hvorvidt den kollektive overenskomst om social sikring i relation til beregningsreglerne for overgangshjælpen i tilfælde som det i hovedsagen foreliggende er forenelig med de EF-retlige regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. Af denne grund udsatte Bundesarbeitsgericht sagen ved kendelse af 27. juni 2002 og forelagde Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

Er det i strid med artikel 39 EF, at den fiktive tyske skat af lønindkomst [§ 4, nr. 3, litra b), andet punktum, i Tarifvertrag zur sozialen Sicherung der Arbeitnehmer bei den Stationierungsstreitkräften im Gebiet der Bundesrepublik Deutschland (TV SozSich)] skal lægges til grund for fastsættelsen af beregningsgrundlaget for overgangshjælp i det tilfælde, der er omhandlet i TV SozSich’s § 4, nr. 1, litra b), når den tidligere arbejdstager bor og er skattepligtig i udlandet?

IV – Det præjudicielle spørgsmål

A –    Procesdeltagernes væsentlige anbringender

10.      Merida og Kommissionen finder, at i Frankrig bosatte modtagere af overgangshjælpen umiddelbart diskrimineres ved fradraget af den fiktive tyske indkomstskat. Beregningsmåden for overgangshjælpen har den følge, at modtagerne alt i alt modtager mindre end det tidligere beløb, der blev udbetalt af den tidligere arbejdsgiver. En arbejdstager, som på grund af sin bopæl i Tyskland er omfattet af de tyske skatteregler, skal nemlig ved siden af fradraget for den tyske indkomstskat og ydelserne for arbejdsløshed ikke tåle yderligere fradrag i overgangshjælpen. De i Frankrig bosatte modtagere af overgangshjælpen skal derimod ved siden af fradraget for den fiktive tyske indkomstskat yderligere betale den faktiske franske skat af overgangshjælpen. Formålet med overgangshjælpen er imidlertid det, at der fortsat skal betales det fulde beløb, som tidligere blev betalt af den forhenværende arbejdsgiver i det første år efter arbejdsforholdets ophør. Dette krav opfyldes ved modtagere med bopæl i Tyskland. På grund af dobbeltbeskatningsoverenskomsten oppebar modtagere med bopæl i Frankrig derimod et højere arbejdsvederlag, fordi arbejdsgiverens ydelser også var undergivet indkomstskat i Frankrig. Merida og Kommissionen er af den opfattelse, at man i forbindelse med overgangshjælpen imidlertid nu nedsætter størrelsen af bruttolønnen, såvel med den fiktive tyske indkomstskat som med den faktiske franske skat. Denne diskrimination kan heller ikke begrundes med ønsket om en forenklet forvaltning. Den EF-retlige grundsætning om arbejdskraftens frie bevægelighed ifølge artikel 39 EF kan ikke indskrænkes på denne måde.

11.      Forbundsrepublikken Tyskland finder, at der ikke opstår forskelsbehandling på grund af den måde, hvorpå man beregner størrelsen af overgangshjælpen med fradrag af den fiktive tyske indkomstskat i tilfælde som Meridas. Forbundsrepublikken påberåber sig bl.a. hensynet til en forenklet forvaltning, ligesom overganghjælpen ikke ses at være nogen lønudbetalingsforlængelse i tilfælde af arbejdsløshed. I den mundtlige forhandling har Forbundsrepublikken Tysklands repræsentant udtalt, at der derimod er tale om en frivillig socialydelse udbetalt fra Forbundsrepublikken Tyskland til tidligere arbejdstagere fra andre stater, som tjener til den »sociale affjedring i omstillingsprocessen« i tilfælde af arbejdsløshed og »en vis forsorg i form af en socialydelse«. Overgangshjælpen beregnes således for alle modtagerne på samme måde. Fællesskabsretten begrunder intet krav på en gunstigere behandling af grænsearbejdere i forhold til de arbejdstagere, der bor i indlandet. I den mundtlige forhandling bemærkede Forbundsrepublikken Tyskland desuden, at overgangshjælpen i princippet også i relation til modtagerne med bopæl i Tyskland stadig er skattepligtig som sådan. Eventuelle skyldige skatter bliver imidlertid »neutraliseret« ved en forhøjelse af ydelsen i forbindelse med beregningen af overgangshjælpen. Denne ordning gælder også for Frankrig vedrørende de skatter, der skal betales af overgangshjælpen.

B –    Stillingtagen

1.      Formuleringen af det præjudicielle spørgsmål

12.      Den forelæggende ret nærer tvivl om foreneligheden af § 4, nr. 3, litra b), andet punktum, i den kollektive overenskomst om social sikring med artikel 39 EF, for så vidt som der i denne overenskomstbestemmelse også indgår »fastsættelse af beregningsgrundlaget« (der er klart tale om fastsættelsen af størrelsen) for overgangshjælpen – også for modtagere med bopæl i Frankrig – med fradrag af den fiktive tyske indkomstskat. Retten ønsker dermed en fortolkning f artikel 39 EF. Overenskomstmæssige ydelser som overgangshjælpen er dog også omfattet af anvendelsesområdet for diskrimineringsforbuddet i artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1612/68. I lignende tilfælde har Domstolen indtil nu behandlet EF-traktaten og forordning nr. 1612/68 samlet og fastslået, at forordningen nærmere fastlægger de vandrende arbejdstageres rettigheder efter artikel 39 EF, for så vidt som der er tale om pligter hidrørende fra et arbejdsforhold og/eller en kollektiv overenskomst (3).

13.      Jeg foreslår derfor at omformulere det præjudicielle spørgsmål således:

Skal artikel 39 EF og artikel 7, stk. 4, i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed fortolkes således, at de er til hinder for en national overenskomstmæssig ordning, hvorefter størrelsen af en socialydelse som den i hovedsagen foreliggende »overgangshjælp«, når der er tale om modtagere i en anden medlemsstat med skattepligt dér, beregnes således, at den fiktive indenlandske indkomstskat fradrages den tidligere nettoindkomst, skønt der hos de nævnte modtagere under arbejdsforholdet ikke blev indeholdt indenlandsk indkomstskat på grund af en dobbeltbeskatningsoverenskomst?

2.      Fortolkningen af artikel 39 EF og artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1612/68

a)      Spørgsmålet om en mulig forskelsbehandling på grund af en faktisk dobbeltbeskatning

14.      Merida og Kommissionen ser en retsstridig forskelsbehandling i, at den fiktive tyske indkomstskat, ved beregningen af overgangshjælpen for modtagere med bopæl i Frankrig, fradrages, skønt overgangshjælpen i Frankrig jo skal beskattes. Dette synspunkt ligger åbenbart til grund for den nationale rets præjudicielle spørgsmål, for så vidt som den lægger vægt på skattepligten i Frankrig.

15.      Herom skal det først fastslås, at den kollektive overenskomst om social sikring, for så vidt som den angiveligt er grundlag for en mulig forskelsbehandling, ikke i fornødent omfang blev fremlagt af den forelæggende ret. Forbundsrepublikken Tyskland har først i den mundtlige forhandling med citat fra den relevante passage i den kollektive overenskomst – ubestridt – udtalt, at overgangshjælpen også for modtagere i Tyskland er skattepligtig, men at skatterne godtgøres, og at denne godtgørelse også kan kræves af modtagere med bopæl i Frankrig. Hermed kan der ikke antages at foreligge den dårligere behandling af modtagere med bopæl i Frankrig, der ville være fremkommet ved en nærmest »dobbelt« beskatning (fiktiv i Tyskland og faktisk i Frankrig), hvilket jo gøres gældende af Merida og Kommissionen i deres argumentation og anses for mulig af den forelæggende ret.

b)      Spørgsmålet om en mulig forskelsbehandling på grund af, at størrelsen af overganghjælpen for modtagere med bopæl i Frankrig ikke svarer til det beløb, der blev udbetalt dem af deres tidligere arbejdsgiver

16.      Ved overgangshjælpens beregning foretages der fradrag i bruttolønnen for alle modtagere, dvs. uafhængigt af bopæl i Tyskland, af den fiktive tyske indkomstskat, som skal betales af en tilsvarende person med bopæl i Tyskland. Herved indtræder der en ringere stilling for modtagere med bopæl Frankrig i forhold til modtagere med bopæl i Tyskland, for så vidt som størrelsen af overgangshjælpen til de førstnævnte, anderledes end forholdet er for de sidstnævnte, ikke svarer til det af den tidligere arbejdsgiver udbetalte beløb.

17.      Spørgsmålet er, om der heri kan ses at foreligge en middelbar forskelsbehandling, der er forbudt ved artikel 39 EF og artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1612/68.

18.      Artikel 39 EF og artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1612/68 forbyder ikke kun en i nationaliteten begrundet forskelsbehandling, men enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre kriterier reelt fører til samme resultat (4). Det fremgår således af Domstolens praksis på dette område, at en national retsforskrift, medmindre den er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til det tilstræbte formål, må anses for at medføre indirekte forskelsbehandling, når den efter selve sin karakter er egnet til i højere grad at berøre vandrende end indenlandske arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de vandrende arbejdstagere ringere (5).

19.      Den kollektive overenskomst om social sikring skelner ganske vist ikke på grundlag af nationaliteten hos modtagerne af overgangshjælpen, men den kan dog have forskellige virkninger alt efter, om arbejdstageren på tidspunktet for modtagelsen af overgangshjælpen bor i Tyskland eller i Frankrig. Bopæl i indlandet forekommer for statens egne statsborgere hyppigere end i forbindelse med tidligere vandrende arbejdstagere, således at et sådant kriterium tenderer mod at stille tidligere grænsegængere ringere (6). Der kunne således være tale om et tilfælde med direkte forskelsbehandling.

20.      Direkte forskelsbehandling foreligger, såfremt forskellige regler anvendes på ensartede situationer, eller såfremt samme regel anvendes på forskellige situationer, uden at dette er begrundet ved en objektiv forskel, henholdsvis et objektivt formål (7). Ved beregningsmåden for overgangshjælpen kunne der foreligge en regel, hvorved samme regel anvendes på forskellige situationer.

21.      Domstolen har for det meste bedømt spørgsmålet om direkte forskelsbehandling på grundlag af formålet med de konkret omtvistede forholdsregler (8).

22.      Ifølge det for så vidt plausible indlæg fra Forbundsrepublikken Tyskland i den mundtlige forhandling er overgangshjælpens formål ikke at opretholde det individuelle indkomstniveau i tilfælde af arbejdsløshed, men at yde en af arbejdsforholdet uafhængig statslig socialydelse, som tjener den sociale affjedring i tilfælde af arbejdsløshed. Dette følger af, at ydelsen ikke betales af den tidligere arbejdsgivers kasse, men af en tredjemand, nemlig Forbundsrepublikken Tyskland, af egne midler og uden modydelse.

23.      Med det formål forekommer det at være ganske foreneligt at beregne denne socialydelse for sammenlignelige modtagere med bopæl i indlandet og med bopæl i en anden medlemsstat på ganske samme måde, dvs. herunder hensyntagen til den fiktive tyske indkomstskat.

24.      Dette fører ganske vist til, at størrelsen af overgangshjælpen for modtagere med bopæl i Frankrig ikke kommer til at svare til størrelsen af det beløb, som blev betalt af den tidligere arbejdsgiver. Dette nominelt højere beløb for arbejdstagere med bopæl i Frankrig var dog kun den naturlige følge af den omstændighed, at disse indkomster i løbet af oppebørslen af arbejdsindkomsten var fritaget for tysk indkomstskat på grund af den relevante dobbeltbeskatningsoverenskomst.

25.      En sådan forskellig situation for de skattepligtige med bopæl i forskellige medlemsstater i sammenhæng med dobbeltbeskatningsoverenskomsten er ifølge Domstolens praksis for så vidt forenelig med fællesskabsretten, som den i første række følger af de forskellige skatteskalaer i de pågældende medlemsstater, hvis fastsættelse henhører under medlemsstaternes kompetence (9). Af det forhold, at en forskellig behandling, således som den fandt sted i hovedsagen i forbindelse med beskæftigede arbejdstagere med bopæl i Tyskland og Frankrig, er forenelig med fællesskabsretten, kan dog ikke sluttes, at dette også skal komme til udtryk ved beregningen af en arbejdsgiver uafhængig statslig socialydelse, som har det formål at opnå en social affjedring i tilfælde af arbejdsløshed.

26.      Resultatet må derfor blive, at artikel 39 EF og artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 1612/68 ikke er til hinder for beregningen af overgangshjælpen som fastsat i den kollektive overenskomst om social sikring i tilfældet med modtagere med bopæl i Frankrig, for så vidt som der ved overgangshjælpen er tale om en arbejdsgiveruafhængig statslig socialydelse, hvis formål er social affjedring i tilfælde af arbejdsløshed.

V –    Forslag til afgørelse

27.      På grundlag af de ovenstående bemærkninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 39 EF og artikel 7, stk. 4, i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national overenskomstmæssig ordning, der er afgørende for størrelsen af en socialydelse som den i hovedsagen omhandlede »overgangshjælp« i og med, at ydelsen beregnes således, at der i tilfældet med modtagere med bopæl i en anden medlemsstat, som dér også er skattepligtige, sker fradrag af den fiktive indenlandske indkomstskat i den tidligere bruttoløn, skønt der hos de nævnte modtagere i løbet af det bestående arbejdsforhold ikke indeholdtes indenlandsk indkomstskat på grund af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, såfremt den forfaldne skat af en overgangshjælp i en anden medlemsstat således ganske godtgøres som den skat, der også måtte forfalde i indlandet.«

1 – Originalsprog: tysk.

2  – EFT 1968 II, s. 468.

3  – Dom af 8.5.1990, sag 175/88, Biehl, Sml. I, s. 1779, af 23.2.1994, sag C-419/92, Scholz, Sml. I, s. 505, og af 15.1.1998, sag C-15/96, Schöning-Kougebetopoulou, Sml. I, s. 47.

4  – Dom af 12.2.1974, sag 152/73, Sotgiu, Sml. s. 153, præmis 11, af 23.5.1996, sag C-237/94, O’Flynn, Sml. I, s. 2617, præmis. 17, og af 27.11.1997, sag C-57/96, Meints, Sml. I, s. 6689, præmis 44.

5  – Dom af 12.9.1996, sag C-278/94, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 4307, og O’Flynn-dommen, nævnt i fodnote 4.

6 – Meints-dommen, nævnt i fodnote 4, og dom af 24.9.1998, sag C-35/97, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 5325.

7 – Der skal blot henvises til dommen om den skattemæssige behandling af fremmede, dom af 14.2.1995, sag C-279/93, Schumacker, Sml. I, s. 225, af 11.8.1995, sag C-80/94, Wielockx, Sml. I, s. 2493, af 27.6.1996, sag C-107/94, Asscher, Sml. I, s. 3089, og af 14.9.1999, sag C-391/97, Gschwind, Sml. I, s. 5451, præmis 21 ff., desuden Meints-dommen, nævnt i fodnote 4, præmis 45, og O’Flynn-dommen, nævnt i fodnote 4, præmis 20.

8 – Se f.eks. den seneste dom af 23.10.2003, forenede sager C-4/02 og C-5/02, Schönheit og Becker, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 84 og 95).

9 – Dom af 12.5.1998, sag C-336/96, Gilly, Sml. I, s. 2793, og af 12.12.2002, sag C-385/00, de Groot, Sml. I, s. 11819.