EU tax law WEB

Available languages

Taxonomy tags

State Aid

Info

Referral date: 25-04-2003
Show case reference
Opinion date: 09-02-2006
Ruling date: 22-06-2006
AG: P. LÃ‰GER

References in this case

Highlight in text

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

PHILIPPE LÉGER

fremsat den 9. februar 2006 (1)

Forenede sager C-182/03 og C-217/03

Kongeriget Belgien

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Forum 187 ASBL

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – skatteordning for koordinationscentre, som er hjemmehørende i Belgien – en sammenslutnings søgsmål – formaliteten – Kommissionens beslutning om, at denne ordning ikke udgør støtte – Kommissionens vurdering ændret – fremgangsmåde – forordning (EF) nr. 659/1999 – procedure vedrørende kontrollen med eksisterende støtte – artikel 87, stk. 1, EF – overgangsforanstaltninger – beskyttelse af den berettigede forventning – almindeligt lighedsprincip«

Sag C-399/03

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Kongeriget Belgiens støtte til koordinationscentre – støtte bestemt til at gøre det muligt at forlænge den skatteordning for koordinationscentrene, der er erklæret uforenelig med fællesmarkedet – Rådets beslutning om, at en sådan støtte er forenelig med fællesmarkedet – artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF – ulovlighed«

Indhold

I – Indledning

II – Relevante fællesskabsbestemmelser

III – Skatteordningen for koordinationscentre

IV – Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

A – De faktiske omstændigheder forud for Kommissionens beslutning

B – Kommissionens beslutning

C – Søgsmålene til prøvelse af Kommissionens beslutning

D – De faktiske omstændigheder efter Kommissionens beslutning

E – Rådets beslutning

F – Søgsmålet til prøvelse af Rådets beslutning

V – Behandlingen af søgsmålene

A – Søgsmålet til prøvelse af Rådets beslutning (sag C-399/03)

1. Parternes påstande og anbringender

2. Vurdering

B – Søgsmålene til prøvelse af Kommissionens beslutning (forenede sager C-182/03 og C-217/03)

1. Parternes påstande

a) Sagen Belgien mod Kommissionen (sag C-182/03)

b) Sagen Forum 187 mod Kommissionen (sag C-217/03)

2. Formaliteten vedrørende den af Forum 187 anlagte sag

a) Parternes argumenter

b) Vurdering

i) Formaliteten vedrørende den af Forum 187 anlagte sag, for så vidt sammenslutningen selv er umiddelbart og individuelt berørt

ii) Formaliteten vedrørende det af Forum 187 anlagte søgsmål, for så vidt som sammenslutningen træder i stedet for nogle af sine medlemmer

3. Undersøgelse af realiteten i sagerne

a) Forum 187’s påstand om annullation af beslutningen af 17. februar 2003 i sin helhed

i) Anbringendet om manglende retsgrundlag og tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

– Parternes argumenter

– Vurdering

ii) Anbringendet om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF

Metoden til analyse af den omtvistede ordning

VI – Forslag til afgørelse

I – Indledning

1. De tre annullationssøgsmål, der er indbragt for Domstolen, vedrører den skatteordning, som Kongeriget Belgien har indført for koordinationscentre.

2. Et koordinationscenter er en virksomhed, der er oprettet af en multinational koncern, og som har til opgave at levere forskellige, hovedsagelig finansielle, tjenesteydelser til koncernens selskaber. Kongeriget Belgien indførte i 1982 en særlig skatteordning for disse centre, der er undergivet en forudgående individuel godkendelse, som er gyldig i ti år og kan forlænges.

3. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som denne ordning var anmeldt til, fandt ikke, at den udgjorde statsstøtte. Som følge af arbejde i Rådet for Den Europæiske Union i 1997 om skattekonkurrence mellem medlemsstaterne foretog Kommissionen en ny undersøgelse af ordningen.

4. I beslutning af 17. februar 2003 (2) fandt Kommissionen, at en sådan ordning udgjorde statsstøtte, der var uforenelig med fællesmarkedet. Den forbød den belgiske regering at lade nye koordinationscentre blive omfattet af ordningen og at forlænge de tiårige godkendelser efter den 17. februar 2003. Den fastslog imidlertid, at de på denne dato gyldige godkendelser kunne afføde deres virkninger, indtil deres godkendelsesperiode udløber og senest til den 31. december 2010.

5. Efter offentliggørelsen af denne beslutning fremsendte den belgiske regering en begæring til Rådet om at give den tilladelse til at lade de centre, hvis godkendelse udløb mellem den 17. februar 2003 og den 31. december 2005, være omfattet af den samme skattemæssige behandling som i henhold til ordningen for koordinationscentre, frem til den 31. december 2005. Rådet imødekom denne begæring ved beslutning af 16. juli 2003 (3).

6. Kommissionens beslutning er genstand for annullationssøgsmålene i de forenede sager C-182/03 og C-217/03, der er anlagt af henholdsvis Kongeriget Belgien og Forum 187 ASBL (4), en belgisk sammenslutning af koordinationscentrene i Belgien.

7. Rådets beslutning er genstand for Kommissionens annullationssøgsmål i sag C-399/03.

8. Da disse sager indgår i den samme retlige og faktiske sammenhæng, behandler jeg dem samlet i dette forslag til afgørelse.

9. Inden for disse rammer skal følgende seks punkter undersøges: Rådets kompetence til at vedtage beslutningen af 16. juli 2003, formaliteten vedrørende Forum 187’s søgsmål, Kommissionens mulighed for at ændre sin tidligere vurdering af, om der er tale om støtte, spørgsmålet, om kvalificeringen af skatteordningen for koordinationscentrene som statsstøtte er begrundet, og endelig spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen ved at forbyde Kongeriget Belgien at forlænge, selv midlertidigt, de godkendelser, der udløber efter offentliggørelsen af dens beslutning af 17. februar 2003, har tilsidesat koordinationscentrenes berettigede forventning og det almindelige lighedsprincip.

II – Relevante fællesskabsbestemmelser

10. I henhold til EF-traktaten er statsstøtte principielt forbudt, idet der dog er visse undtagelser. Artikel 87, stk. 1, EF bestemmer:

»Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«

11. I artikel 87 EF opregnes dernæst i stk. 2 og 3 de former for statsstøtte, der uden videre er forenelige med fællesmarkedet, og de, der kan betragtes som forenelige med fællesmarkedet. I den sidstnævnte kategori figurerer bl.a. støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder, hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse, og støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

12. Artikel 88 EF bestemmer:

»1. Kommissionen foretager sammen med medlemsstaterne en løbende undersøgelse af de støtteordninger, som findes i disse stater. Den foreslår dem sådanne foranstaltninger, som fællesmarkedets funktion eller gradvise udvikling kræver.

2. Finder Kommissionen – efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger – at en støtte, som ydes af en stat eller med statsmidler, ifølge artikel 87 ikke er forenelig med fællesmarkedet, eller at denne støtte misbruges, træffer den beslutning om, at den pågældende stat skal ophæve eller ændre støtteforanstaltningen inden for den tidsfrist, som Kommissionen fastsætter.

Såfremt den pågældende stat ikke retter sig efter denne beslutning inden udløbet af den fastsatte frist, kan Kommissionen eller en anden interesseret stat, uanset bestemmelserne i artiklerne 226 og 227, indbringe sagen direkte for Domstolen.

På begæring af en medlemsstat kan Rådet med enstemmighed beslutte, at en af denne stat ydet eller planlagt støtte, uanset bestemmelserne i artikel 87 eller de i artikel 89 nævnte forordninger, skal betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis ganske særlige omstændigheder berettiger en sådan beslutning. Har Kommissionen indledt den i dette stykkes første afsnit fastsatte fremgangsmåde med hensyn til denne støtteforanstaltning, bevirker den pågældende stats begæring til Rådet, at sagens behandling udsættes, indtil Rådet har taget stilling til spørgsmålet.

Dog træffer Kommissionen beslutning, såfremt Rådet ikke har taget stilling inden tre måneder efter, at begæringen er fremsat.

3. Kommissionen skal underrettes så betids om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil. Er Kommissionen af den opfattelse, at det påtænkte er uforeneligt med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, iværksætter den uopholdeligt den i stk. 2 fastsatte fremgangsmåde. Den pågældende medlemsstat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte fremgangsmåde har ført til endelig beslutning.«

13. Artikel 89 EF bemyndiger Rådet til at udstede de fornødne forordninger med henblik på anvendelsen af artikel 87 EF og 88 EF. I medfør af denne bemyndigelse har Rådet vedtaget forordning (EF) nr. 659/1999 (5) om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 88 EF.

14. Artikel 1, litra b), i forordning nr. 659/1999 definerer begrebet »eksisterende støtte«. I forordningen forstås ved dette begreb:

»i) [...] enhver form for støtte, der eksisterede inden traktatens ikrafttræden i den pågældende medlemsstat, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som var trådt i kraft før og er blevet fortsat efter traktatens ikrafttræden

ii) godkendt støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som er godkendt af Kommissionen eller Rådet

iii) støtte, som anses for at være godkendt i henhold til artikel 4, stk. 6, i nærværende forordning [(6)] eller før forordningen, men efter denne procedure

iv) støtte, som anses for eksisterende støtte i henhold til artikel 15 [(7)]

v) støtte, som anses for at være en eksisterende støtte, fordi det kan godtgøres, at der ikke var tale om støtte, da den blev indført, men at den blev en støtte på grund af udviklingen på fællesmarkedet, uden at medlemsstaten havde foretaget nogen ændringer. Når visse foranstaltninger bliver en støtte som følge af en liberalisering af en aktivitet ved fællesskabslovgivning, betragtes sådanne foranstaltninger ikke som eksisterende støtte efter den dato, der er fastsat for liberaliseringen.«

15. Kontrolproceduren for eksisterende støtte er reguleret i artikel 17-19 i forordning nr. 659/1999. Artikel 17 bestemmer, at Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne foretager revision af eksisterende støtteordninger. Finder Kommissionen, at en eksisterende støtteordning ikke eller ikke længere er forenelig med fællesmarkedet, underretter den den pågældende medlemsstat om sin foreløbige undersøgelse og giver den pågældende medlemsstat lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger inden for en frist på en måned, som kan forlænges.

16. Ifølge forordningens artikel 18 fremsætter Kommissionen en henstilling, hvis den på baggrund af de oplysninger, medlemsstaten har indsendt i henhold til artikel 17, finder, at en eksisterende støtteordning ikke eller ikke længere er forenelig med fællesmarkedet. Heri foreslår den den pågældende medlemsstat passende foranstaltninger. Henstillingen kan navnlig gå ud på, at støtteordningen ændres i realiteten, at der indføres proceduremæssige krav, eller at støtteordningen ophæves.

17. Forordningens artikel 19 bestemmer, at hvis den pågældende medlemsstat ikke accepterer de foreslåede foranstaltninger, og Kommissionen under hensyntagen til den pågældende medlemsstats argumenter stadig er af den opfattelse, at de passende foranstaltninger er nødvendige, indleder den den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 88, stk. 2, EF.

III – Skatteordningen for koordinationscentre

18. Den af Kongeriget Belgien vedtagne skatteordning for koordinationscentre blev indført ved kongelig anordning af 30. september 1982 (8). Det står fast, at den ikke er ændret væsentligt mellem 1984, 1987 og 1990, hvor Kommissionen underrettede den belgiske regering om, at den ikke anså ordningen for at udgøre statsstøtte, og vedtagelsen af beslutningen af 17. februar 2003 (9).

19. Et koordinationscenter kan oprettes i form af et belgisk selskab, som er en juridisk person, eller i form af en filial oprettet i Belgien af et udenlandsk selskab. For at komme i betragtning til den skatteordning, der er indført ved kongelig anordning nr. 187, skal centret forudgående individuelt godkendes ved kongelig anordning. For at opnå godkendelse skal centret være en del af en multinational koncern. Denne betingelse indebærer bl.a., at koncernens selskaber skal have hjemsted i mindst fire forskellige lande. Koncernen skal råde over en kapital og reserver til en værdi af mindst 1 mia. BEF, og den skal desuden have en årsomsætning, hvis konsoliderede værdi er på mindst 10 mia. BEF. Banker og forsikringsselskaber kan ikke komme i betragtning til denne ordning.

20. Centret skal udelukkende som formål have udvikling og centralisering af en eller flere aktiviteter, der har forberedelses- eller hjælpekarakter, og som alene udøves til fordel for alle eller en del af koncernens selskaber (10).

21. Det skal i Belgien beskæftige mindst ækvivalenten til ti fuldtidsbeskæftigede personer i de første to år af dets aktivitetsperiode.

22. Godkendelsen af centret er gyldig i ti år og kan forlænges for en tilsvarende periode.

23. Den skatteordning, som de godkendte koordinationscentre er omfattet af, indeholder følgende foranstaltninger:

– Centrenes skattepligtige indkomst er fastsat efter en fast sats. Indkomsten svarer til en procentdel af udgifterne og driftsomkostningerne, dog ikke personaleomkostninger og finansielle omkostninger samt selskabsskat.

– Centrene er fritaget for ejendomsskat af de bygninger, som de selv bruger til udøvelse af deres erhvervsmæssige aktiviteter.

– Centrene er fritaget for registreringsafgiften på 0,50% af indskud i og forøgelser af et centers lovpligtige kapital.

– Centrene er fritaget for kildeskat af renter, udbytter mv. Dette gælder også, med visse undtagelser, for dividender, renter og royalties udbetalt af koordinationscentrene samt for indtægter af kontantbeholdninger.

– De betaler en årlig skat, der er fastsat til 400 000 BEF pr. fuldtidsansat arbejdstager, men som ikke kan overstige 4 000 000 BEF pr. center.

IV – Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

A – De faktiske omstændigheder forud for Kommissionens beslutning

24. Skatteordningen for koordinationscentrene blev første gang undersøgt af Kommissionen i 1984. I en beslutning af 16. maj 1984 anså den ikke ordningen for at udgøre støtte. Den faktisk anvendte ordning afveg imidlertid fra den, som var blevet anmeldt til Kommissionen. Kommissionen indledte derfor den formelle undersøgelsesprocedure i december 1985. Som følge af den belgiske regerings ændringer af ordningen vurderede Kommissionen, at den ikke længere indeholdt støtteelementer, og ved skrivelse af 9. marts 1987 underrettede den regeringen om, at proceduren var afsluttet.

25. Denne vurdering blev bekræftet i det svar, der blev givet på Kommissionens vegne af Leon Brittan, medlem af Kommissionen med ansvar for konkurrence, den 24. september 1990, på skriftlig forespørgsel nr. 1735/90 fra Europa-Parlamentets medlem Gis de Vris (11).

26. Som led i en samlet overvejelse omkring skattekonkurrence mellem medlemsstaterne vedtog Ecofin-Rådet (økonomi og finans) en adfærdskodeks for erhvervsbeskatning (12). Det nedsatte en ad hoc-gruppe, som blev kaldt »Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen«, der havde til opgave at skaffe oplysninger om de nationale skatteforanstaltninger, der havde skadelige konsekvenser for det fælles marked.

27. I forbindelse med dette initiativ fra medlemsstaterne forpligtede Kommissionen sig til at udarbejde retningslinjer for anvendelsen af artikel 87 EF og 88 EF på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne og »til omhyggeligt at påse, at statsstøttereglerne anvendes strengt på sådan støtte«. Kommissionen vedtog således den 11. november 1998 en meddelelse om anvendelse af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne (13). På grundlag af denne meddelelse foretog Kommissionen en generel undersøgelse af medlemsstaternes skattelovgivning.

28. I den forbindelse anmodede Kommissionen i februar 1999 de belgiske myndigheder om oplysninger om skatteordningen for koordinationscentre, som var en af de af Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen nævnte 66 nationale foranstaltninger, der var potentielt skadelige for fællesmarkedets funktion. De belgiske myndigheder svarede i marts 1999.

29. I juli 2000 meddelte Kommissionens tjenestegrene de nævnte myndigheder, at ordningen sandsynligvis skulle betragtes som statsstøtte. Med henblik på iværksættelse af samarbejdsproceduren med disse myndigheder opfordrede Kommissionens tjenestegrene i overensstemmelse med artikel 17 i forordning nr. 659/1999 dem til at fremsætte deres bemærkninger inden for en frist på en måned.

30. På samlingen den 26. og 27. november 2000 erindrede Ecofin-Rådet om, at i overensstemmelse med resolutionen af 1. december 1997 skulle alle skadelige foranstaltninger for så vidt angik direkte beskatning af virksomhederne være afskaffet senest den 1. januar 2003. Ecofin-Rådet vedtog formandskabets forslag om, at virkningen af ordningen udløber senest den 31. december 2005 for de virksomheder, der er omfattet af en skadelig skatteordning pr. 31. december 2000, uanset om der var tale om ordninger, der var bevilget for en bestemt periode. Ecofin-Rådet fastsatte ligeledes, at det fra sag til sag og for at tage hensyn til særlige omstændigheder på grundlag af en rapport fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen kunne beslutte at forlænge virkningerne af visse skadelige skatteordninger efter den 31. december 2005 (14).

31. Ved skrivelse af 11. juli 2001 foreslog Kommissionen efter en brevveksling med de belgiske myndigheder flere passende foranstaltninger i medfør af artikel 88, stk. 1, EF, med henblik på at gøre skatteordningen for koordinationscentrene forenelig med fællesmarkedet. I denne korrespondance anførte Kommissionen, at som en overgangsordning kunne de centre, der var godkendt forud for det tidspunkt, hvor disse passende foranstaltninger blev accepteret, fortsat være omfattet af den tidligere ordning frem til den 31. december 2005 (15).

32. Da de belgiske myndigheder ikke accepterede de passende foranstaltninger, som Kommissionen havde foreslået, indledte Kommissionen ved beslutning meddelt i skrivelse af 27. februar 2002, offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 20. juni 2002 (16), den formelle undersøgelsesprocedure. Kommissionen opfordrede bl.a. Kongeriget Belgien til at underrette den om antallet af godkendte koordinationscentre på datoen for denne skrivelse og for hver enkelt datoen for den seneste godkendelse eller forlængelse af gyldigheden. Den opfordrede ligeledes medlemsstaten og interesserede parter til at fremsætte bemærkninger og til at fremlægge alle oplysninger af betydning ved afgørelsen af, om der hos de af den omhandlede ordning omfattede virksomheder var en berettiget forventning, som gjorde det påkrævet at fastsætte overgangsforanstaltninger (17).

33. Ved skrivelse af 16. maj 2002 underrettede de belgiske myndigheder Kommissionen om en ny skatteordning for koordinationscentrene, som af Kommissionen blev registreret som ny støtte under referencenummer N 351/2002.

34. Den 21. januar 2003 udtalte Ecofin-Rådet sig positivt om forlængelse af virkningerne af visse skadelige skatteordninger til efter 2005. Det fastsatte med hensyn til den belgiske skatteordning for koordinationscentre, at de centre, der var omfattet af denne ordning den 31. december 2000, fortsat kunne være omfattet heraf indtil den 31. december 2010 (18).

B – Kommissionens beslutning

35. Den 17. februar 2003 vedtog Kommissionen den anfægtede beslutning, som blev meddelt Kongeriget Belgien samme dag.

36. I beslutningen har Kommissionen indledningsvis begrundet, hvorfor den har betegnet skatteordningen for koordinationscentrene som »eksisterende støtte« samt begrundet det retsgrundlag, hvorpå den af Kommissionen fulgte procedure er baseret. I beslutningen anføres det, at artikel 1, litra b), i forordning nr. 659/1999 kunne udgøre retsgrundlaget i det foreliggende tilfælde, men at artikel 87 EF og 88 EF i modsat fald udgjorde det virkelige retsgrundlag for Kommissionens indgreb.

37. Kommissionen har i beslutningen af 17. februar 2003 ligeledes anført, at såfremt denne skulle betragtes som en ophævelse eller en ændring af beslutningerne af 1984 og 1987, opfylder beslutningen de betingelser, der gælder for Kommissionens ret til at ophæve eller ændre en ulovlig positiv beslutning.

38. Kommissionen har i beslutningen dernæst anført, at de forskellige foranstaltninger, som skatteordningen for koordinationscentrene består af, opfylder betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF, uden at være omfattet af nogen af de i samme artikels stk. 2 og 3 opstillede undtagelser.

39. Kommissionen har endelig undersøgt koordinationscentrenes berettigede forventning. Den erkender, at der hos støttemodtagerne findes en berettiget forventning, og at dette begrunder, at Kommissionen tillader de centre, som den 31. december 2000 var i besiddelse af en godkendelse, fortsat at være omfattet af ordningens fordele indtil udløbet af den godkendelsesperiode, der var gældende på tidspunktet for meddelelsen af beslutningen, og senest til den 31. december 2010. Dette standpunkt er baseret på følgende omstændigheder.

40. Kommissionen erkender, at de belgiske myndigheders godkendelse udgør en forhåndsanerkendelse af, at det godkendte center opfylder de krævede betingelser for at blive omfattet af undtagelsesordningen i henhold til kongelig anordning nr. 187 i ti år uden at skulle fremlægge bevis herfor hvert år. Kommissionen har imidlertid anført, at godkendelsen ikke udgør en forpligtelse for myndighederne over for det godkendte center til at opretholde fordelene i forbindelse med ordningen i de følgende ti år. Den har samtidig erindret om, at for så vidt den har anvendt proceduren for kontrol med eksisterende støtte, kan dens beslutning ikke have tilbagevirkende gyldighed, og at den skal sikre retssikkerheden ved om nødvendigt at fastsætte en overgangsperiode for udfasningen af den omtvistede ordnings virkninger.

41. Kommissionen er i den forbindelse af den opfattelse, at den skal tage hensyn til de store investeringer, der er foretaget af koordinationscentrene og de koncerner, som de tilhører, med hensyn til iværksættelse og udvikling af centrenes infrastrukturer samt de ændringer, der er foretaget af tilrettelæggelsen af strukturerne, nettene og procedurerne og af fordelingen af opgaverne i koncernen. Den skal også tage hensyn til langfristede forpligtelser over for personalet og ejendomsselskaber eller finansieringsinstitutter. Kommissionen har anført, at selv om godkendelsen ikke giver nogen garanti for hverken ordningens videre eksistens eller dens fordelagtige karakter, medgiver den, at etableringen af et center, investeringerne og de indgåede forpligtelser er foregået med en rimelig og berettiget forventning om en vis kontinuitet i de økonomiske vilkår, herunder skatteordningen. Derfor har Kommissionen besluttet at tillade en overgangsperiode, der giver mulighed for gradvis udfasning af ordningen for de nuværende støttemodtagere.

42. Kommissionen har imidlertid tilføjet følgende 120. betragtning:

»Eftersom godkendelserne ikke rummer nogen rettigheder med hensyn til ordningens videre eksistens eller dens fordelagtige karakter, ikke engang i godkendelsesperioden, er Kommissionen af den mening, at den under ingen omstændigheder kan give ret til forlængelse af ordningen efter den dato, hvor den løbende godkendelse udløber. I betragtning af den udtrykkelige begrænsning af godkendelsen til ti år, er det endda ikke muligt, at der skulle være vakt berettiget forventning om en automatisk forlængelse, hvilket ville have været det samme som en teoretisk evig godkendelse.«

43. Konklusionerne af ovenstående betragtninger lyder således:

»121. Kommissionen fastslår, at den skatteordning, som anvendes på koordinationscentrene i Belgien, er uforenelig med fællesmarkedet, og at der må sættes en stopper for uforeneligheden af dens forskellige elementer ved afskaffelse eller ændring heraf. Fra datoen for offentliggørelse af nærværende beslutning må fordelen ved denne ordning eller dele heraf ikke længere tilkendes nye støttemodtagere eller opretholdes ved forlængelse af løbende godkendelser. Kommissionen noterer sig, at de i 2001 godkendte centre efter den 31. december 2002 ikke længere nyder godt af ordningen.

122. Hvad angår de centre, som nu falder ind under ordningen, erkender Kommissionen, at beslutningen af 1984 om godkendelse af kongelig anordning nr. 187, samt det svar, som det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrence, gav på Europa-Parlamentets forespørgsel […] har vakt berettiget forventning om, at denne ordning ikke udgjorde en overtrædelse af traktatbestemmelserne vedrørende statsstøtte.

123. På grund af de betragtelige investeringer, der er foretaget på basis deraf, er det desuden på grundlag af respekten for støttemodtagernes berettigede forventning og retssikkerhed berettiget at tillade en rimelig frist til udfasning af konsekvenserne af ordningen for de allerede godkendte centre. Kommissionen mener, at denne rimelige frist udløber den 31. december 2010. Centre, hvis godkendelse udløber før denne dato, kan efter udløb af godkendelsen ikke længere nyde godt af denne ordning. Efter den dato, hvor godkendelsen udløber, og under alle omstændigheder efter den 31. december 2010, vil forlængelse eller opretholdelse af de pågældende skattefordele være ulovlig.«

44. Konklusionen i beslutningen af 17. februar 2003 havde oprindeligt følgende ordlyd:

»Artikel 1

Den skatteordning, som i øjeblikket er gældende i Belgien til fordel for de koordinationscentre, som er godkendt på grundlag af kongelig anordning nr. 187, udgør en støtteordning, der er uforenelig med fællesmarkedet.

Artikel 2

Belgien forpligtes til at ophæve eller ændre den i artikel 1 omhandlede støtteordning med henblik på at gøre den forenelig med fællesmarkedet.

Fra datoen for offentliggørelse af denne beslutning må fordelen ved denne ordning eller dele heraf ikke længere tilkendes nye støttemodtagere og heller ikke opretholdes ved forlængelse af løbende godkendelser.

Hvad angår centre, som allerede er godkendt inden den 31. december 2000, kan ordningen fortsættes til udløbsdatoen for den enkelte godkendelse, såfremt denne er i kraft på denne dato [à cette date], og indtil senest den 31. december 2010. I overensstemmelse med andet afsnit må, i tilfælde af forlængelse af godkendelsen før denne dato, fordelene ved den ordning, som er genstand for denne beslutning, ikke længere tilkendes, selv ikke midlertidigt.

[...]«

45. Kommissionen besluttede efter at have konstateret, at [i den franske version] kunne udtrykket »à cette date« (»på denne dato«) i beslutningens artikel 2, tredje afsnit, første sætning, give anledning til forveksling, at ændre det til udtrykket »à la date de la notification de la présente décision« (»på datoen for meddelelsen af denne beslutning«). Den vedtog en berigtigelse i denne retning den 23. april 2003, som blev meddelt Kongeriget Belgien den 25. april 2003.

46. Ifølge berigtigelsen skal artikel 2, tredje afsnit, i beslutningen af 17. februar 2003 lyde således:

»Hvad angår centre, som allerede er godkendt inden den 31. december 2000, kan ordningen fortsættes til udløbsdatoen for den enkelte godkendelse, såfremt denne er i kraft på datoen for meddelelsen af denne beslutning(19), og indtil senest den 31. december 2010. I overensstemmelse med andet afsnit må, i tilfælde af forlængelse af godkendelsen før denne dato, fordelene ved den ordning, som er genstand for denne beslutning, ikke længere tilkendes, selv ikke midlertidigt.«

47. Under hensyn til berigtigelsen skal rækkevidden af de i beslutningen af 17. februar 2003 fastsatte overgangsforanstaltninger, som alle parterne er blevet enige om i løbet af retsforhandlingerne, forstås som følger: Alle de koordinationscentre, der har en individuel godkendelse, der er i kraft på datoen for meddelelsen af beslutningen, dvs. den 17. februar 2003, kan fortsat være omfattet af ordningen til godkendelsens udløbsdato, dog senest til den 31. december 2010. Ingen godkendelse kan imidlertid forlænges efter den 17. februar 2003.

C – Søgsmålene til prøvelse af Kommissionens beslutning

48. Ved stævning af 25. april 2003 har Kongeriget Belgien nedlagt påstand om annullation af beslutninger af 17. februar 2003, i dens oprindelige affattelse, og desuden begæret en udsættelse af gennemførelsen af beslutningen.

49. Efter at berigtigelsen var blevet meddelt Kongeriget Belgien den 25. april 2003, indleverede dette den 9. maj 2003 i medfør af procesreglementets artikel 42, stk. 2, en ny stævning for at fremsætte to nye anbringender og udvide annullationssøgsmålet til at omfatte Kommissionens beslutning, som ændret ved berigtigelsen.

50. Ved stævning indleveret til De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 28. april 2003 nedlagde Forum 187 påstand om annullation af Kommissionens beslutning, i dens oprindelige affattelse, og begærede desuden en udsættelse af gennemførelsen af beslutningen. Den 16. maj 2003 indleverede Forum 187 en supplerende stævning til prøvelse af Kommissionens beslutning, som ændret ved berigtigelsen.

51. Ved kendelse af 16. maj 2003 henviste Retten annullationssøgsmålet og begæringen om foreløbige forholdsregler til Domstolen, hvor disse sager blev registreret som henholdsvis sag C-217/03 og sag C-217/03 R.

52. Ved særskilt dokument af 16. juni 2003 påstod Kommissionen det af Forum 187 anlagte søgsmål afvist. Forum 187 afgav indlæg som svar på denne formalitetsindsigelse den 7. august 2003. Ved kendelse af 30. marts 2004 har Domstolen henskudt denne indsigelse til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.

53. Ved kendelse af 26. juni 2003 traf Domstolens præsident følgende afgørelse om den belgiske regerings og Forum 187’s begæringer om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens beslutning:

»1) Gennemførelsen af Kommissionens beslutning K(2003) 564 endelig udg. af 17. februar 2003 om Kongeriget Belgiens støtteordning til fordel for koordinationscentre, som er hjemmehørende i Belgien, udsættes, for så vidt som denne forbyder Kongeriget Belgien at forlænge de godkendelser af koordinationscentre, der var gældende på tidspunktet for meddelelsen af beslutningen.

2) Retsvirkningerne af de eventuelle forlængelser, der finder sted på grundlag af denne kendelse, kan ikke overskride tidspunktet for afsigelsen af dommen i hovedsagen.

[...]«

54. Sagerne C-182/03 og C-217 er blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og domsafsigelsen. Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 14. september 2005.

D – De faktiske omstændigheder efter Kommissionens beslutning

55. Kommissionen har undersøgt den nye skatteordning for koordinationscentre, som Kongeriget Belgien havde anmeldt ved skrivelse af 16. maj 2002.

56. Ved beslutning af 23. april 2003 godkendte Kommissionen den nye ordning, for så vidt som den bl.a. fastholder princippet om forudgående godkendelse af koordinationscentrene for en periode på ti år og fastsætter beskatningsgrundlaget på grundlag af samtlige driftsomkostninger med anvendelse af en passende avance. Da den nye ordning imidlertid indeholder fritagelse af centrene for kildeskat (af venter, udbytter mv.) og kapitaltilførselsafgift samt bestemmelser om manglende beskatning af de såkaldte »ekstraordinære« og vederlagsfrie fordele, der er indrømmet koordinationscentrene, indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende disse tre foranstaltninger.

57. Efter indledningen af undersøgelsesproceduren forpligtede Kongeriget Belgien sig til at ophæve de pågældende skattefritagelser og erstatte dem med skattefritagelses- eller nedsættelsesforanstaltninger, som finder anvendelse på samtlige virksomheder, der er etableret i Belgien. Det forpligtede sig ligeledes til at beskatte samtlige ekstraordinære og vederlagsfrie fordele, der var indrømmet koordinationscentrene.

58. Ved beslutning af 8. september 2004 fandt Kommissionen, at under hensyn til disse forpligtelser udgjorde den nye skatteordning for koordinationscentrene ikke støtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF (20).

59. Under retsmødet den 14. september 2005 anførte repræsentanten for Kongeriget Belgien imidlertid, at de belgiske myndigheder ikke havde kunnet få tilstrækkelige oplysninger fra Kommissionens tjenestegrene til at kunne iværksætte den nye ordning, og at denne i sidste instans var blevet opgivet, sådan som det var meddelt Kommissionen ved skrivelse af 28. februar 2005. Desuden havde Kongeriget Belgien besluttet sig for generelle foranstaltninger, som var vedtaget i løbet af sommeren 2005.

60. Endvidere havde Kongeriget Belgien truffet foranstaltninger til fordel for de koordinationscentre, hvis godkendelse udløb efter beslutningen af 17. februar 2003.

61. Ved skrivelse af 20. marts 2003 meddelte Kongeriget Belgiens finansminister Kommissionen i medfør af artikel 88, stk. 3, EF, at han påtænkte at lade virksomheder, hvis godkendelse udløb mellem den 17. februar 2003 og den 31. december 2005, omfatte af skatteforanstaltninger, der var identiske med dem, der var fastsat i ordningen for koordinationscentrene, indtil den 31. december 2005,

62. Kongeriget Belgien anmodede desuden ved skrivelse af samme dag Rådet om, at disse foranstaltninger blev erklæret for forenelige med fællesmarkedet i overensstemmelse med artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF.

63. Kommissionens formand svarede den belgiske finansminister ved skrivelse af 25. april 2003, at beslutningen af 17. februar var eksigibel, at Belgien ikke kunne udsætte dens anvendelse, og at, da indrømmelse eller forlængelse af den omtvistede skatteordning udtrykkeligt var omhandlet i beslutningen, kunne skrivelsen af 20. marts 2003 ikke anses for en anmeldelse af ny støtte som omhandlet i artikel 88, stk. 3, EF.

64. Ved skrivelse af 26. maj 2003 underrettede Kongeriget Belgien på ny Kommissionen om, hvad det allerede havde givet udtryk for i skrivelsen af 20. marts 2003. Kongeriget Belgien anmodede ved skrivelse af samme dato ligeledes på ny Rådet om, at de påtænkte foranstaltninger blev erklæret forenelige med fællesmarkedet i overensstemmelse med artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF.

65. Ecofin-Rådet vedtog på sit møde den 3. juni 2003 en principbeslutning om godkendelse af denne begæring og pålagde De Faste Repræsentanters Komité at træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at gøre det muligt for Rådet at vedtage den påtænkte beslutning snarest muligt og under alle omstændigheder inden udgangen af juni 2003.

66. Kommissionen bekræftede ved skrivelse af 17. juli 2003 som svar på Kongeriget Belgiens meddelelse ved skrivelse af 26. maj 2003 sit svar af 25. april 2003, dog under hensyntagen til førnævnte kendelse om foreløbige forholdsregler af 26. juni 2003.

E – Rådets beslutning

67. Rådet redegør i sin beslutning af 16. juli 2003 først for den retlige og faktiske sammenhæng, i hvilken Kongeriget Belgien har anmodet det om at godkende de påtænkte foranstaltninger for koordinationscentre, hvis godkendelse udløber mellem den 17. februar 2003 og den 31. december 2005.

68. Rådet anfører således, at ved vurderingen i 1987 og 1990 gav den skatteordning for koordinationscentre, der var indført ved kongelig anordning nr. 187, ikke anledning til indsigelser fra Kommissionens side. Den redegør for de omstændigheder, som fik Kommissionen til at foretage en ny undersøgelse af ordningen, og beskriver indholdet af beslutningen af 17. februar 2003. Rådet erindrer også om, at på dets samling den 26. og 27. november 2000 blev der vedtaget konklusioner, hvorefter virkningerne af skadelige ordninger i virksomheder, der pr. 31. december 2000 var omfattet af en sådan skadelig ordning, skulle ophøre senest den 31. december 2005, og at Rådet desuden forbeholdt sig muligheden for at forlænge visse ordninger ud over denne dato under hensyntagen til særlige omstændigheder.

69. Rådet anfører dernæst, at de virksomheder, der er omfattet af Kongeriget Belgiens begæring, har en midlertidig godkendelse, der dog kan forlænges i henhold til kongelig anordning nr. 187. Uden den nye støtte, som Belgien påtænker at yde, må disse koordinationscentre sandsynligvis indstille deres aktiviteter, hvilket vil få negative økonomiske og sociale konsekvenser for Belgien.

70. Rådet nævner ligeledes, at Kommissionen i sin beslutning har fastslået, at virkningen af skatteordningen for koordinationscentrene kan bibeholdes til efter den 31. december 2005, og at Kommissionen i andre beslutninger har forlænget fristen for lignende særlige skatteregler i andre medlemsstater frem til den 31. december 2010, hvorfor de særlige foranstaltninger, som Kongeriget Belgien påtænker at anvende, ikke burde medføre potentielle konkurrenceforvridninger, der er ude af proportioner med de opregnede fordele.

71. Rådet udleder heraf, at der findes en række særlige omstændigheder, der gør det muligt at godkende den nye støtte, som Belgien påtænker at indføre til fordel for koordinationscentre, der er godkendt pr. 31. december 2000, og hvis godkendelse udløber mellem den 17. februar 2003 og den 31. december 2005, indtil den 31. december 2005.

72. På baggrund af ovenstående traf Rådet følgende beslutning:

»Artikel 1

Den støtte, som Belgien frem til den 31. december 2005 påtænker at yde til virksomheder, der pr. 31. december 2000 er godkendt som koordinationscentre i henhold til kongeligt dekret nr. 187 af 30. december 1982, og hvis godkendelse udløber mellem den 17. februar 2003 og den 31. december 2005, betragtes som forenelig med fællesmarkedet. Støtten består som undtagelse fra de almindelige skatteregler i

– anvendelse af den normale selskabsskattesats på et teoretisk beskatningsgrundlag, der svarer til en variabel procentsats af visse driftsomkostninger (»cost plus«-metoden). Der anvendes dog et alternativt beskatningsgrundlag, hvis dette viser sig at overstige det beskatningsgrundlag, der fremkommer ved anvendelse af »cost plus«-metoden; det alternative beskatningsgrundlag omfatter de ekstraordinære og fordelagtige fortjenester, som centrene har, samt ikke-fradragsberettigede omkostninger

– anvendelse af en årlig særbeskatning på 10 000 EUR pr. medarbejder, dog højst 100 000 EUR

– fritagelse for précompte immobilier (ejendomsskat) på ejendomme ejet af centrene, som bruges i forbindelse med deres aktiviteter

– fritagelse for précompte mobilier (kildeskat) på dividender, renter og royalties, som centrene betaler undtagen, for så vidt angår renter, hvis modtageren er skattepligtig som fysisk eller juridisk person

– fritagelse for précompte mobilier (kildeskat) på de indtægter, centrene har fra indlånsvirksomhed

– fritagelse for kapitalregistreringsafgiften på 0,50% på kapitalindskud og udvidelser af selskabskapitalen.

F – Søgsmålet til prøvelse af Rådets beslutning

73. Ved stævning af 24. september 2003 anlagde Kommissionen annullationssøgsmål til prøvelse af Rådets beslutning ved Domstolen.

74. Rådet indgav sit svarskrift den 16. december 2003, Kommissionen sin replik den 27. februar 2004 og Rådet sin duplik den 18. maj 2004.

75. Efter afslutningen af den skriftlige forhandling afsagde Domstolen dom i sagen Kommissionen mod Rådet (21) den 29. juni 2004, hvori den fastslog, at Rådet ikke med hjemmel i artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF gyldigt kunne erklære en støtte forenelig med fællesmarkedet, der har til formål at tildele modtagerne af en ulovlig støtte, der tidligere er erklæret uforenelig med fællesmarkedet ved en kommissionsbeslutning, et beløb, der skal kompensere den tilbagebetaling, som de skal foretage i medfør af nævnte beslutning (22).

76. Parterne har under retsmødet den 14. september udtalt sig om, hvilke konsekvenser der bør drages af denne dom for den foreliggende sag.

V – Behandlingen af søgsmålene

77. Jeg undersøger først Kommissionens søgsmål til prøvelse af Rådets beslutning.

A – Søgsmålet til prøvelse af Rådets beslutning (sag C-399/03)

1. Parternes påstande og anbringender

78. Kommissionen har nedlagt påstand om, at Rådets beslutning annulleres, og om, at Rådet tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

79. Til støtte for søgsmålet har den påberåbt sig fire anbringender vedrørende henholdsvis Rådets inkompetence, magtfordrejning og procedurefordrejning, tilsidesættelse af traktaten og almindelige fællesskabsretlige principper samt, subsidiært, åbenbart fejlskøn og magtfordrejning med hensynet til spørgsmålet, om der foreligger ganske særlige omstændigheder.

80. Kommissionen har gjort gældende, at det første anbringende er begrundet, hvilket er godtgjort i den ovennævnte dom i sagen Kommissionen mod Rådet. Rådets beslutning tager sigte på at opretholde virkningerne af den omtvistede skatteordning, som Kommissionen har erklæret uforenelig med fællesmarkedet; det drejer sig ikke om en ordning med ny støtte eller individuelle foranstaltninger, således som Rådet har hævdet.

81. Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at Rådet af tidsmæssige grunde ikke var kompetent til at vedtage beslutningen af 16. juli 2003, da det i henhold til artikel 88, stk. 2, har en frist på tre måneder til at udtale sig, og datoen, hvor Kongeriget Belgien underrettede Rådet om den omhandlede støtte, må fastsættes til den 20. marts 2003.

82. Rådet har principalt nedlagt påstand om frifindelse og subsidiært om opretholdelse af virkningerne af dets beslutning frem til datoen for afsigelsen af Domstolens dom. Rådet har desuden nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

83. Rådet har hævdet, at løsningen i dommen i sagen Kommissionen mod Rådet ikke kan overføres til den foreliggende sag, fordi Rådet her har godkendt iværksættelse af en ny støtte, som er en anden end den, der er omhandlet i Kommissionens beslutning.

84. Det har anført, at den omstændighed, at en støtteordning er erklæret uforenelig, ikke er til hinder for, at den pågældende medlemsstat yder en ny støtte til virksomheder, som kunne have været omfattet af den tidligere ordning, således som det i øvrigt udtrykkeligt er fastsat i forordning nr. 659/1999.

85. Rådet har gjort gældende, at den støtte, der er godkendt i dets beslutning, adskiller sig fra den skatteordning for koordinationscentrene, som Kommissionen har betegnet som statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, af følgende grunde: For det første er den på det formelle plan indført ved forskellige lovbestemmelser, for det andet er den i modsætning til skatteordningen tildelt en begrænset række virksomheder, der er identificerbare, dvs. de ca. 30 koordinationscentre, hvis godkendelse udløber mellem den 17. februar 2003 og den 31. december 2005; endelig er beslutningens virkninger begrænset til den 31. december 2005.

86. Rådet har desuden gjort gældende, at den omstændighed, at Kommissionen har erklæret skatteordningen for koordinationscentrene uforenelig med fællesmarkedet, ikke er til hinder for, at Kongeriget Belgien yder visse centre skattemæssige fordele, der er sammenlignelige med de i den tidligere ordning fastsatte.

87. Rådet har dernæst anført, at dets beslutning ikke tilsigter at ophæve virkningerne af Kommissionens beslutning. Da denne har erklæret, at skatteordningen for koordinationscentrene fremover udgør statsstøtte, vil Rådet og Kommissionen have ret til at godkende støtteforanstaltninger, hvis de finder, at omstændighederne berettiger det.

88. Hvad endelig angår den tid, der er gået mellem Kongeriget Belgiens begæring og beslutningen af 16. juli 2003, har Rådet gjort gældende, at skrivelsen af 20. marts 2003 fra Belgiens faste repræsentant ved Den Europæiske Union kun udgør et forberedende papir beregnet på at lette oversættelsen, for at drøftelserne om de påtænkte foranstaltninger kan finde sted. Kongeriget Belgiens begæring blev således først forelagt Rådet det den 26. maj 2003.

2. Vurdering

89. I lyset af undersøgelsen af kompetencefordelingen på statsstøtteområdet mellem Rådet og Kommissionen i dommen i sagen Kommissionen mod Rådet, afsagt af Domstolens plenum, er jeg af den opfattelse, at anbringendet vedrørende Rådets manglende kompetence til at vedtage beslutningen af 16. juli 2003 er begrundet.

90. Til støtte for denne opfattelse vil jeg først redegøre for de faktiske omstændigheder og Domstolens begrundelse for denne dom.

91. I 1994 og 1999 havde Den Portugisiske Republik indført forskellige støtteordninger til visse landbrugsvirksomheder i form af kreditlinjer, et moratorium, der forlænger fristen for tilbagebetaling af visse lån, samt rentelettede lån. Kommissionen erklærede disse støtteordninger helt eller delvis uforenelige med fællesmarkedet, og traf bestemmelse om, at støtten skulle tilbagesøges hos modtagerne, inklusiv renter.

92. Efter meddelelsen af Kommissionens beslutninger anmodede Den Portugisiske Republik med hjemmel i artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF Rådet om tilladelse til at yde en støtte til de portugisiske svineavlere, der skulle tilbagebetale ovennævnte støtte, svarende til det skyldige beløb.

93. Rådet tog begæringen til følge (23). Det anførte, at tilbagebetalingen af den støtte, der var ydet af Den Portugisiske Republik, udgjorde en fare for mange støttemodtageres økonomiske levedygtighed og ville få store negative sociale konsekvenser i visse af denne medlemsstats regioner (24). Det udledte heraf, at der forelå ganske særlige ekstraordinære omstændigheder som omhandlet i artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF, som gjorde det berettiget at tillade den påtænkte foranstaltning.

94. Kommissionen anlagde et annullationssøgsmål til prøvelse af denne beslutning ved Domstolen, hvori den bl.a. påberåbte sig, at Rådet savnede kompetence til at træffe denne beslutning.

95. I sin stillingtagen til dette anbringende anvendte Domstolen et todelt ræsonnement. Den præciserede først rækkevidden af artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF, som definerer Rådets beføjelser på statsstøtteområdet. Den bemærkede, at denne bestemmelse har karakter af en undtagelse, fordi Kommissionen i henhold til artikel 87 EF og 88 EF har en central rolle med hensyn til at fastslå en støttes eventuelle uforenelighed.

96. Domstolen udledte ligeledes af indholdet af artikel 88, stk. 2, tredje og fjerde afsnit, EF, at såfremt der ikke er indgivet en begæring til Rådet af den pågældende medlemsstat, før Kommissionen erklærer den omhandlede støtte uforenelig med fællesmarkedet, har Rådet ikke længere kompetence til at udøve den undtagelsesvise beføjelse, der er tillagt det ved nævnte tredje afsnit, til at erklære en sådan støtte forenelig med fællesmarkedet (25).

97. Domstolen tilføjede, at en sådan fortolkning, der gør det muligt at undgå, at den samme statsstøtte er genstand for modsatrettede beslutninger truffet efter hinanden af Kommissionen og Rådet, bidrager til retssikkerheden.

98. Domstolen fastslog dernæst, at den således definerede grænse for Rådets kompetence indebærer, at det heller ikke har kompetence til at træffe beslutning vedrørende en støtte, der har til formål at tildele modtagerne af den ulovlige støtte, der tidligere er erklæret uforenelig med fællesmarkedet ved en kommissionsbeslutning, et beløb, der skal kompensere den tilbagebetaling, som de skal foretage i medfør af denne kommissionsbeslutning.

99. Domstolen bemærkede, at i henhold til fast retspraksis er ophævelsen af en ulovlig statsstøtte ved tilbagesøgning den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig, eftersom forpligtelsen for den støttemodtagende medlemsstat til at ophæve en sådan støtte har til formål at genoprette den oprindelige situation, og at dette formål er opnået, når den pågældende støtte, i givet fald med tillæg af morarenter, er blevet tilbagebetalt af støttemodtageren.

100. Herefter ville en anerkendelse af, at en medlemsstat kan tildele modtagerne af en ulovlig støtte, der tidligere er erklæret uforenelig med fællesmarkedet ved en kommissionsbeslutning, en ny støtte med et beløb svarende til den ulovlige støtte, der skal neutralisere virkningerne af den tilbagebetaling, som modtagerne skal foretage i medfør af kommissionsbeslutningen, svare til åbenbart at gøre de beslutninger, som Kommissionen har truffet i medfør af artikel 87 EF og 88 EF, virkningsløse.

101. Ifølge Domstolen kan Rådet lige så lidt som at paralysere virkningen af en kommissionsbeslutning om en støttes uforenelighed med fællesmarkedet ved selv at erklære støtten forenelig med fællesmarkedet heller ikke gøre en sådan beslutning virkningsløs ved i medfør af artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF at erklære en støtte forenelig med fællesmarkedet, der skal kompensere modtagerne af den ulovlige støtte, der er erklæret uforenelig, for den tilbagebetaling, som de skal foretage i medfør af kommissionsbeslutningen (26).

102. En anvendelse af disse regler i den foreliggende sag fører til den konklusion, at Rådet ikke gyldigt kunne vedtage beslutningen af 16. juli 2003.

103. Kongeriget Belgien har nemlig først forelagt Rådet en begæring på grundlag af artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF efter vedtagelsen af beslutningen af 17. februar 2003. I overensstemmelse med dommen i sagen Kommissionen mod Rådet (27) havde Rådet ikke længere kompetence til at udøve den undtagelsesvise beføjelse, der er tillagt det ved denne bestemmelse, til at erklære den nationale ordning, som Kommissionen havde erklæret uforenelig i denne beslutning, forenelig med fællesmarkedet. Ifølge dommen kunne Rådet således ikke gøre nævnte beslutning virkningsløs.

104. I modsætning til, hvad Rådet hævder, er jeg imidlertid af den opfattelse, at ved at vedtage sin beslutning af 16. juli 2003 har det tilsidesat disse to regler.

105. Det fremgår således af en sammenligning af de foranstaltninger, der er beskrevet i artikel 1 i Rådets beslutning, med Kongeriget Belgiens skrivelser af 28. marts 2003 og 26. maj 2003, at disse foranstaltninger har samme indhold som dem, der var fastsat i den skatteordning for koordinationscentrene, der var genstand for Kommissionens beslutning. De af Rådet tilladte foranstaltninger består nemlig i anvendelsen af den samme metode til fastsættelse af den skattepligtige indkomst og samme afgift i forhold til antallet af medarbejdere som i skatteordningen for koordinationscentrene. De omfatter endvidere de samme fritagelser for kildeskat (af renter, udbytter mv.), ejendomsskat og kapitaltilførselsafgift.

106. Det må dernæst fastslås, at de af Rådets beslutning omhandlede foranstaltninger er godkendt til fordel for de koordinationscentre, som pr. 31. december 2000 var omfattet af den skatteordning, der var erklæret uforenelig med fællesmarkedet, og som udløber mellem den 17. februar 2003 og den 31. december 2005. Disse foranstaltninger er således tilladt for virksomheder, der var omfattet af den støtteordning, der var erklæret uforenelig med fællesmarkedet ved kommissionsbeslutningen, og som i henhold til denne ikke kunne opnå en forlængelse af ordningen.

107. Endelig fremgår det klart af betragtningerne til Rådets beslutning, at den har til formål at mildne virkningerne af Kommissionens beslutning med hensyn til de koordinationscentre, hvis godkendelse udløber mellem den 17. februar 2003 og den 31. december 2005 (28).

108. Ved således at tillade, at Kongeriget Belgien på de koordinationscentre, hvis godkendelse udløber mellem den 17. februar 2003 og den 31. december 2005, anvendte en skattemæssig behandling, der var identisk med behandlingen efter den ordning, der var erklæret uforenelig ved kommissionsbeslutningen af 17. februar 2003, med henblik på at mildne følgerne af, at der ikke var mulighed for en forlængelse af denne ordning for disse centre, traf Rådet således afgørelse om foreneligheden med fællesmarkedet af en ordning, som Kommissionen allerede havde udtalt sig om, og den søgte således at gøre virkningerne af denne beslutning virkningsløse for så vidt angik disse centre.

109. Ingen af de argumenter, Rådet har påberåbt sig, kan for mig at se rejse tvivl om denne opfattelse. Det forhold, at de af Rådet tilladte foranstaltninger formelt skulle have hjemmel i nye lovbestemmelser vedtaget af Kongeriget Belgien og ikke i en anmodning om forlængelse af virkningerne af den skatteordning, der var indført ved kongelig anordning nr. 187, kan ikke begrunde, at de betragtes som forskellige foranstaltninger. Den af Domstolen fastslåede kompetencefordeling mellem Rådet og Kommissionen i dommen i sagen Kommissionen mod Rådet ville således let kunne omgås og den effektive virkning af en beslutning om uforenelighed med fællesmarkedet gå tabt, hvis den pågældende medlemsstat i nye bestemmelser blot gentog bestemmelserne i en støtteordning, der var erklæret uforenelig med fællesmarkedet, og forelægge den for Rådet.

110. I lyset af dommen i sagen Kommissionen mod Rådet er det virkningerne af de foranstaltninger, der er genstand for beslutninger truffet henholdsvis af Kommissionen og dernæst af Rådet, der skal tages i betragtning med henblik på at afgøre, om Rådet har handlet inden for rammerne af den kompetence, det er tillagt ved artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF.

111. Argumentet om, at Rådets beslutning kun vedrører et bestemt og konkret antal virksomheder og har tidsbegrænsede virkninger, giver ikke holdepunkter for at antage, at Rådet var berettiget til at tillade de pågældende foranstaltninger med hjemmel i artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF.

112. Som det nemlig fremgår af præmisserne i dommen i sagen Kommissionen mod Rådet, har kompetencefordelingen mellem Rådet og Kommissionen på statsstøtteområdet til formål at bidrage til retssikkerheden ved at undgå, at den samme statsstøtte er genstand for modsatrettede beslutninger truffet efter hinanden af de to institutioner (29). Når Kommissionen har erklæret en støtte uforenelig med fællesmarkedet, kan medlemsstaten og modtagerne af støtteforanstaltningerne direkte eller indirekte anfægte denne beslutning inden for rammerne af de for Fællesskabets retsinstanser og de nationale retsinstanser bestående retsmidler. Retssikkerhedshensyn kræver ligeledes, at når Kommissionens beslutning er blevet definitiv, kan den ikke annulleres ved en rådsbeslutning. Endelig drejer det sig om at undgå en eventuel konflikt mellem en rådsbeslutning og en dom afsagt af Fællesskabets retsinstanser vedrørende den tidligere kommissionsbeslutning.

113. Under hensyntagen til disse målsætninger er det afgørende kriterium, om Rådets beslutning er i strid med Kommissionens beslutning eller ophæver virkningerne heraf. Det er derfor uden betydning, at Rådets beslutning eller de foranstaltninger, det tillader, har en mere begrænset varighed end den skatteordning, som Kommissionen har erklæret uforenelig med fællesmarkedet. Det er i den foreliggende sag tilstrækkeligt at fastslå, at artikel 2 i Kommissionens beslutning bestemmer, at fra datoen for offentliggørelse af beslutningen må fordelen ved ordningen ikke opretholdes ved forlængelse af løbende godkendelser (andet afsnit), og at hvis godkendelsen udløber før den 31. december 2010, må fordelen ved ordningen ikke længere tilkendes, selv ikke midlertidigt (tredje afsnit).

114. Heraf følger, at Rådet ikke længere var kompetent til at tillade Kongeriget Belgien at yde disse centre samme skattemæssige behandling som den, Kommissionen havde erklæret uforenelig med fællesmarkedet. Jeg er derfor af den opfattelse, at Kommissionens første anbringende om Rådets manglende kompetence til at vedtage beslutningen af 16. juli 2003 må tages til følge, og at beslutningen følgelig skal annulleres.

115. Sammenfattende foreslår jeg derfor, at Domstolen annullerer Rådets beslutning, hvorved det er ufornødent at undersøge de andre anbringender, som Kommissionen har påberåbt sig til støtte for sit søgsmål. Rådet, som er den tabende part i denne sag, bør betale sagens omkostninger

116. Rådet har nedlagt påstand om, at hvis dets beslutning af 16. juli 2003 annulleres, opretholdes virkningerne af den indtil den dato, hvor Domstolens dom afsiges.

117. Jeg mener ikke, at denne påstand kan tages til følge. Kompetencefordelingen i artikel 88 EF på statsstøtteområdet har, som vi har set, til formål at undgå eventuelle konflikter ikke alene mellem Kommissionen og Rådet vedrørende samme nationale foranstaltning, men også mellem Rådet og Fællesskabets retsinstanser, når de træffer afgørelse om et annullationssøgsmål til prøvelse af en kommissionsbeslutning.

118. Beslutningen af 17. februar 2003 er i den foreliggende sag genstand for to søgsmål anlagt af henholdsvis Kongeriget Belgien og Forum 187. Medlemsstatens sag drejer sig om annullation af beslutningen, for så vidt den forbyder den at forlænge de godkendelser, der udløber efter den 17. februar 2003. Vi ved også, at Kongeriget Belgien og Forum 187 ved kendelsen af 26. juni 2003 om foreløbige forholdsregler har fået udsat gennemførelsen af Kommissionens beslutning, for så vidt den forbyder forlængelser af godkendelser efter denne dato. Heraf følger, at Kongeriget Belgien i henhold til denne kendelse kan forlænge godkendelsen for de centre, hvis godkendelse udløber efter den 17. februar 2003. Nævnte kendelse har således virkninger, der er sammenlignelige med virkningerne i henhold til Rådets beslutning, da de skattemæssige foranstaltninger, der er omhandlet i denne beslutning, som vi har set, er identiske med dem, som var fastsat i skatteordningen for koordinationscentrene.

119. På baggrund af ovenstående er Rådets påstand om, at virkningerne af dets beslutning opretholdes indtil afsigelsen af Domstolens dom, uden betydning, hvis Domstolen giver Kongeriget Belgien og Forum 187 medhold i deres søgsmål.

120. Hvis Domstolen derimod frifinder Kommissionen i disse søgsmål og ophæver virkningerne af kendelsen om foreløbige forholdsregler, vil det være selvmodsigende og i strid med kompetencefordelingen i henhold til artikel 88 EF at træffe bestemmelse om, at Rådets beslutning skal have virkninger indtil afsigelsen af Domstolens dom. For så vidt som denne dom ikke måtte kunne afsiges før den 31. december 2005, vil en sådan løsning have til følge, at annullationen af Rådets beslutning fratages enhver virkning.

B – Søgsmålene til prøvelse af Kommissionens beslutning (forenede sager C-182/03 og C-217/03)

1. Parternes påstande

a) Sagen Belgien mod Kommissionen (sag C-182/03)

121. Kongeriget Belgien har nedlagt påstand om, at Domstolen annullerer Kommissionens beslutning, for så vidt den ikke tillader medlemsstaten, selv ikke midlertidigt, at forlænge den status som »koordinationscenter«, som de koordinationscentre havde, der var omfattet af ordningen den 31. december 2000.

122. Der er nedlagt påstand om annullation af artikel 2, andet og tredje afsnit, i Kommissionens beslutning, for så vidt den bestemmer, at »[f]ra datoen for offentliggørelse af denne beslutning må fordelen ved denne ordning eller dele heraf ikke længere [...] opretholdes ved forlængelse af løbende godkendelser«, og at »[i] overensstemmelse med andet afsnit må, i tilfælde af forlængelse af godkendelsen før [den 31. december 2010], fordelen ved den ordning, som er genstand for denne beslutning, ikke længere tilkendes, selv ikke midlertidigt« (30).

123. Kongeriget Belgien har desuden nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne vedrørende sagen om foreløbige forholdsregler.

124. I processkriftet af 9. maj 2003, indleveret efter berigtigelsen af 23. april 2003, har Kongeriget Belgien fremført to nye anbringender, rettet mod berigtigelsen. Det første af disse anbringender vedrørte tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet på grund af de fortolkningsvanskeligheder, der ifølge Kongeriget Belgien fortsat var med den nye affattelse af artikel 2, tredje afsnit, i beslutningen af 17. februar 2003, sådan som den fremstår af berigtigelsen. På baggrund af Kommissionens redegørelse i svarskriftet med hensyn til betydningen af denne artikel og rækkevidden af de deri fastsatte overgangsforanstaltninger har Kongeriget Belgien imidlertid udtrykkeligt trukket dette nye anbringende tilbage i sin replik (31). Det er således ufornødent at undersøge dette anbringende.

125. Det andet af de nye anbringender anfægtede omstændighederne ved berigtigelsens vedtagelse. I forbindelse med dette anbringende udtrykte Kongeriget Belgien alvorlig tvivl om forskriftsmæssigheden af proceduren for vedtagelsen af den berigtigende retsakt. Det forbeholdt sig desuden ret til at bestride dens gyldighed. Det gjorde gældende, at det tilkom Kommissionen at præcisere, ved hvilken beslutningsprocedure denne retsakt var blevet vedtaget, og at føre bevis for, at den efter omstændighederne var vedlagt et sammenfattende notat eller det daglige notat som fastsat i artikel 18 i Kommissionens forretningsorden (32). Medlemsstaten gjorde gældende, at det i modsat fald ville tilkomme Domstolen ved en kendelse i overensstemmelse med artikel 45 i Domstolens procesreglement at træffe bestemmelse om, hvilke bevismidler den finder hensigtsmæssige, idet sagsøgeren forbeholder sig sine rettigheder.

126. I sit svarskrift anførte Kommissionen, at berigtigelsen af 23. april 2003 var forsynet med de samme officielle stempler og underskrifter som den oprindelige udgave af beslutningen af 17. februar 2003. Kommissionen gjorde desuden gældende, at denne retsakt var blevet vedtaget i forbindelse med den mundtlige forhandling på kollegiets møde den 23. april 2003 under nøje overholdelse af dets procedureregler.

127. Jeg konstaterer, at Kongeriget Belgien i dets supplerende stævning ikke har nedlagt påstand om annullation af nævnte berigtigelse, men blot har forbeholdt sig ret til efterfølgende at bestride dens gyldighed. Det har således ikke nedlagt en egentlig påstand som omhandlet i procesreglementets artikel 38.

128. Jeg skal endvidere bemærke, at Kongeriget Belgien ikke har fremført nogen omstændigheder, der giver holdepunkter for at antage, at den berigtigende retsakt er vedtaget under tilsidesættelse af Kommissionens forretningsorden, og at den således er behæftet med en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. Det eneste punkt, Kongeriget Belgien har anført i denne retning, drejede sig om det forhold, at der var tale om en berigtigende retsakt. Det fremgår imidlertid af Kommissionens forklaringer, at denne retsakt har fulgt samme vedtagelsesprocedure som den oprindelige version af beslutningen af 17. februar 2003 (33). Dette bekræftes af, at Kommissionens skrivelse af 23. april 2003 og den berigtigede version af beslutningen af 17. februar 2003 er forsynet med de samme officielle stempler og underskrifter som den oprindelige version. Endelig fremgår det, at Kongeriget Belgien ikke har bestridt forskriftsmæssigheden af den procedure, der er fulgt ved vedtagelsen af den berigtigende retsakt, hverken i dets replik eller under den mundtlige forhandling.

129. Jeg er derfor af den opfattelse, at det andet nye anbringende, som Kongeriget Belgien har fremført i sin supplerende stævning, ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom det ikke er påberåbt til støtte for en påstand, subsidiært, at det skal forkastes.

130. I lyset af ovenstående har Kongeriget Belgien således for Domstolen nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning, for så vidt som den ikke tillader Belgien, selv midlertidigt, at forlænge godkendelsen af de koordinationscentre, som var omfattet af ordningen den 31. december 2000, og hvis godkendelse udløber før den 31. december 2010.

131. Kommissionen har nedlagt påstand om frifindelse for denne påstand og om, at Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne vedrørende sagen om foreløbige forholdsregler.

b) Sagen Forum 187 mod Kommissionen (sag C-217/03)

132. Forum 187 har i sin stævning indleveret til Rettens Justitskontor nedlagt påstand om hel eller delvis annullation af beslutningen af 17. februar 2003.

133. Forum 187 har således principalt nedlagt påstand om annullation af hele beslutningen, dvs. navnlig for så vidt det i artikel 1 fastslås, at koordinationscentrenes skatteordning er en statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet. Sammenslutningen har ligeledes, subsidiært, nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning, for så vidt som den ikke har fastsat passende overgangsforanstaltninger.

134. I den oprindelige stævning kritiserede Forum 187 Kommissionen for ikke at have truffet overgangsforanstaltninger for så vidt angik dels de koordinationscentre, hvis godkendelse var blevet forlænget mellem den 31. december 2000 og den 17. februar 2003, og dels de koordinationscentre, hvis godkendelse udløb i 2003, efter den 17. februar, og i 2004. Efter berigtigelsen af indholdet af artikel 2 i beslutningen af 17. februar 2003 har Forum 187 frafaldet sin påstand for så vidt angår de koordinationscentre, hvis godkendelse blev forlænget mellem den 31. december 2000 og den 17. februar 2003 (34).

135. Forum 187 har endelig nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i sag C-217/03 og sag T-276/02 (35).

136. Efter berigtigelsen af beslutningen af 17. februar 2003 indleverede Forum 187 en supplerende stævning af 16. maj 2003 til Domstolen, hvori den anførte, at den på baggrund af den af Kommissionen begåede fejl i ordlyden af artikel 2 i nævnte beslutning havde fremført argumenter, som ikke længere var relevante. Forum 187 nedlagde påstand om, at Kommissionen bærer de således påløbne udgifter, uanset udfaldet af annullationssøgsmålet.

137. Kommissionen har nedlagt påstand om, at det fastslås, at det er åbenbart, at sagen anlagt af Forum 187 ikke kan antages til sagsbehandling, subsidiært om frifindelse, og om, at Forum 187 tilpligtes at betale sagens omkostninger.

138. Jeg vil først undersøge Kommissionens påstand om, at den af Forum 187 anlagte sag ikke kan antages til sagsbehandling.

2. Formaliteten vedrørende den af Forum 187 anlagte sag

a) Parternes argumenter

139. Kommissionen har gjort gældende, at sammenslutningen Forum 187 ikke kan anlægge sag til prøvelse af beslutningen af 17. februar 2003, som ikke er rettet til den, eftersom den ikke er umiddelbart og individuelt berørt af beslutningen.

140. Kommissionen erindrer om, at en sammenslutning som Forum 187, der er dannet for at varetage en gruppe borgeres kollektive interesser, ikke kan være individuelt berørt af en retsakt, som berører denne gruppes generelle interesser. Forum 187’s sag ville kun kunne antages til realitetsbehandling, hvis sammenslutningen påviste, at dens egne interesser er berørt af beslutningen af 17. februar 2003, eller at den træder i stedet for en eller flere af sine søgsmålskompetente medlemmer.

141. Til det første punkt har Kommissionen gjort gældende, at Forum 187 ikke kan påstå at være umiddelbart og individuelt berørt af beslutningen af 17. februar 2003 på grund af den rolle, sammenslutningen har spillet i forhold til de belgiske myndigheder og dens deltagelse i den administrative procedure, der førte til vedtagelse af beslutningen.

142. Kommissionen anfører, at i overensstemmelse med dommen i sagen Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen og Hapag-Lloyd mod Kommissionen (36) er den omstændighed, at Forum 187 har afgivet indlæg på sine medlemmers vegne under nærværende procedure, ikke i sig selv tilstrækkelig til, at sammenslutningen får søgsmålskompetence. Kommissionen har aldrig anerkendt Forum 187 som forhandlingspartner på vegne af dens medlemmer, og sammenslutningen har heller ingen officiel eller halvofficiel status i forhold til de belgiske myndigheder. Situationen for Forum 187 er således forskellig fra situationen for sammenslutningen i den sag, der gav anledning til dommen i sagen AIUFFASS og AKT mod Kommissionen (37), hvor sammenslutningen indtog en helt speciel stilling i tekstilsektoren. Forum 187’s rolle er heller ikke sammenlignelig med den rolle, der blev spillet af Landbouwschap, hvis sag blev fremmet til realitetsbehandling i dommen i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen (38), og som med den nederlandske regering havde forhandlet præferencetarif på gas, der blev anset for statsstøtte, der var uforenelig med traktaten.

143. Kommissionen har desuden gjort gældende, at Forum 187 ikke kan hævde, at beslutningen af 17. februar 2003 truer sammenslutningens eksistensberettigelse, da beslutningen på ingen måde kræver, at koordinationscentrenes aktiviteter ophører i Belgien.

144. Til det andet punkt har Kommissionen gjort gældende, at dens beslutning vedrører en støtteordning til fordel for en gruppe virksomheder og ikke en helhed af individuelle foranstaltninger, hvorved der ydes støtte til en eller flere virksomheder udpeget med navns nævnelse. Der er således tale om en almengyldig foranstaltning, som finder anvendelse på objektivt beskrevne situationer og skaber retsvirkninger for kategorier af retssubjekter, som er defineret generelt og abstrakt. Beslutningen finder heller ikke anvendelse på en sluttet kreds af borgere, hvis antal og identitet er kendt eller kan efterprøves, men på alle de nuværende, tidligere og fremtidige virksomheder, som kunne have gjort krav på at blive omfattet af skatteordningen for koordinationscentre.

145. Kommissionen præciserer, at Forum 187 ikke nævner nogen egenskab, som giver holdepunkter for at antage, at nogle af dens medlemmer er berørt »på grund af egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten«, således som den faste formulering har været siden dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen (39). Enhver virksomhed, der på indeværende tidspunkt driver et koordinationscenter eller påtænker at oprette et sådant center i fremtiden, er kun berørt af Kommissionens beslutning i medfør af dens objektive egenskab som værende omfattet aktuelt eller potentielt af den omtvistede skatteordning, hvorfor den ikke er umiddelbart og individuelt berørt af beslutningen af 17. februar 2003.

146. Ingen af Forum 187’s medlemmer har været genstand for særlig opmærksomhed fra hverken de belgiske myndigheders side ved indførelsen af ordningen eller fra Kommissionens side ved undersøgelsen af den. Ifølge Kommissionen er situationen for medlemmerne af Forum 187 forskellig fra situationen for modtagere af en individuel støtte, der er bevilget inden for rammerne af en ordning med støtte til en sektor, og som skal tilbagebetales, således som det var tilfældet i de sager, der gav anledning til dommene i sagen CETM mod Kommissionen (40), sagen Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen (41) samt sagen Italien mod Kommissionen (42). I den foreliggende sag har intet medlem af Forum 187 en faktisk og fastslået ret, som er blevet berørt af beslutningen af 17. februar 2003. Kommissionen har i denne forbindelse anført, at overgangsforanstaltningerne har givet alle koordinationscentrene mulighed for at nyde godt af deres løbende godkendelse indtil dennes udløbsdato, dog ikke dem, hvis godkendelse var gyldig ud over den 31. december 2010.

147. Hvad mere specifikt angår de koordinationscentre, hvis godkendelse udløber kort tid efter offentliggørelsen af beslutningen af 17. februar 2003, befinder de sig ikke i en situation, der er så forskellig fra situationen for de øvrige medlemmer af Forum 187, at de er individualiseret, som en adressat ville være det. I en skatteordning, der fastsætter en tidsbegrænset fordel, er det uundgåeligt, at alle godkendelserne ikke udløber på samme tid. Den dato, hvor fordelen udløber, udgør en objektiv omstændighed, som illustrerer, at disse centre er berørt af en generel foranstaltning, muligvis på forskellig måde. Kommissionen understreger desuden, at nævnte centre ikke havde en velerhvervet ret til forlængelse af godkendelsen. Med hensyn til spørgsmålet, om de kunne have en berettiget forventning om forlængelse af deres godkendelse, er det et spørgsmål, som vedrører realiteten.

148. Endelig er medlemmerne af Forum 187 ikke frataget ethvert retsmiddel, da de ved de belgiske retsinstanser kan anfægte enhver foranstaltning truffet af de nationale myndigheder, som berører deres skattemæssige situation. De kan anfægte gyldigheden af beslutningen af 17. februar 2003 inden for rammerne af en sådan sag.

149. Forum 187 bestrider den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse og gør gældende, at sagen skal fremmes til realitetsbehandling af to grunde. For det første er nogle af sammenslutningens medlemmer umiddelbart og individuelt berørt af Kommissionens beslutning. Det drejer sig for det første om de 30 centre, der har opnået en forlængelse af deres godkendelse i løbet af 2001 og 2002, og for hvem den periode, hvor de kan være omfattet af den omtvistede skatteordning, er begrænset til den 31. december 2010. Det drejer sig for det andet om de otte centre, hvis begæring om forlængelse verserede på tidspunktet for vedtagelsen af Kommissionens beslutning, og som i henhold hertil ikke vil kunne få forlænget godkendelsen (43).

150. Forum 187 har for det andet gjort gældende, at sammenslutningen er berørt af Kommissionens beslutning, fordi den er det af de belgiske myndigheder anerkendte repræsentationsorgan for koordinationscentrene og havde en halvofficiel status i forhold til myndighederne, således som det bevises af de dokumenter, der er vedlagt dens svar på formalitetsindsigelsen. Den anfører, at den samarbejdede snævert med de belgiske myndigheder, da Kommissionen og Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen undersøgte skatteordningen for koordinationscentrene, og at den belgiske regering regelmæssigt har anmodet den om at informere medlemmerne om situationens udvikling. Forum 187 er således individuelt berørt af Kommissionens beslutning i overensstemmelse med de principper, Domstolen har fastslået i dommen i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen.

151. Forum 187 har tilføjet, at sammenslutningen er individuelt berørt af Kommissionens beslutning, fordi beslutningen berører dens eksistensberettigelse. I mangel af en skatteordning til erstatning af den eksisterende ville et stort antal koordinationscentre være tvunget til at sætte spørgsmålstegn ved deres tilstedeværelse i Belgien.

152. Forum 187 har endelig understreget, at sammenslutningen har spillet en vigtig rolle i den administrative procedure ved Kommissionen, og at denne har underrettet Forum 187 direkte om sin beslutning.

b) Vurdering

153. Som det er gjort gældende under retsforhandlingerne, og som det fremgår af retspraksis, kan en sammenslutning som Forum 187, hvis formål er at varetage kollektive erhvervsinteresser, i princippet kun anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af en endelig kommissionsbeslutning på statsstøtteområdet i to situationer. For det første kan dets søgsmål fremmes til realitetsbehandling, hvis de virksomheder, som den repræsenterer, eller nogle af dem, har individuel retlig interesse i søgsmålet (44). Sammenslutningen anses da for at træde i stedet for sine medlemmer. For det andet kan dets søgsmål også realitetsbehandles, hvis den kan gøre en egen interesse gældende. Ifølge retspraksis kan det navnlig være tilfældet, når sammenslutningens stilling som forhandlingspartner er blevet berørt af den retsakt, der påstås annulleret (45).

154. Disse rammer for formaliteten vedrørende en sag anlagt af en sammenslutning, der varetager kollektive interesser, ved Fællesskabets retsinstanser, følger af artikel 230, stk. 4, EF, der som bekendt gør søgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person til prøvelse af en beslutning, som ikke er rettet til ham, betinget af, at beslutningen berører ham umiddelbart og individuelt. Hvis den pågældende retsakt ikke opfylder disse betingelser, skal den sag, der er anlagt til prøvelse af den af en fysisk eller juridisk person, afvises. De to betingelser er desuden ufravigelige procesforudsætninger, således at Fællesskabets retsinstanser ex officio skal efterprøve, om sagen skal afvises (46).

155. En sammenslutning til varetagelse af kollektive interesser kan således kun begære en beslutning annulleret, som ikke er rettet til den, hvis beslutningen berører den eller dens medlemmer umiddelbart og individuelt. Det følger heraf, at ifølge fast retspraksis har en sammenslutning ikke kompetence til at rejse søgsmål til prøvelse af en sådan retsakt som følge af varetagelsen af almene og kollektive interesser for de virksomheder, den repræsenterer (47). Derved skal det forhindres, at enkeltpersoner ved at oprette en sådan sammenslutning kan omgå kravene i artikel 230, stk. 4, EF (48).

156. På baggrund af disse overvejelser skal det vurderes, om det af Forum 187 anlagte annullationssøgsmål til prøvelse af Kommissionens beslutning kan fremmes til realitetsbehandling. Jeg undersøger først, om søgsmålet kan admitteres af den grund, at nævnte sammenslutning er berørt af denne beslutning i dens egne interesser.

i) Formaliteten vedrørende den af Forum 187 anlagte sag, for så vidt sammenslutningen selv er umiddelbart og individuelt berørt

157. Forum 187 har anført, at den som sammenslutning er individuelt berørt af Kommissionens beslutning, dels fordi dens stilling som forhandlingspartner er berørt af beslutningen, og dels fordi beslutningen rejste tvivl om dens eksistensberettigelse. Efter min mening kan Forum 187’s argumentation ikke følges på nogen af disse punkter.

158. For det første skal jeg hvad angår spørgsmålet om, at dens stilling som forhandlingspartner er berørt, bemærke, at dette kriterium er blevet fastslået af Domstolen i dommen i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, som svarer til helt særlige faktiske omstændigheder.

159. I den sag, der gav anledning til ovennævnte dom, fastslog Domstolen således, at Kommissionens beslutning, hvori præferencetarifferne for naturgas til væksthusproduktionsgartnere betegnedes som statsstøtte, der var uforenelig med fællesmarkedet, berørte stillingen som forhandlingspartner for Landbouwschap, et offentligretligt nederlandsk organ, der var oprettet for i landbrugssektoren at beskytte landbrugernes fælles interesser, ikke alene fordi organet havde deltaget aktivt i den formelle undersøgelsesprocedure, som Kommissionen havde indledt, men også fordi det havde forhandlet tarifferne med leverandøren, ligesom dets underskrift i øvrigt figurerede på aftalen om tarifferne, og efter Kommissionens beslutning havde det været forpligtet til at optage nye tarifforhandlinger og indgå en ny aftale. Landbouwschap var således på en måde medforfatter til den pågældende nationale ordning.

160. Domstolen har ligeledes fastslået, at et søgsmål anlagt af en sammenslutning skulle antages til realitetsbehandling, fordi dens stilling som forhandlingspartner var berørt i en anden situation, nemlig i den sag, der gav anledning til dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen. Det drejede sig om en sag anlagt af CIRFS, en sammenslutning, der består af de vigtigste internationale producenter af syntetiske fibre, til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen, hvorved denne havde fastslået, at en støtte ydet af en medlemsstat ikke var omfattet af forpligtelsen til forudgående anmeldelse, fordi støtten ikke faldt inden for anvendelsesområdet for den »støtteordning«, der var accepteret af medlemsstaterne på området støtte til fællesskabsindustrien af syntetiske fibre, og som var indeholdt i en meddelelse fra Kommissionen.

161. Domstolen fastslog, at CIRFS’ stilling som forhandlingsleder var berørt, fordi denne sammenslutning på vegne af de vigtigste internationale producenter af syntetiske fibre havde gennemført en lang række aktiviteter med henblik på omstrukturering af dette erhvervsområde, og at den især havde været samtalepartner for Kommissionen ved fastlæggelsen af støtteordningen og ved forlængelse og tilpasning heraf. CIRFS havde altså deltaget aktivt sammen med Kommissionen i udarbejdelsen af støtteordningen til regulering af ydelsen af støtte i den pågældende sektor.

162. Som Domstolen for nylig har bekræftet i sagen Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum (49), udgør deltagelse i den formelle undersøgelsesprocedure med henblik på beskyttelse af kollektive interesser for de erhvervsdrivende, som sammenslutningen repræsenterer, ikke et bevis på, at sammenslutningen er berørt af den pågældende beslutning i sine egne interesser (50). Stillingen som forhandlingsleder for en sådan sammenslutning kan kun anses for at være berørt, hvis og kun hvis den har deltaget aktivt i vedtagelsen af den pågældende nationale foranstaltning, således som det var tilfældet i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, eller af de retsregler, som den henhører under, således som CIRFS havde gjort det med hensyn til den støtteordning, der gjaldt for støttetildelingen i det pågældende erhvervsområde.

163. De omstændigheder, som sammenslutningen Forum 187 har anført, beviser imidlertid ikke, at den har deltaget på dette niveau. Disse omstændigheder beviser ganske vist, at den har haft løbende kontakt med de belgiske myndigheder med henblik på korrekt anvendelse af den pågældende skatteordning. Det fremgår dog ikke, at den har været impliceret i fastlæggelsen af indholdet af de forskellige foranstaltninger i den omtvistede ordning, som Kommissionen har anset for statsstøtte. Den har hverken forhandlet eller undertegnet en aftale om indførelse af skatteordningen for koordinationscentrene. Den har heller ikke været forpligtet til at indlede nye forhandlinger eller indgå en ny aftale om disse bestemmelser for at gennemføre den omtvistede beslutning (51). Jeg mener derfor ikke, at den kan være berørt af beslutningen af 17. februar 2003 i sin »stilling som forhandlingspartner«.

164. Hvad dernæst angår argumentet om, at Kommissionens beslutning rejser tvivl om Forum 187’s eksistensberettigelse, kunne det, hvis det var begrundet, føre til, at sammenslutningens søgsmål skal fremmes til realitetsbehandling, da den i så fald er berørt i sine egne interesser. Dette argument forekommer mig ikke at være begrundet i den foreliggende sag af følgende grunde.

165. Forum 187 gør gældende, at Kommissionens beslutning vil bevirke, at i mangel af en ordning, der træder i stedet for den eksisterende ordning, vil koordinationscentrene være tvunget til at bringe deres aktiviteter i Belgien til ophør. Men som Kommissionen påpeger, forbyder dens beslutning af 17. februar 2003 ikke, at centrene udfører deres aktiviteter i Belgien, og den fastsætter heller ikke begrænsninger for dem. Den drejer sig kun om skatteordningen for disse centre, men den forbyder ikke Kongeriget Belgien at fastsætte en skatteordning til erstatning af den nuværende. Forum 187 anfører desuden i sit andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF, at de skatteforanstaltninger i den omhandlede ordning, der betegnes som »statsstøtte« af Kommissionen, ikke giver centrene nogen økonomisk fordel. Det er under disse omstændigheder svært at indse, at ophævelsen af denne skatteordning skulle føre til, at alle eller mange af koordinationscentrene bliver nødt til at indstille deres aktiviteter i denne medlemsstat.

166. Jeg er herefter af den opfattelse, at Forum 187 ikke er individuelt berørt af beslutningen af 17. februar 2003, for så vidt som sammenslutningen skulle være berørt af den i sine egne interesser.

167. Det skal herefter undersøges, om Forum 187’s annullationssøgsmål kan fremmes til realitetsbehandling, fordi nogle af dens medlemmer selv har kompetence til at anlægge et sådant søgsmål ved Fællesskabets retsinstanser.

ii) Formaliteten vedrørende det af Forum 187 anlagte søgsmål, for så vidt som sammenslutningen træder i stedet for nogle af sine medlemmer

168. Forum 187 gør gældende, at søgsmålet skal fremmes til realitetsbehandling, fordi sammenslutningen repræsenterer to grupper af koordinationscentre, som er umiddelbart og individuelt berørt af Kommissionens beslutning. Det drejer sig dels om de 30 centre, hvis godkendelse blev forlænget i 2001 eller i 2002, og for hvem beslutningen begrænser anvendelsen af den omtvistede skatteordning til den 31. december 2010, og dels de otte centre, hvis begæring om forlængelse stadig verserede, og som i medfør af beslutningen hindres i at opnå forlængelse.

169. Som Domstolen udtrykkeligt har fastslået i dommen i sagen Codorniu mod Rådet (52), udelukker det forhold, at en fællesskabsretsakt har almengyldig karakter, ikke, at visse erhvervsdrivende kan være umiddelbart og individuelt berørt, og at den således udgør en beslutning rettet til dem. Det forhold, at Kommissionens beslutning i den foreliggende sag over for de erhvervsdrivende fremtræder som en generel foranstaltning, da den erklærer skatteordningen for koordinationscentrene uforenelig med fællesskabsretten, dvs. for en gruppe erhvervsdrivende, der er bestemt generelt og abstrakt, er dog ikke til hinder for, at den kan berøre visse af disse centre umiddelbart og individuelt på grund af egenskaber, der er særlige for dem.

170. Hvad angår den første betingelse i artikel 230, stk. 4, EF, hvorefter de centre, der tilhører de to grupper, der repræsenteres af Forum 187, skal være umiddelbart berørt af beslutningen af 17. februar 2003, bestrides det ikke af Kommissionen. Jeg mener også, at denne betingelse er opfyldt. Det fremgår således af retspraksis, at de fysiske eller juridiske personer, der er berørt af den anfægtede retsakt, er umiddelbart berørt, når retsakten ikke overlader et skøn til adressaten, der skal gennemføre den, idet gennemførelsen efter den sædvanlige formulering »skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler« (53).

171. Dette er tilfældet i den foreliggende sag, eftersom Kommissionens beslutning, efter at have erklæret skatteordningen for koordinationscentrene uforenelig med fællesmarkedet, forbyder Kongeriget Belgien at forlænge den for de centre, hvis godkendelse udløber efter den 17. februar 2003, og fastsætter, at de tidsmæssige virkninger af de godkendelser, der er forlænget før denne dato, ikke må overskride den 31. december 2010. De belgiske myndigheder råder således ikke over noget skøn ved gennemførelsen af disse bestemmelser.

172. Debatten i den foreliggende sag drejer sig derimod om, hvorvidt de centre, der tilhører de to af Forum 187 omhandlede grupper, skal anses for at være individuelt berørt af Kommissionens beslutning. Det drejer sig således om at fastslå, om disse to grupper ifølge de kriterier, Domstolen har opstillet i dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen, og som siden hen er bekræftet af fast retspraksis (54), berøres af beslutningen af 17. februar 2003 på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre personer, og derfor individualiserer dem »på lignende måde som en adressat«.

173. Som Kommissionen har anført, rejses der ikke tvivl om, hvorvidt en retsakt har almengyldig karakter over for visse erhvervsdrivende, alene fordi disse er yderligere eller anderledes berørt end andre erhvervsdrivende. Det ligger nemlig i en almengyldig bestemmelses natur, at dens ensartede anvendelse kan påvirke de berørte på forskellig måde, alt efter deres særlige situation. På statsstøtteområdet er det ligeledes fast retspraksis, at en virksomhed principielt ikke kan anfægte en beslutning fra Kommissionen, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor, hvis virksomheden alene er berørt af denne beslutning på grund af, at den tilhører den pågældende sektor, og den potentielt kan drage fordel af støtten (55).

174. Det fremgår imidlertid ligeledes af retspraksis, at når den anfægtede retsakt berører en gruppe personer, som var identificerede eller kunne identificeres på tidspunktet for vedtagelsen af retsakten og på grundlag af kriterier, som er specifikke for medlemmerne af denne gruppe, kan disse antages at være individuelt berørt af denne retsakt, da de indgår i en sluttet gruppe af erhvervsdrivende (56).

175. Søgsmål anlagt af sådanne privatpersoner er således antaget til realitetsbehandling, når den anfægtede retsakt ændrer sagsøgerens rettigheder med tilbagevirkende gyldighed. Domstolen har fastslået dette i dommen i sagen Toepfer og Getreide-Import mod Kommissionen, hvor den for første gang fastslog, at en privatperson kunne være individuelt berørt af en beslutning rettet til en medlemsstat (57). Domstolen kom frem til samme løsning i dommen i sagen Bock mod Kommissionen (58), i dommen i sagen Agricola commerciale olio m.fl. mod Kommissionen og i dommen i sagen Savma mod Kommissionen (59).

176. I dommen i sagen CAM mod Kommissionen (60) fastslog Domstolen ligeledes, at sagsøgeren havde søgsmålskompetence, da den anfægtede foranstaltning drejede sig om situationer, der bestod på tidspunktet for dens vedtagelse, og rejste tvivl om muligheden for at drage fordel af velerhvervede rettigheder i forbindelse med fremtidige forretninger (61).

177. Heraf følger, at når en fællesskabsretsakt rejser tvivl om borgernes tidligere erhvervede rettigheder, har disse borgere ret til at anfægte lovligheden af retsakten ved Fællesskabets retsinstanser.

178. I lyset af denne retspraksis mener jeg, at de koordinationscentre, hvis godkendelse blev forlænget i løbet af 2001 og 2002, må anses for individuelt berørt af Kommissionens beslutning.

179. I henhold til den pågældende skatteordning gav godkendelsen af disse centre i 2001 eller i 2002 dem således ret til at nyde godt af anvendelsen af denne ordning i ti år, og denne periode blev ved Kommissionens beslutning begrænset til den 31. december 2010. De af disse centre velerhvervede rettigheder med hjemmel i den belgiske skatteordning og Kommissionens tidligere beslutninger, hvorefter fællesskabsretten på statsstøtteområdet ikke var til hinder for denne ordning, er således faktisk blevet begrænset ved beslutningen af 17. februar 2003.

180. Antallet af centre var desuden i denne situation kendt på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen, og det kunne ikke stige. De udgør dermed en begrænset eller lukket gruppe af erhvervsdrivende i den forstand, hvori udtrykket anvendes i retspraksis, og som er særligt berørt af Kommissionens beslutning.

181. Endelig mener jeg, at disse centres søgsmålskompetence også kan udledes af dommen i sagen Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen og af dommen i sagen Italien mod Kommissionen. I disse domme fastslog Domstolen, at en virksomhed, der havde fået tildelt støtte i henhold til en sektorordning, skulle anses for at være individuelt berørt af Kommissionens beslutning om, at støtteordningen var uforenelig med fællesmarkedet og med krav om tilbagesøgning hos alle støttemodtagerne af beløb ydet i henhold til ordningen. Domstolen fastslog, at denne virksomhed ikke alene var berørt af beslutningen som en virksomhed i den pågældende erhvervssektor, der potentielt kunne drage fordel af den omtvistede støtteordning, men ligeledes som faktisk modtager af en individuel støtte i henhold til denne ordning (62).

182. Denne retspraksis kan efter min mening overføres på den foreliggende sag. Ligesom sagsøgerne i de sager, der gav anledning til ovennævnte domme, er de koordinationscentre, hvis godkendelser, som blev forlænget i 2001 og 2002, er blevet begrænset til den 31. december 2010, ikke alene berørt af Kommissionens beslutning som centre, der potentielt kan drage fordel af den omtvistede skatteordning, men også som faktisk omfattede af denne ordning efter forlængelsen af deres individuelle godkendelse.

183. Af alle disse grunde finder jeg, at det af Forum 187 anlagte søgsmål kan antages til realitetsbehandling, da sammenslutningen repræsenterer de 30 centre, hvis ret til at være omfattet af den omtvistede ordning er blevet begrænset til den 31. december 2010.

184. Denne omstændighed er tilstrækkelig til at begrunde, at det af Forum 187 anlagte søgsmål med påstand om annullation af beslutningen af 17. februar 2003 fremmes til realitetsbehandling, for så vidt som denne fastslår, at koordinationscentrenes skatteordning udgør en statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet.

185. Forum 187 har imidlertid også nedlagt påstand om delvis annullation af beslutningen af 17. februar 2003, da der ikke heri er fastsat overgangsforanstaltninger til fordel for de centre, hvis godkendelse udløber i 2003, efter den 17. februar, og i 2004. Af de to grupper af koordinationscentre, der er repræsenteret af Forum 187, og som ifølge sammenslutningen har kompetence til at anlægge søgsmål ved Fællesskabets retsinstanser, har kun de otte centre, hvis begæring om forlængelse verserede ved vedtagelsen af beslutningen af 17. februar 2003, en interesse i at nedlægge en sådan påstand.

186. En delvis annullation af nævnte beslutning, for så vidt som den ikke indeholder overgangsforanstaltninger for de koordinationscentre, hvis godkendelse udløber i 2003, efter den 17. februar, og i 2004, kan ikke skabe nogen fordel for de centre, hvis godkendelse blev forlænget i 2001 eller i 2002. Et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kan imidlertid kun antages til realitetsbehandling, hvis sagsøgeren har en interesse i at få den anfægtede retsakt annulleret, hvilket forudsætter, at søgsmålet ved sit resultat kan skabe en fordel for den part, der har anlagt det (63). En manglende retlig interesse i søgsmålet udgør desuden manglende opfyldelse af en ufravigelig procesforudsætning (64).

187. Spørgsmålet, om Forum 187’s subsidiære påstand kan antages til realitetsbehandling, er følgelig betinget af, at disse otte centre også har søgsmålskompetence. Det forhold, at denne påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning er omfattet af Kongeriget Belgiens søgsmål, hvor formaliteten ikke er bestridt og heller ikke synes at kunne bestrides (65), gør ikke en sådan undersøgelse overflødig, hvis Forum 187’s hovedpåstand forkastes, og det bliver nødvendigt at træffe afgørelse om dens subsidiære påstand.

188. Hvis dette skulle være tilfældet, er jeg af den opfattelse, at Forum 187’s søgsmål kan antages til realitetsbehandling, fordi de koordinationscentre, hvis begæring om forlængelse verserede ved meddelelsen af Kommissionens beslutning, faktisk ville have kompetence til at nedlægge påstand om annullation af nævnte beslutning ved Fællesskabets retsinstanser.

189. Domstolen har således anerkendt, at et søgsmål anlagt af medlemmerne af en gruppe personer, der var identificerede eller kunne identificeres på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede retsakt og på grundlag af kriterier, der er specifikke for medlemmerne af denne gruppe, kunne antages til realitetsbehandling, når den fællesskabsretlige tekst, på grundlag af hvilken nævnte retsakt er vedtaget, udtrykkeligt forpligtede den institution, der var forfatter til den, til at tage hensyn til sagsøgernes særlige situation (66).

190. Denne retspraksis kan efter min mening overføres til de koordinationscentre, hvis begæring om forlængelse af deres godkendelse verserede ved vedtagelsen af beslutningen af 17. februar 2003.

191. Disse centre danner nemlig en lukket gruppe i den forstand, hvori udtrykket anvendes i retspraksis, og hvis medlemmer er særligt berørt af Kommissionens beslutning. Som nævnt bestemmer denne beslutning, at de centre, der er godkendt pr. 31. december 2000, og hvis individuelle godkendelse løber den 17. februar 2003, kan nyde godt af virkningerne af godkendelsen indtil dens udløb og til senest den 31. december 2010. Beslutningen bestemmer også, at de godkendelser, der udløber inden den 31. december 2010, ikke kan forlænges, selv ikke midlertidigt. De centre, der er godkendt pr. den 31. december 2000, og hvis tiårige godkendelse udløber mellem den 17. februar 2003 og den 31. december 2010, udgør således en gruppe, der fuldt ud var identificerbar ved vedtagelsen af Kommissionens beslutning, og som ikke kunne antages at blive større efter vedtagelsen af beslutningen.

192. Nævnte centre er desuden berørt på en særlig måde i forhold til de øvrige koordinationscentre og samtlige de selskaber, som kunne have oprettet sådanne centre. De er kendetegnet ved, at de rådede over en tiårig godkendelse, som udløber mellem den 17. februar 2003 og den 31. december 2010, at den godkendelse i den belgiske lovgivning, der er omhandlet af Kommissionens beslutninger fra 1984 og 1987, kunne forlænges, og at den i medfør af Kommissionens beslutning ikke kan forlænges.

193. Som det fremgår af dommen i sagen Sofrimport mod Kommissionen (67), og som Domstolen har bekræftet i dommen i sagen Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen (68), er den væsentligste omstændighed ved vurderingen af, om enkeltpersoner, som på en særlig måde er berørt af en almengyldig retsakt, er individuelt berørt af den, den beskyttelse, de er omfattet af i henhold til fællesskabsretten. Forum 187 har påberåbt sig princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning og har anført, at de berørte koordinationscentre havde en sådan forventning om forlængelse af deres godkendelse.

194. Efter min mening hersker der ikke tvivl om, at et generelt princip som princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan give en beskyttelse, der kan individualisere sagsøgere, som det kan gøres af en udtrykkelig bestemmelse i fællesskabsretten, på grundlag af hvilken de anfægtede foranstaltninger er vedtaget, og som forpligter forfatteren til den pågældende retsakt til at tage hensyn til deres særlige situation, således som Domstolen har fastslået i dommen i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen og i sagen Sofrimport mod Kommissionen. En beskyttelse garanteret ved et generelt princip synes at være en omstændighed, der kan individualisere en sagsøger og give ham mulighed for direkte at anlægge et annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser (69).

195. Som Kommissionen ganske vist har anført, er spørgsmålet, om koordinationscentrene kunne have en berettiget forventning om forlængelse af deres godkendelse, bestridt i realiteten. På stadiet for undersøgelsen af spørgsmålet om søgsmålets formalitet er det imidlertid min opfattelse, at det er tilstrækkeligt at fastslå, at Kommissionen i sin beslutning af 17. februar 2003 fra 117. til 120. betragtning har analyseret, hvilken berettiget forventning de koordinationscentre, der havde en løbende godkendelse på tidspunktet for meddelelsen af nævnte beslutning, kunne gøre gældende. At Kommissionen har foretaget en sådan analyse, viser, at disse centre i henhold til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er omfattet af en særlig beskyttelse i forhold til alle de øvrige koordinationscentre og de selskaber i multinationale koncerner, som måske havde påtænkt at oprette sådanne centre.

196. Denne omstændighed er efter min mening tilstrækkelig til at individualisere de koordinationscentre, hvis godkendelse udløber mellem den 17. februar 2003 og den 31. december 2010, i forhold til de øvrige erhvervsdrivende, der er berørt af Kommissionens beslutning. Disse centre udgør således en lukket gruppe, der er tilstrækkeligt kendetegnet i forhold til de andre erhvervsdrivende, og som på grundlag af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning nyder en særlig beskyttelse, som de må kunne gøre gældende ved at anlægge søgsmål ved Fællesskabets retsinstanser.

197. Jeg bifalder således en anerkendelse af, at den anden gruppe af koordinationscentre, som Forum 187 anfører at repræsentere inden for rammerne af den foreliggende sag, har søgsmålskompetence.

3. Undersøgelse af realiteten i sagerne

198. Da det af Forum 187 anlagte søgsmål er mere omfattende end det af Kongeriget Belgien anlagte, eftersom det tilsigter annullation af hele beslutningen af 17. februar 2003, begynder jeg med undersøgelsen af denne påstand.

199. Om fornødent undersøger jeg dernæst Forum 187’s og Kongeriget Belgiens påstande om delvis annullation af Kommissionens beslutning, for så vidt som Kommissionen ikke heri har fastsat overgangsforanstaltninger for de centre, hvis godkendelse udløber efter den 17. februar 2003.

a) Forum 187’s påstand om annullation af beslutningen af 17. februar 2003 i sin helhed

200. Til støtte for påstanden om annullation har Forum 187 påberåbt sig tre anbringender. Inden for rammerne af det første anbringende anfører sammenslutningen, at den omhandlede beslutning mangler hjemmel og tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, for så vidt som den er i strid med tidligere beslutninger, vedtaget for mere end 15 år siden. I sit andet anbringende har Forum 187 gjort gældende, at Kommissionen ved at kvalificere skatteordningen for koordinationscentre som statsstøtte har tilsidesat bestemmelserne i artikel 87, stk. 1, EF. I sit sidste anbringende kritiserer Forum 187 beslutningen for at være utilstrækkelig begrundet for så vidt angår grundene til, at Kommissionen har taget sine tidligere beslutninger op til fornyet overvejelse.

i) Anbringendet om manglende retsgrundlag og tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

– Parternes argumenter

201. Forum 187 har anført, at retssikkerhedsprincippet pålægger Kommissionen at respektere sine beslutninger, og at de situationer, hvor den kan trække en ulovlig beslutning tilbage, er yderst begrænsede. Ifølge sammenslutningen har Kommissionen baseret sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure på to grundlag, nemlig artikel 1, litra b), nr. v), i forordning nr. 659/1999, og sin generelle kompetence til at rette op på en tidligere fejltagelse. I beslutningen af 17. februar 2003 har Kommissionen tilføjet artikel 87 EF og 88 EF. Forum 187 har gjort gældende, at denne beslutning mangler hjemmel, fordi den ikke kunne træffes på nogen af disse grundlag.

202. Ifølge Forum 187 kan forordning nr. 659/1999 ikke anvendes som hjemmel, fordi dens artikel 1, litra b), nr. v), som definerer begrebet eksisterende støtte, bestemmer, at for at en foranstaltning, som ikke udgjorde støtte, bliver en eksisterende støtte, skal der være sket en udvikling på fællesmarkedet. Denne bestemmelse er ikke anvendelig, hvis Kommissionen ønsker at ændre sin vurdering af, at en foranstaltning ikke udgør statsstøtte.

203. Forum 187 har anført, at Kommissionen heller ikke kunne basere sin beslutning på artikel 87 EF og 88 EF og det af følgende to grunde. For det første har Kommissionen kun indledt den formelle undersøgelsesprocedure på grundlag af forordning nr. 659/1999, og den kan ikke basere den beslutning, som afslutter proceduren, på et andet retsgrundlag. For det andet tillægger disse artikler ikke Kommissionen en videre kompetence end forordning nr. 659/1999, som definerer dens beføjelser udtømmende. I og med, at skatteordningen for koordinationscentrene ikke falder ind under definitionen af begrebet eksisterende støtte i nævnte forordning, kan Kommissionen ikke hævde at have baseret beslutningen af 17. februar 2003 på artikel 88, stk. 1, EF.

204. Endelig har Forum 187 gjort gældende, at Kommissionen ikke kan hævde at have rettet op på en fejlagtig beslutning mere end 15 år efter dens vedtagelse. Ifølge retspraksis skal retten til at rette op på en fejl udøves inden for en rimelig frist. Ved mere end 15 år senere at omgøre sin beslutning om, at den omtvistede skatteordning ikke udgør statsstøtte, tilsidesætter Kommissionen retssikkerhedsprincippet, navnlig for så vidt som den skal overholde princippet om tidligere beslutningers urørlighed. Den giver heller ingen forklaring på, hvorfor der er gået så lang tid. Endelig kan Kommissionen ikke gøre gældende, at dens beslutning ikke har tilbagevirkende gyldighed. Ifølge Forum 187 har beslutningen af 17. februar 2003 nødvendigvis tilbagevirkende konsekvenser på grund af de store investeringer, der er foretaget i koordinationscentrene.

205. Som svar på disse argumenter har Kommissionen gjort gældende, at den havde ret til at ændre sin vurdering, hvorefter den omtvistede skatteordning ikke udgør statsstøtte, under forudsætning af overholdelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af velerhvervede rettigheder. Denne kompetence udledes af dens beføjelse til løbende at efterprøve eksisterende støtte, som tillader den senere at ændre en beslutning om, at en støtte er forenelig med fællesmarkedet. Med hensyn til den procedure, der skal følges, er det ifølge Kommissionen åbenbart, at den omtvistede ordning ikke kan anses for en ny støtte, og at det er den procedure, der anvendes på kontrollen med eksisterende støtte, der skal anvendes analogt.

– Vurdering

206. Indledningsvis finder jeg det vigtigt at fastslå, at i beslutningen af 17. februar 2003 tilbagekalder Kommissionen ikke sine tidligere beslutninger om skatteordningen for koordinationscentrene. Kommissionen angiver således hverken i betragtningerne til eller konklusionen i beslutningen, at dens beslutninger fra 1984 og 1987 og dens svar på Europa-Parlamentets forespørgsel fra 1990 skal annulleres med tilbagevirkende gyldighed, og at dens beslutning af 17. februar 2003 skal erstatte dem. Hvis det havde været tilfældet, er der ingen tvivl om, at en sådan beslutning ville have været i strid med retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

207. Selv om en institution har ret til med tilbagevirkende kraft at tilbagekalde en beslutning, som den finder fejlagtig, skal det ifølge fast retspraksis ske inden for en rimelig frist, og Kommissionen skal i tilstrækkelig grad tage hensyn til, i hvilket omfang adressaterne for den pågældende retsakt har kunnet forvente, at retsakten var lovlig (70). Disse betingelser ville åbenbart ikke være opfyldt, hvis Kommissionen med tilbagevirkende kraft havde villet annullere sin vurdering, hvorefter skatteordningen for koordinationscentrene ikke udgør statsstøtte, 19 år efter, og selv om den medlemsstat, der var adressat for dens tidligere beslutninger, havde iværksat ordningen.

208. Det fremgår reelt af indholdet af beslutningen af 17. februar 2003 og sagsakterne, at den er truffet, efter at Kommissionen havde besluttet at foretage en ny undersøgelse af skatteordningen for koordinationscentrene ved anvendelse af proceduren til kontrol af eksisterende støtte, hvilket indebærer, at dens endelige beslutning ikke må have tilbagevirkende gyldighed. Det fremgår ligeledes af beslutningens indhold, at Kommissionen har vurderet, at ordningen fremover udgjorde statsstøtte, der var uforenelig med fællesmarkedet.

209. Det skal således fastslås i forbindelse med undersøgelsen af dette anbringende, om Kommissionen var berettiget til at ændre vurdering af spørgsmålet, om den almengyldige ordning, som ikke er blevet væsentligt ændret siden de tidligere vurderinger fra 1984, 1987 og 1990, udgør støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, og, hvis svaret er bekræftende, om Kommissionen var berettiget til at anvende proceduren vedrørende eksisterende støtteordninger.

210. Retssikkerhedsprincippet indebærer, at fællesskabslovgivningen skal være klar, og at de retsundergivne skal kunne forudse dens anvendelse (71). Det har til formål at sikre forudsigelighed i forbindelse med de situationer og retsforhold, der henhører under fællesskabsretten (72). Dette princip gælder i særlig grad, når en afledt retsakt kan have økonomiske konsekvenser (73), således som det kan være tilfældet med beslutninger vedtaget af Kommissionen på statsstøtteområdet. Forpligtelsen til at anmelde sådan støtte som fastsat i artikel 88, stk. 3, EF har navnlig til formål at fjerne eventuel tvivl om, hvorvidt en national foranstaltning udgør støtte efter artikel 87, stk. 1, EF.

211. Retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som udgør det subjektive aspekt af det førstnævnte princip, indebærer således, at den medlemsstat, som har anmeldt den skatteordning, den påtænker at iværksætte, til Kommissionen, samt adressaterne for denne ordning kan forvente, at en kommissionsbeslutning om, at ordningen ikke udgør statsstøtte, er lovlig.

212. Det er ligeledes ubestridt, at forordning nr. 659/1999, som ifølge dens anden betragtning kodificerer Kommissionens udøvelse af de beføjelser, den har i henhold til artikel 88 EF, ikke udtrykkeligt behandler den situation, der foreligger i denne sag. Således er det eneste i artikel 1, litra b), nr. v), anførte tilfælde i denne forordning, som definerer begrebet eksisterende støtte, hvor en foranstaltning, som ikke udgjorde støtte på det tidspunkt, hvor den blev indført, alligevel skal anses for eksisterende støtte, den situation, at den »blev en støtte på grund af udviklingen på fællesmarkedet«.

213. Forordning nr. 659/1999 definerer ikke, hvad der skal forstås ved begrebet »udviklingen på fællesmarkedet«. Det kan imidlertid forstås som en ændring af den økonomiske og retlige kontekst i den sektor, der berøres af den pågældende foranstaltning. Udtrykkene »udvikling« og »fællesmarkedet« giver anledning til at mene, at det marked, hvor den pågældende nationale foranstaltning har affødt sine virkninger, har undergået en forandring, på grund af hvilken denne foranstaltning, som ikke udgjorde støtte, fremover henhører under anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF. Dette begreb omhandler således ikke den situation, hvor Kommissionen som i den foreliggende sag ændrer sin vurdering alene på grundlag af en strengere anvendelse af traktatens regler om statsstøtte.

214. I modsætning til Forum 187 mener jeg imidlertid ikke, at retssikkerhedsprincippet og ordlyden af forordning nr. 659/1999 er til hinder for, at Kommissionen ændrer sin vurdering med hensyn til, om en almengyldig skatteordning udgør støtte, når den finder, at en korrekt anvendelse af traktatens regler må føre til denne konklusion.

215. Denne analyse er efter min mening begrundet i artikel 87 EF og 88 EF. For det første kan retssikkerhedsprincippet nemlig – som Domstolen allerede har fastslået – hvor vigtigt det end er, ikke anvendes absolut, og dets anvendelse skal kombineres med anvendelsen af legalitetsprincippet (74). For det andet skal – som Kommissionen har gjort gældende – rækkevidden af dens beføjelser og forpligtelser på statsstøtteområdet vurderes på grundlag af artikel 87 EF og 88 EF. Forordning nr. 659/1999, som udgør en afledt retsakt med henblik på anvendelsen af artikel 87 EF og 88 EF, kan derfor ikke fortolkes således, at den reducerer rækkevidden af traktatens regler.

216. Kommissionen er ved artikel 88 EF pålagt den opgave ikke alene at foretage en forudgående undersøgelse af medlemsstaternes påtænkte nye støtte, men også en løbende kontrol med eksisterende støtte. Inden for rammerne af den løbende kontrol kan Kommissionen som led i et samarbejde med den medlemsstat, som har ydet den pågældende støtte, foreslå denne stat med henblik på fremtiden at foretage enhver ændring, som forekommer nødvendig, for at støtten forbliver forenelig med fællesmarkedet. I overensstemmelse med artikel 88, stk. 2, EF kan Kommissionen, såfremt denne procedure slår fejl, pålægge medlemsstaten at ændre eller ophæve støtteforanstaltningen inden for den tidsfrist, som Kommissionen fastsætter.

217. De beføjelser, der er tillagt Kommissionen ved artikel 88 EF, har således til formål at hindre, at en generel støtteordning fortsat kan anvendes og give mulighed for at indføre nye individuelle støtteforanstaltninger, hvis det viser sig, at denne ordning ikke længere er forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen har således til opgave at påse, at ingen støtteordning, som måtte være i strid med fællesmarkedets funktion, tillades eller giver anledning til nye anvendelser.

218. Artikel 88 EF sikrer desuden ligestilling mellem medlemsstaterne og de erhvervsdrivende. På grund af udviklingen af den økonomiske og retlige kontekst kan Kommissionen se sig nødsaget til at afvise en ny støtteordning, hvis indhold på alle punkter er identisk med en gældende eksisterende ordning i en anden medlemsstat. Det ville således være i strid med det generelle lighedsprincip at tillade, at erhvervsdrivende kan nyde godt af nye anvendelser af den eksisterende støtteordning.

219. På baggrund af disse betragtninger mener jeg, at Kommissionen er berettiget til at ændre sin vurdering med hensyn til, om der er tale om støtte, hvis den mener, at en korrekt anvendelse af traktatens regler må føre til dette resultat. Hvis Kommissionen følgelig skal overholde retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, må dette krav, hvor vigtigt det end er, forenes med legalitetsprincippet og dermed med reglerne i artikel 87 EF og 88 EF. Det ville imidlertid være i strid med disse bestemmelser at tillade, at en national ordning kan give anledning til nye anvendelser, når den viser sig at være i strid med fællesmarkedets funktion. Det ville ligeledes være i strid med ligebehandlingen af medlemsstaterne og de erhvervsdrivende, eftersom en ny ordning, der er identisk med den nationale ordning, der oprindelig blev anset for ikke at være støtte, ville blive genstand for en negativ beslutning.

220. I denne ånd mener jeg, at Kommissionen har spillet den rolle, der er tillagt den ved traktaten på statsstøtteområdet, når den i den foreliggende sag har besluttet at foretage en undersøgelse eller nyvurdering af alle medlemsstaternes skatteordninger, som Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen havde erklæret skadelige for fællesmarkedet, når den mente, at disse ordninger kunne henhøre under anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF.

221. Jeg er derfor af den opfattelse, at retssikkerhedshensyn ikke er til hinder for, at Kommissionen med henblik på fremtiden ændrer sin vurdering med hensyn til, om der er tale om støtte. På samme måde mangler beslutningen af 17. februar 2003 ikke en hjemmel, således som Forum 187 anfører, men er baseret på artikel 87 EF og 88 EF, således som det er anført i dens 69. betragtning.

222. Med hensyn til den procedure, der skal anvendes, når Kommissionen således ændrer sin vurdering, mener jeg, at der kun kan være tale om den procedure, der anvendes ved kontrollen med eksisterende støtteforanstaltninger. Forordning nr. 659/1999, som kodificerer Kommissionens udøvelse af sine beføjelser i henhold til artikel 88 EF, omhandler kun to typer nationale foranstaltninger, nemlig nye foranstaltninger og eksisterende støtteforanstaltninger. I det her foreliggende tilfælde agter Kommissionen at ændre sin vurdering af en national ordning, som var blevet anmeldt til den, og som i teorien – og som det også er tilfældet i den foreliggende sag – ikke har undergået nogen betydelig ændring siden Kommissionens tidligere beslutning. Denne ordning kan derfor ikke anses for en ny foranstaltning, som er blevet anmeldt til Kommissionen uden at være iværksat endnu, eller som en ulovlig støtte, dvs. en støtte ydet uden forudgående at være anmeldt til Kommissionen, eller før denne har udtalt sig inden for den fastsatte frist. For Kommissionen drejer det sig helt klart om en eksisterende foranstaltning, da den havde kendskab til den, og som med henblik på fastlæggelsen af den anvendelige kontrolprocedure kan sidestilles med eksisterende støtte i henhold til artikel 1, litra b), i forordning nr. 659/1999.

223. Denne kvalificering sikrer desuden en højere grad af retssikkerhed for den medlemsstat, som har indført den pågældende foranstaltning, og for de erhvervsdrivende, der er omfattet heraf. Den har nemlig til følge, at denne foranstaltning fortsat finder anvendelse, indtil Kommissionen fastslår, at den er uforenelig med fællesmarkedet. Hvis Kommissionen træffer en sådan beslutning, kan den desuden først få virkning for fremtiden og inden for en frist, som det tilkommer Kommissionen at fastsætte (75).

224. Endelig afskærer denne procedure ikke de virksomheder, der har været omfattet af anvendelsen af den omtvistede generelle ordning, fra at bestride realiteten i Kommissionens nye vurdering, hvorefter ordningen udgør statsstøtte, enten i form af et annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser, som Forum 187 gør det, eller i form af en ulovlighedsindsigelse ved de nationale retsinstanser, en mulighed, som Domstolen har nævnt i dommen i sagen Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet (76).

225. Forum 187 kan således heller ikke med føje kritisere Kommissionen for i sin skrivelse til den belgiske regering om indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure at have anført, at den procedure, der skulle anvendes, var den, der var fastsat i artikel 17, 18 og 19 i forordning nr. 659/1999, eller for i procedurens løb at have ændret hjemmelen, da denne forordning alene har til formål at kodificere Kommissionens udøvelse af sine beføjelser i henhold til artikel 87 EF og 88 EF.

226. Med hensyn til spørgsmålet, om Kommissionen i beslutningen af 17. februar 2003 i tilstrækkelig grad har taget hensyn til koordinationscentrenes berettigede forventning, undersøges det om fornødent inden for rammerne af påstanden om delvis annullation af denne beslutning. Svaret på dette spørgsmål rejser imidlertid ikke tvivl med hensyn til, at Kommissionen var berettiget til at ændre sin opfattelse af, om skatteordningen for koordinationscentrene udgør statsstøtte, og til at anvende proceduren vedrørende eksisterende støtteordninger i henhold til artikel 17, 18 og 19 i forordning nr. 659/1999.

227. Af alle disse grunde skal det første anbringende efter min opfattelse forkastes.

ii) Anbringendet om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF

228. Forum 187 har påberåbt sig flere argumenter med henblik på at påvise, at Kommissionen har anvendt artikel 87, stk. 1, EF fejlagtigt ved at betegne skatteordningen for koordinationscentre som statsstøtte i henhold til denne bestemmelse. For det første har sammenslutningen bestridt den metode, Kommissionen har anvendt til at analysere skatteordningen. Den har dernæst anført, at de forskellige foranstaltninger, der indgår i denne ordning, ikke opfylder betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF. Forum 187 har således gjort gældende, at disse foranstaltninger ikke giver koordinationscentrene nogen fordele, at de ikke bevirker overførsel af statsmidler, at Kommissionen ikke har fremlagt bevis for, at de har indvirkning på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne, at den pågældende ordning ikke er selektiv, og at den under alle omstændigheder er berettiget på grund af det belgiske skattesystems art og opbygning.

229. Kommissionen har afvist alle disse klagepunkter.

230. Af hensyn til min analyses klarhed redegør jeg mere præcist for indholdet af parternes forskellige argumenter inden for det spørgsmål, som de omhandler.

Metoden til analyse af den omtvistede ordning

231. Forum 187 kritiserer Kommissionen for at have tilsidesat medlemsstaternes kompetence på skatteområdet. I mangel af harmonisering af selskabsskattesatserne og -strukturen i Fællesskabet er Kongeriget Belgien berettiget til at fastsætte reglerne for beskatning af multinationale koncerners datterselskaber. Ifølge Forum 187 henhører denne situation under artikel 96 EF og 97 EF, hvis disse regler bevirker konkurrenceforvridning, og ikke under bestemmelserne om statsstøtte.

232. Forum 187 har endvidere klaget over, at Kommissionen har foretaget en alt for generel analyse af ordningen. Forum 187 har gjort gældende, at skatteordningen for koordinationscentrene finder anvendelse på 230 centre, som hører til koncerner, der udøver deres aktiviteter i meget forskellige sektorer. De omtvistede foranstaltningers økonomiske indvirkning er meget varieret, alt efter om koncernen sælger motorkøretøjer eller fødevarer. Kommissionen burde derfor have foretaget en langt mere detaljeret analyse af de pågældende foranstaltningers indvirkning.

233. Ligesom Kommissionen mener jeg heller ikke, at undersøgelsen af en national skatteordning i forhold til bestemmelserne i artikel 87 EF i sig selv udgør en tilsidesættelse af medlemsstaternes kompetence på skatteområdet. Selv om den direkte beskatning klart henhører under deres kompetence, således at hver stat frit kan fastsætte sine egne regler om selskabsbeskatning, står det også fast, at disse regler ikke er udelukket fra anvendelsesområdet for artikel 87 EF. De af en stat vedtagne bestemmelser som led i udøvelsen af dens kompetence på skatteområdet kan således i givet fald vise sig at være uforenelige med denne artikel.

234. Som Kommissionen med rette har anført, er det spørgsmål, der skal løses i forbindelse med undersøgelsen af dette anbringende, hvorvidt den omtvistede ordning udgør statsstøtte eller ej. Da begrebet statsstøtte, sådan som det er defineret i artikel 87, stk. 1, EF, har en retlig karakter og skal fortolkes på grundlag af objektive elementer (77), skal det efterprøves, om skatteordningen for koordinationscentrene, uanset at Kommissionen havde indtaget en modstridende holdning i 1984, 1987 og 1990, opfylder betingelserne for at henhøre under anvendelsesområdet for denne bestemmelse.

235. Hvad dernæst angår niveauet for den undersøgelse af den omtvistede ordnings virkninger, som Kommissionen var forpligtet til at foretage i den foreliggende sag, er det rigtigt, som den med føje gør opmærksom på, at når foranstaltningen er en støtteordning og ikke en individuel støtteforanstaltning, kan den i henhold til retspraksis indskrænke sig til at undersøge ordningens generelle karakteristika uden at være forpligtet til at undersøge dens virkninger på visse virksomheders særlige situation (78). Spørgsmålet, om denne retspraksis kan finde anvendelse i den foreliggende sag, og om Kommissionen kunne henholde sig til denne retspraksis i forbindelse med en sådan undersøgelse, når den omtvistede ordning er til fordel for centre, hvis koncerner udøver deres aktiviteter i meget forskelligartede sektorer, er ensbetydende med at rejse tvivl om Kommissionens vurdering, hvorefter foranstaltningerne i den omtvistede ordning opfylder betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF. Jeg vil undersøge dette klagepunkt som led i undersøgelsen af disse betingelser.

236. Det skal på dette stadium desuden præciseres, at disse betingelser er kumulative (79). Da statsstøtte som anført er et retligt begreb, som skal fortolkes på grundlag af objektive elementer, skal Fællesskabets retsinstanser principielt, såfremt Kommissionens analyse ikke hviler på komplekse økonomiske vurderinger, gennemføre en fuldstændig efterprøvelse af, om en national ordning henhører under artikel 87, stk. 1, EF (80).

237. Jeg vil nu undersøge, om skatteordningen for koordinationscentrene opfylder alle betingelserne i denne bestemmelse. Det drejer sig således om at vurdere, om de i denne ordning fastsatte foranstaltninger tillægger visse virksomheder en fordel, om denne fordel ydes af en medlemsstat eller ved hjælp af statsmidler, og om den fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene i samhandelen mellem medlemsstaterne.

– Er der tale om en fordel for visse virksomheder?

238. Jeg undersøger først, om de skatteforanstaltninger, som skatteordningen for koordinationscentrene indebærer, skaber en fordel for modtagerne. Jeg undersøger derefter, om denne fordel er selektiv. Jeg vil i givet fald se, om den selektive karakter er begrundet ud fra formålet med det system, som denne ordning indgår i.

Er der tale om en økonomisk fordel?

239. I henhold til retspraksis er begrebet støtte meget omfattende. Det dækker ikke alene positive ydelser, såsom tilskud, men ligeledes de indgreb, som under forskellige former letter de byrder, som »normalt« belaster en virksomheds budget, og som uden at være tilskud i ordets egentlige forstand er af samme art og har tilsvarende virkninger (81). Det forholder sig derfor således, at »en foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en afgiftsfritagelse, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de fritagne virksomheder en gunstigere økonomisk stilling end andre afgiftspligtige, udgør en statsstøtte som omhandlet i [artikel 87 EF]« (82).

240. Kommissionen har i beslutningen af 17. februar 2003 anført, at måden at fastsætte den skattepligtige indkomst, fritagelsen for ejendomsskat, fritagelsen for kapitaltilførselsafgift, fritagelsen for kildeskat og systemet med fiktiv kildeskat udgør fordele for koordinationscentrene. Forum 187 har bestridt denne vurdering for hver enkelt af disse foranstaltninger. Jeg undersøger dem derfor successivt og begynder med metoden til fastsættelse af den skattepligtige indkomst.

Fastsættelsen af den skattepligtige indkomst

241. Ifølge skatteordningen for koordinationscentrene beror disse centres skattepligtige overskud ikke på forskellen mellem virksomheders indtægter og udgifter som efter den almindelige belgiske skattelovgivning. Det fastsættes til et fast beløb svarende til en procentdel af de samlede udgifter og driftsomkostninger, ekskl. personaleudgifter (83) og finansielle omkostninger (84).

242. Et koordinationscenters avance skal i princippet beregnes i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til centrets faktiske aktiviteter. Såfremt centret selv fakturerer visse tjenesteydelser leveret til en pris, der stemmer overens med udgiftsbeløbet plus en avance, kan den procentdel, som avancen udgør, bruges hertil, forudsat at den ikke er unormal. Hvis der ikke findes objektive kriterier for fastsættelse af den avance, der skal tages i betragtning, skal den i princippet fastsættes til 8%.

243. Koordinationscentrets skattepligtige overskud må imidlertid ikke være lavere end summen af de udgifter og omkostninger, der ikke er fradragsberettigede som erhvervsmæssige omkostninger (»ikke-fradragsberettigede udgifter«), og de ekstraordinære eller vederlagsfrie fordele, som koncernens medlemmer yder centret.

244. Koordinationscentrenes således fastsatte overskud beskattes med den normale selskabsskattesats.

245. Denne metode til beregning af det skattepligtige overskud bygger på den såkaldte cost plus-metode, som er et af de systemer, Organisationen for Samarbejde og Økonomisk Udvikling (OECD) anbefaler til beskatning af tjenesteydelser leveret af et datterselskab eller et fast driftssted for regning af selskaber, der hører til samme internationale koncern og er etableret i andre stater.

246. Denne metode har følgende formål. Fastsættelsen af prisen for transaktioner mellem virksomheder, der tilhører samme internationale koncern, kan være påvirket af skattemæssige overvejelser, således at den samlede beskatning af koncernen kan reduceres ved at udnytte beskatningsgrundlaget i hvert enkelt land. For at bekæmpe en sådan praksis og hindre de nationale forvaltningers ændringer af opgørelsen af beskatningsgrundlaget, som den ville give anledning til, samt risikoen for dobbeltbeskatning, er der udarbejdet forskellige metoder inden for OECD til fastsættelse af »interne afregningspriser« for produkter eller tjenesteydelser inden for samme internationale koncern. Disse metoder går ud på, at disse priser skal svare til dem, der ville blive fastsat under normale konkurrencevilkår. Cost plus-metoden, som er en af disse metoder, består i at tage tjenesteyderens omkostninger som beregningsgrundlag og anvende en margen derpå svarende til en rimelig fortjeneste udtrykt i form af en procentdel (85).

247. I beslutningen af 17. februar 2003 er det ikke denne metode med beskatning med et fast beløb som sådan, der kvalificeres som »statsstøtte« af Kommissionen. Det er den omstændighed, at de belgiske myndigheder har besluttet fra driftsomkostningerne, der tjener som beregningsgrundlag for fastsættelsen af koordinationscentrenes skattepligtige indkomst, at fradrage dels personaleudgifter, dels finansielle omkostninger, som udgør væsentlige udgifter. Kommissionen gør desuden opmærksom på, at hvis der ikke findes objektive kriterier for fastsættelsen af den avance, der skal tages i betragtning, skal den i princippet fastsættes til 8%. Kommissionen vurderede, at ved at anvende denne procentdel og holde disse to poster uden for det beregningsgrundlag, som den normale selskabsskattesats for de berørte selskaber skal anvendes på, er det umuligt at nå frem til en beskatning af en tjenesteydelse, som koordinationscentrene leverer, som om de var leveret af et andet selskab på frie konkurrencevilkår, dvs. efter princippet bag OECD’s cost plus-metode.

248. Forum 187 har bestridt Kommissionens analyse af følgende grunde.

249. Sammenslutningen anfører for det første, at udelukkelsen af de finansielle omkostninger og personaleudgifterne fra beskatningsgrundlaget ikke er i strid med OECD’s principper for så vidt angår fastsættelsen af de interne afregningspriser. Disse principper bestemmer, hvilke udgifter der skal tages i betragtning ved faktureringen af goder og tjenesteydelser til en forbundet virksomhed, men behandler ikke beskatningen af disse udgifter, som udgør en efterfølgende fase.

250. Hvad angår udelukkelsen af de finansielle omkostninger har Forum 187 gjort gældende, at hvis der skulle tages hensyn til dem ved beskatningen, ville det resultere i en skat, der er højere end centrenes avance. Det ville navnlig være tilfældet, når de foretager transaktioner, der bogføres samtidig som udgifter og overskud, uden at der er tale om tab eller vinding.

251. Ifølge Forum 187 vil det ligeledes være nødvendigt at tage hensyn til hele den internationale koncerns finanser. En reduceret beskatningssats for koordinationscentrene kan kompenseres ved en højere beskatning på koncernplan. Mange lande beskatter moderselskabet af dets indtægter på verdensplan og har et skattesystem for kontrollerede udenlandske selskaber.

252. Kommissionen har i øvrigt ikke taget hensyn til, at et koordinationscenter i henhold til cost plus-metoden kan beskattes, selv om det har haft tab, og en sådan situation er ikke rent hypotetisk.

253. Med hensyn til udelukkelsen af personaleudgifterne anfører Forum 187, at den udlignes af den faste skat på 10 000 EUR pr. ansat på de ti første ansatte. Det er desuden også nødvendigt at tage hensyn til, at mange koordinationscentre beskæftiger grænsegængere, hvis skattemæssige situation er kompleks.

254. Endelig har Forum 187 bestridt Kommissionens klagepunkt vedrørende anvendelsen af en fast standardsats på 8% til fastsættelse af avancen. Denne sats blev godkendt af Kommissionens næstformand, Leon Brittan, i 1990. Den svarer til beskatningssatsen for udenlandske selskabers filialer i Belgien. At der er tale om en administrativ praksis, fratager den ikke retlig værdi. Endelig anvendes denne sats ikke systematisk, idet de kompetente myndigheder kan anvende en lavere eller højere sats i forhold til det af et center opnåede merværdi.

255. Forum 187 gør opmærksom på, at der findes en regel om, at den skattepligtige indkomst ikke må være lavere end summen af de omkostninger og udgifter, der ikke er fradragsberettigede som erhvervsmæssige omkostninger, og de ekstraordinære og vederlagsfrie fordele, som koncernens medlemmer yder det pågældende center.

256. Disse argumenter finder jeg ikke overbevisende.

257. Jeg bemærker for det første, at Forum 187 ikke synes at rejse tvivl om, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en fordel, skal vurderes på grundlag af kriteriet, der ligger bag OECD’s cost plus-metode, dvs. metoden, hvorefter de interne afregningspriser skal fastlægges således, at de stemmer overens med de priser, der ville blive anvendt under normale konkurrencevilkår. Fastsættelsen af en fordel forudsætter nemlig et sammenligningskriterium. Som Kommissionen har anført i punkt 95 i beslutningen af 17. februar 2003, har anvendelsen af OECD-reglerne til formål at beskatte de centre, der leverer tjenesteydelser inden for en koncern, på et beskatningsgrundlag, der er sammenligneligt med det, der ville være resultatet af anvendelsen af det almindelige skattesystem, baseret på forskellen mellem indtægter og udgifter for en virksomhed, der udøver disse aktiviteter under frie konkurrencevilkår. Det er således på grundlag af dette kriterium, at det skal undersøges, om metoden til beregning af den skattepligtige indkomst i henhold til skatteordningen for koordinationscentre letter de omkostninger, der »normalt« ville belaste disse centre.

258. Ifølge Forum 187 er udelukkelsen af de finansielle omkostninger og personaleudgifterne ikke i strid med princippet bag OECD’s cost plus-metode. Jeg tilslutter mig Kommissionens modsatte opfattelse. Som vi har set, har denne metode til formål at opnå interne afregningspriser, der ligger tæt på priserne på det frie marked. Udgifterne til personale og de finansielle omkostninger, som påløber inden for cash flow-systemet eller finansieringsaktiviteter, udgør, som Kommissionen anfører i punkt 89 i beslutningen af 17. februar 2003, væsentlige udgiftselementer, som på afgørende vis bidrager til, at koordinationscentrene har indtægter, eftersom de leverer tjenesteydelser, især af finansiel karakter. Af samme grund kan det næppe bestrides, at disse to udgiftskategorier udgør en betydelig del af centrenes driftsomkostninger (86).

259. Jeg tilslutter mig således Kommissionens opfattelse, hvorefter udelukkelsen af disse omkostninger og udgifter fra de udgifter, på grundlag af hvilke den skattepligtige indkomst for centrene fastsættes, ikke gør det muligt at opnå interne afregningspriser, der ligger tæt på priserne på det frie marked. Denne udelukkelse er derfor klart egnet til at give disse centre og de koncerner, de tilhører, en økonomisk fordel.

260. Resultatet af denne analyse ændres ikke af, at medtagelsen af de finansielle omkostninger i visse tilfælde kunne føre til et for højt beskatningsgrundlag. Dette element ville i givet fald vise, at cost plus-metoden ikke er egnet til fastsættelse af koordinationscentrenes interne afregningspriser. Det begrunder imidlertid ikke en fuldstændig udelukkelse af de finansielle omkostninger.

261. Den økonomiske fordel, der skabes ved denne udelukkelse, kan heller ikke relativiseres eller annulleres med henblik på den internationale koncerns samlede skattebyrde på grund af beskatningen i de andre stater af de forskellige selskaber, der indgår i den. Det er i forhold til den berørte medlemsstats skatteordning, det skal vurderes, om den pågældende ordning giver de begunstigede en fordel.

262. Det forhold, at et koordinationscenter kan beskattes efter et sådant system, selv hvis det ikke har noget overskud, rejser efter min mening ikke tvivl om, at Kommissionens opfattelse er holdbar. En sådan risiko er indbygget i cost plus-metoden, eftersom den som beregningsgrundlag har driftsomkostningerne og ikke forskellen mellem indtægter og udgifter. Denne risiko kan således ikke begrunde en systematisk udelukkelse af personaleudgifterne og de finansielle omkostninger, som udgør absolut nødvendige udgifter for centrenes aktivitetsudøvelse. Den omstændighed, at ca. 220 eller 230 koordinationscentre i mange år har nydt godt af anvendelsen af den omhandlede ordning, bekræfter Kommissionens opfattelse, og at risikoen for at blive beskattet trods manglende overskud har ikke skjult ordningens fordelagtige karakter.

263. Med hensyn til den fra den 1. januar 1993 indførte faste årlige skat på 10 000 EUR pr. fuldtidsansat medarbejder har Kommissionen – efter min mening med rette – af den omstændighed, at denne beskatning ikke kan overstige 100 000 EUR, udledt, at den ikke udligner de fordelagtige virkninger af den systematiske udelukkelse af alle personaleudgifterne. Dette loft svarer til et mindsteantal på ti ansatte, som koordinationscentrene er forpligtet til at ansætte på fuld tid efter deres første to års aktivitet. Det fremgår af sagsakterne, at de 220 eller 230 koordinationscentre, der er oprettet i Belgien, har skabt 9 000 direkte arbejdspladser, hvilket svarer til mere end ti ansatte pr. center.

264. Med hensyn til satsen på 8%, der anvendes som standard på driftsomkostningerne til at fastsætte beskatningsgrundlaget, har Kommissionen overbevisende anført, at den er for lav, da den vedrører et beregningsgrundlag, der i væsentlig grad er reduceret, og at koordinationscentrene udøver deres aktiviteter til fordel for koncerner, der er aktive i meget forskelligartede sektorer, hvor avancen dermed også kan variere. Den af Forum 187 påberåbte omstændighed, at denne sats svarer til beskatningen af overskuddet for udenlandske selskabers filialer i Belgien, forekommer ikke relevant, eftersom nævnte sats i skatteordningen for koordinationscentre tjener til at beregne den avance, som beskattes med den normale selskabsskattesats.

265. Endelig mener jeg, at Kommissionen har ret, når den anfører, at det alternative beskatningsgrundlag, der har til formål at begrænse virkningen af eventuelt misbrug ved at fastsætte en mindstegrænse, ikke kan ophæve den fordel, der skabes ved kombineret anvendelse af de ovennævnte udelukkelser og satsen på 8%. Kommissionen har anført i beslutningen af 17. februar 2003, at dette alternative grundlag kun indeholder beløb, der i Belgien også beskattes hos selskaber, der ikke henhører under den omtvistede ordning, og lægges til det regnskabsmæssige overskud, som cost plus-metoden sigter på at rekonstruere for koordinationscentrene.

266. I lyset af disse elementer har Kommissionen med føje vurderet, at reglerne om fastsættelse af den skattepligtige indkomst udgjorde en fordel for koordinationscentrene og de koncerner, som de tilhører.

Fritagelsen for ejendomsskat

267. Ifølge skatteordningen for koordinationscentrene er de fritaget for ejendomsskat af de bygninger, som de selv bruger til udøvelse af deres erhvervsmæssige aktiviteter. Som det fremgår af beslutningen af 17. februar 2003, er ejendomsskatten en udgift, som i princippet skal afholdes af alle selskaber, der som ejer eller bruger en fast ejendom i Belgien, dvs. bebyggede eller ubebyggede ejendomme samt det materiel og værktøj, som er nagelfast efter karakter eller formål.

268. Forum 187 har bestridt, at der er tale om en fordel, fordi fritagelsen kun gælder de koordinationscentre, som selv ejer en bygning, hvor de har til huse, dvs. mindre end 5% af dem. Endvidere findes der andre undtagelser fra denne skat i belgisk ret, som de fritagne centre kunne have draget fordel af.

269. Kommissionens opfattelse, hvorefter fritagelsen for ejendomsskat udgør en fordel i henhold til retspraksis, er efter min mening begrundet. Jeg skal bemærke, at de andre tilfælde af fritagelser for denne skat i belgisk ret ikke omfatter alle de selskaber, der er hjemmehørende i Belgien. En sådan fritagelse af koordinationscentrene udgør således klart en lettelse for en udgift, som i princippet skal afholdes af ethvert selskab.

270. Med hensyn til den omstændighed, at mindre end 5% af centrene reelt nyder godt af fritagelsen, fordi mere end 95% af dem er lejere af den faste ejendom, hvor de udøver deres erhvervsmæssige aktiviteter, kan den ikke ændre denne analyse. Det er tilstrækkeligt at fastslå, at denne foranstaltning giver en økonomisk fordel til de koordinationscentre, som ejer den faste ejendom, hvor de udøver deres aktiviteter, i forhold til andre selskaber, som også er ejer af den bygning, de anvender til erhvervsmæssige formål, men som ikke henhører under en af de andre fritagelser i belgisk ret.

271. Kommissionen har således med føje anset fritagelsen for ejendomsskat for at udgøre en fordel i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.

Fritagelsen for kapitaltilførselsafgift

272. I henhold til skatteordningen for koordinationscentrene er disse også fritaget for den i Kongeriget Belgiens lovgivning gældende registreringsafgift på 0,50% af indskud i og forøgelser af deres lovpligtige kapital.

273. Forum 187 har anført, at der ikke er tale om en fordel, fordi artikel 7, stk. 1, i direktiv 69/335/EØF (87) fastsætter, at medlemsstaterne skal opretholde de fritagelser, der er bevilget før den 1. juli 1984 (88), og at fritagelsen for koordinationscentrene blev indført før denne dato.

274. Jeg mener ikke, at Forum 187’s argumentation kan tages til følge. Som Kommissionen gør gældende, er forholdet det, at selv om artikel 7, stk. 1, i direktiv 69/335 klart fastsætter, at medlemsstaterne skal opretholde fritagelsen for dispositioner, som allerede var fritaget den 1. juli 1984, kan denne bestemmelse ikke fortolkes i en retning, som går imod traktatens regler, såsom artikel 87, stk. 1, EF. Nævnte bestemmelse kan således ikke tillade en medlemsstat i sin retsorden at opretholde en situation, hvor fritagelse for kapitaltilførselsafgift kun gælder for en bestemt type selskaber, såsom koordinationscentrene, og som således indrømmer dem en fordel i forhold til andre selskaber, der er hjemmehørende på den pågældende stats område.

275. En sådan differentieret behandling kunne i givet fald henhøre under artikel 9 i direktiv 69/335, hvorefter der for bestemte arter af dispositioner eller kapitalselskaber kan ske fritagelser enten for at skabe skattemæssig rimelighed eller af sociale grunde eller for at gøre det muligt for en medlemsstat at tage hensyn til en særlig situation. For at iværksætte en sådan forholdsregel skal medlemsstaten imidlertid tidligst muligt henvende sig til Kommissionen med henblik på anvendelse af artikel 97 EF. Kommissionen har anført, at denne betingelse ikke er opfyldt, hvilket ikke er bestridt af Forum 187.

276. Kommissionen har således med rette vurderet, at koordinationscentrenes fritagelse for registreringsafgiften af indskud i og forøgelser af deres lovpligtige kapital udgør en fordel, der kan falde ind under artikel 87, stk. 1, EF.

Fritagelsen for kildeskat

277. I henhold til skatteordningen for koordinationscentrene er dividender, renter og royalties udbetalt af koordinationscentrene fritaget for kapitalindkomstskat, med undtagelse af renter, der udbetales til modtagere, der i Belgien er underkastet indkomstbeskatning som fysiske eller juridiske personer. Også koordinationscentrenes indtægter af kontantbeholdninger er fritaget for kapitalindkomstskat.

278. Kommissionen fandt i beslutningen af 17. februar 2003, at denne generelle fritagelse af de indtægter, der udbetales af centrene, går videre end de undtagelser, som er omfattet af den almindelige lov, og giver en økonomisk fordel til centrene og til de koncerner, som de tilhører. De indtægter, der udbetales af centrene, er fritaget, mens dette ikke er tilfældet for andre selskaber i følgende tre situationer: dels når modtageren er et ikke-hjemmehørende selskab, som er etableret uden for Den Europæiske Union, i et land, med hvilket Kongeriget Belgien ikke har indgået en overenskomst om indgåelse af dobbeltbeskatning, dels når det drejer sig om et selskab, der er etableret i Belgien eller i en anden medlemsstat, og som ikke opfylder betingelserne i direktiv 90/435/EØF (89), og endelig når det drejer sig om et selskab etableret i et af de mange lande, med hvilke denne medlemsstat har indgået en aftale, som foreskriver indeholdelse af kildeskat, også selv om denne kildeskat er nedsat.

279. Kommissionen anfører ligeledes, at den fordel, som er resultatet af denne fritagelse, består i en udsættelse af betalingen af slutskatten, nedsættelse af slutskatten eller endda af manglende beskatning af renteindtægterne.

280. Forum 187 har bestridt, at denne fritagelse udgør en fordel af følgende grunde: Der findes mange undtagelser fra kildeskat i belgisk skattelovgivning, og koordinationscentrene befinder sig i samme situation som banker og finansinstitutter, som er omfattet af en lignende undtagelse. De af Kommissionen omtalte situationer, i hvilke disse centres fritagelse afviger fra andre selskabers fritagelse, er marginale. Meget få centre nyder i praksis godt af denne yderligere fritagelse, fordi Kongeriget Belgien har indgået overenskomster til indgåelse af dobbeltbeskatning med mange andre stater, og antallet af koordinationscentre, som ikke opfylder betingelserne i direktiv 90/435, er meget begrænset. Kommissionen har heller ikke taget hensyn til, at denne fritagelse i visse tilfælde kan vise sig at være en ulempe for nævnte centre.

281. Ifølge Forum 18 er det ukorrekt at hævde, at fritagelsen for kildeskat giver en fordel i form af en udsættelse af betalingen af skatten, fordi alle selskaber, herunder også koordinationscentrene, er forpligtet til at foretage fire forudbetalinger. De eneste tilfælde, hvor en sådan fritagelse resulterer i manglende betaling af skat, er de tilfælde, hvor modtagerne ikke er selskabsskattepligtige i Belgien, og der er således ikke tale om en reel fordel.

282. Forum 187’s argumenter beviser ikke, at Kommissionens opfattelse er fejlagtig. Kommissionen begrunder i sin beslutning af 17. februar 2003 de fordele, som denne fritagelse giver under hensyn til de enkelte situationer. Den anfører således, at kildeskatten udgør den belgiske slutskat af de indtægter, der udbetales til udenlandske selskaber, der ikke kan opnå modregning eller tilbagebetaling af disse indtægter i deres etableringslande. Fritagelsen for kildeskat af indtægter udbetalt af koordinationscentrene er for de koncernselskaber, som befinder sig i den ovenfor beskrevne situation, klart det samme som manglende betaling af skat. Forum 187’s argument, hvorefter en sådan fritagelse kun er det samme som manglende betaling af skat, når de begunstigede ikke beskattes i Belgien, rejser ikke tvivl om denne vurdering.

283. Jeg finder også Kommissionens argumenter overbevisende, når den anfører, at fritagelsen for kildeskat skaber en fordel derved, at den udsætter skattebetalingen. Det forekommer faktisk mere fordelagtigt for modtagerne af de udbetalinger, der foretages af koordinationscentrene, frivilligt at betale Kongeriget Belgien acontobeløb ifølge en tidsplan valgt af virksomheden, og hvis beløb fastsættes på grundlag af de skønnede skattepligtige indtægter, end at få anvendt en systematisk og fast indeholdelse på hvert enkelt udbetalt beløb.

284. Kommissionen har desuden godtgjort, at fritagelsen for kildeskat for centrene går ud over fritagelserne i den almindelige lovgivning for virksomheder, således at den omtvistede ordning i det omfang klart skaber en fordel i forhold til gældende almindelige ordning.

Fiktiv kildeskat

285. I skatteordningen for koordinationscentrene var fritagelsen for kildeskat ledsaget af en parallel beregning af en »fiktiv kildeskat« for centrenes udbetalinger. I henhold til dette system modtager modtagerne af udbetalinger fra centrene det samlede beløb uden fradrag af kildeskat, men kan dog fradrage den fiktive kildeskat i den slutskat, de skal betale.

286. Under den formelle undersøgelsesprocedure meddelte de belgiske myndigheder Kommissionen, at der ikke længere tilkendes fiktiv kildeskat af hverken de renter, der udbetales af centrene i kraft af overenskomster indgået efter den 24. juli 1991, af dividender, som er udbetalt fra og med denne dato, eller af royalties, som er udbetalt eller anvist fra og med den 1. januar 1986.

287. Kommissionen vurderer i sin beslutning af 17. februar 2003, at selv om procentsatsen blev nedbragt til nul i 1991, udgør den fiktive kildeskat faktisk en fordel, fordi den ikke er blevet afskaffet. Den kendsgerning, at procentsatsen for den fiktive kildeskat blev nedsat til nul i 1991, udelukker ikke, at renter af langfristede lån, der er optaget før 1991, stadig nyder godt af en fiktiv kildeskat. Procentsatsen kunne ændres ved en almindelig kongelig anordning.

288. Forum 187 har bestridt Kommissionens vurdering. Sammenslutningen gør gældende, at da den fiktive kildeskat har været 0% siden 1991, kan Kommissionen ikke hævde, at der er tale om statsstøtte.

289. Jeg deler kun Kommissionens vurdering med hensyn til renter af langfristede lån, der er optaget før 1991. Da den fiktive kildeskat fortsat kan anvendes på renter udbetalt i henhold til disse overenskomster, udgør dette system efter min mening en klar økonomisk fordel for koordinationscentrene og de koncerner, de tilhører. Denne fiktive kildeskat fradrages nemlig i skatten for modtagerne af renter udbetalt af koordinationscentrene ligesom en kildeskat, der i virkeligheden ikke er foretaget.

290. Jeg mener til gengæld ikke, at dette system kan anses for en fordel, efter at procentsatsen er blevet nedbragt til nul. Ved afgørelsen af, om der foreligger støtte, skal den pågældende foranstaltning vurderes i kraft af sine virkninger (90). Jeg mener imidlertid ikke, at Kommissionen påviser, hvordan en fiktiv kildeskat nedbragt til nul kan give en fordel til modtagerne af udbetalinger fra koordinationscentrene og dermed til centrene selv og de koncerner, de tilhører. Den kendsgerning, at denne procentsats kan ændres ved en kongelig anordning, begrunder ikke i sig selv, at den anses for en fordel, for så vidt som der er tale om en hypotese, og en kongelig anordning er en retsakt. Kommissionens opfattelse kan efter min mening kun følges, hvis procentsatsen for den fiktive kildeskat kunne forhøjes fra sag til sag inden for rammerne af de nationale myndigheders rent skønsmæssige beføjelse.

291. Jeg mener således, at den fiktive kildeskat kun udgør en fordel, for så vidt som den anvendes med en procentsats højere end nul på renter udbetalt i henhold til overenskomster, der er indgået før den 24. juli 1991.

Selektiviteten

292. Ifølge artikel 87, stk. 1, EF er statsstøtte en foranstaltning, som begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner«. En national foranstaltning, hvis anvendelse som i den foreliggende sag afhænger af objektive kriterier, henhører således kun under artikel 87 EF, hvis den ikke udgør en generel foranstaltning. Som Forum 187 har anført, henhører konkurrenceforvridninger skabt af generelle nationale foranstaltninger ikke under traktatens bestemmelser om statsstøtte, men under artikel 94 EF og 96 EF om tilnærmelse af nationale lovgivninger, der indvirker på det fælles markeds funktion. En skatteforanstaltning falder således kun ind under artikel 87 EF, hvis den har en specifik eller selektiv karakter (91).

293. I modsætning til, hvad Forum 187 gør gældende, har Kommissionen faktisk påvist, at koordinationscentrenes skatteordning har en selektiv karakter. Det fremgår således af retspraksis, at en national foranstaltning er selektiv, når foranstaltningen som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige visse virksomheder i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til det formål, der forfølges med den pågældende ordning, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation (92). Som generaladvokat Darmon har anført i punkt 50 og 58 i sit forslag til afgørelse i Sloman Neptun-sagen (93), er det grundlæggende kriterium for at bestemme en national foranstaltnings selektive karakter dens undtagelse i forhold til det system, denne foranstaltning indgår i, og en foranstaltning har karakter af undtagelse, når den ikke finder anvendelse på alle de virksomheder, der set i relation til systemets karakter og opbygning kan nyde godt heraf.

294. De i ordningen for koordinationscentrene fastsatte skatteforanstaltninger opfylder faktisk denne betingelse.

295. Som vi tidligere har set, udgør fritagelserne for ejendomsskat, kapitaltilførselsafgift og kildeskat samt den fiktive kildeskat undtagelser fra den almindelige belgiske skatteordning, som ellers skulle anvendes på koordinationscentrene. Den af Forum 187 påberåbte omstændighed, at der findes talrige andre undtagelser fra disse skatteregler, og at visse koordinationscentre også kunne være omfattet heraf, ændrer ikke noget ved, at den omtvistede ordning har karakter af en undtagelse, og at den begrænser fordelen ved disse fritagelser til kun at omfatte de centre, der opfylder de deri fastsatte betingelser. Disse elementer er tilstrækkelige til at påvise, at de omhandlede fritagelser er selektive.

296. Hvad dernæst angår måden til fastsættelse af den skattepligtige indkomst gør Forum 187 gældende, at den omtvistede ordning ikke er selektiv, fordi den er udformet for at sikre den mest hensigtsmæssige skattemæssige behandling af multinationale selskaber, som opretter koordinationscentre med henblik på at sikre ydelser inden for den koncern, de tilhører, og som kunne risikere dobbeltbeskatning, navnlig på grund af »cash pooling«-aktiviteterne (94). Denne ordning anvendes således på de selskaber, som den er udformet til. Den ville være uhensigtsmæssig for en lille belgisk virksomhed og vilkårlig, hvis den skulle anvendes på alle selskaber.

297. Mod dette argument gør Kommissionen efter min mening med føje gældende, at koordinationscentrenes skatteordning ikke er åben for alle internationale koncerner, men kun for dem, hvis datterselskaber er hjemmehørende i mindst fire forskellige lande, som råder over en kapital og reserver til en værdi af mindst 1 mia. BEF, og som har en årsomsætning, hvis konsoliderede værdi er på mindst 10 mia. BEF.

298. Hvis man tager hensyn til formålet, der ifølge Forum 187 ligger bag fastsættelsen af koordinationscentrenes skattepligtige overskud, nemlig at vælge et system, der er tilpasset beskatningen af tjenesteydelser inden for koncernerne, og som gør det muligt at undgå dobbeltbeskatning, konstaterer jeg, som Kommissionen anfører i punkt 112 i sin beslutning af 17. februar 2003, at selskaber, der hører til mindre koncerner, dvs. koncerner, hvis datterselskaber er etableret i mindre end fire lande, og hvis kapital og omsætning er lavere end de krævede tærskler, ikke har adgang til ordningen. Også her er der derfor tale om en selektiv foranstaltning, for så vidt som den er forbeholdt »visse virksomheder«.

299. Endelig fremgår det af ovenstående, at Kommissionen, selv om den i punkt 104 i sin beslutning har påpeget, at de interesserede parters fremførte argumenter »ikke har kunnet ændre dens overbevisning, at ordningen er selektiv«, ikke har vendt bevisbyrden om, således som Forum 187 hævder. Kommissionen har i beslutningen på overbevisende måde redegjort for, hvorfor foranstaltningerne i skatteordningen for koordinationscentrene er selektive.

Begrundelse ud fra skatteordningens karakter og opbygning

300. Ifølge retspraksis kan den omtvistede foranstaltning ikke anses for at være selektiv, og der er således ikke tale om statsstøtte som omhandlet i traktaten, når differentieringen mellem virksomheder med hensyn til byrder følger af den pågældende byrdeordnings karakter eller forvaltning (95).

301. Domstolen har ligeledes fastslået, at det påhviler den medlemsstat, som har indført en sådan differentiering mellem virksomheder med hensyn til byrder, at godtgøre, at den faktisk er berettiget på grund af den pågældende ordnings karakter eller forvaltning (96).

302. Forum 187 gentager her tidligere fremførte argumenter om, at den omtvistede ordning ikke udgør en undtagelse i forhold til den almindelige ordning, men en anden type beskatning dikteret af skattelogiske hensyn og nødvendigheden af at løse problemet med dobbeltbeskatning af tjenesteydelser inden for en international koncern. Den anfører på ny, at den omtvistede ordning kun er åben for multinationale selskaber, fordi dette problem først bliver virkeligt komplekst, når flere datterselskaber er impliceret. Endelig udgør skatteordningen for koordinationscentrene en helhed, og de forskellige foranstaltninger, den omfatter, bør ikke analyseres særskilt.

303. Jeg mener ikke, at disse argumenter påviser, at skatteordningen for koordinationscentrene er berettiget ud fra den særlige situation for centrene eller de koncerner, de tilhører. Forum 187 indskrænker sig efter min mening til blotte påstande, men forklarer ikke virkeligt, hvorfor risikoen for dobbeltbeskatning skulle berettige en begrænsning af den omtvistede ordning til kun at omfatte de centre, der oprettes af koncerner af et vist omfang. Forum 187 godtgør heller ikke, hvorfor risikoen for dobbeltbeskatning nødvendiggør de fordele, der gives ved metoden til fastsættelse af den skattepligtige indkomst, eller de forskellige fritagelser ved den omtvistede ordning, eller hvorfor de forskellige foranstaltninger, der indgår i denne ordning, nødvendigvis skulle træffes samlet. Forum 187 beviser heller ikke, hvordan de forskellige foranstaltninger i ordningen er begrundet ud fra den gældende skatteordning i Belgien.

304. På baggrund af ovenstående udgør foranstaltningerne i skatteordningen for koordinationscentrene klart en fordel som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

– Foranstaltningens statslige karakter

305. Efter retspraksis skal fordele for at kunne anses for statsstøtte ifølge artikel 87, stk. 1, EF dels kunne tilregnes staten, og dels ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler (97).

306. Den første af disse to kumulative betingelser er ikke bestridt og forekommer også at være ubestridelig, eftersom den omtvistede ordning er en skatteordning, der er vedtaget af Kongeriget Belgien.

307. Til gengæld påpeger Forum 187, at den omtvistede ordning ikke opfylder den anden betingelse, fordi den har forøget medlemsstatens skatteindtægter. Medlemsstaten har således opkrævet mere end 500 mio. EUR om året i skat og socialsikringsbidrag fra koordinationscentrene. Der er således ikke sket overførsel af statsmidler.

308. Dette argument kan ikke godtages. For at betingelsen om, at støtten skal være finansieret ved hjælp af statsmidler, er opfyldt, er det tilstrækkeligt, at foranstaltningen faktisk afholdes direkte eller indirekte af det offentlige budget (98). Den pågældende medlemsstats fuldstændige eller delvise opgivelse af en afgift eller en skat udgør i og med, at det giver de fritagne en gunstigere økonomisk stilling end andre afgiftspligtige, en statsstøtte (99), selv om den omtvistede ordning i øvrigt skaber skatteprovenu for staten takket være navnlig beskatningen af de støttemodtagende selskabers overskud og deres medarbejderes lønninger. Det vigtige i undersøgelsen af denne betingelse er, at midlerne er offentlige og ikke, om den pågældende foranstaltning i sidste ende udgør en byrde for statens budget eller ej.

309. Som Kommissionen med rette har påpeget, kunne det, hvis man fulgte Forum 187’s argument, have til følge, at en foranstaltning ikke længere faldt ind under forbuddet i artikel 87, stk. 1, EF, når den ville have til følge at tilskynde en virksomhed til at etablere sig på den pågældende medlemsstats område eller tillod den at øge sin skattepligtige indkomst eller afholdt den fra at etablere sig i et andet land. Dette resultat kunne gå imod det med denne bestemmelse forfulgte formål. Dette argument ville ligeledes indebære, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om statsstøtte, først kunne vurderes, efter at den omtvistede foranstaltning havde fået virkninger, hvilket ville være i strid med systemet til forebyggende kontrol af ny støtte som omhandlet i artikel 88, stk. 3, EF.

– Påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencevilkårene

310. Forum 187 har for det første påpeget, at Kommissionen ikke har begrundet, hvordan samhandelen mellem medlemsstaterne påvirkes af skatteordningen for koordinationscentrene. Ifølge sammenslutningen har Kommissionen ikke redegjort for, om denne virkning indtræder for centrene eller for de koncerner, som de tilhører.

311. Forum 187 hævder dernæst, at samhandelen mellem medlemsstaterne ikke er påvirket, idet de multinationale koncerner, hvis den omtvistede ordning ikke fandtes, ville have foretaget de samme interne transaktioner fra et andet land. Forum 187 understreger i denne henseende, at der findes ordninger svarende til den belgiske ordning i andre medlemsstater. Koordinationscentrenes lokalisering er ligeledes uden relevans for spørgsmålet om samhandelen mellem medlemsstaterne, da centrene foretager forretningstransaktioner inden for en koncern.

312. Forum 187 har desuden gjort gældende, at Kommissionen ikke har bevist, hvordan stillingen for selskaber, der ejer koordinationscentre, styrkes i forhold til konkurrerende selskaber. Kommissionen har set bort fra princippet om en enkelt økonomisk enhed, hvorefter aktiviteter inden for samme koncern ikke kan anses for at være i konkurrence med tredjemand. Konkurrence er heller ikke mulig mellem koordinationscentrene.

313. Den pågældende ordning er endvidere åben for alle multinationale selskaber, således at der ikke er sket konkurrenceforvridning på dette niveau. Disse multinationale selskaber er ikke i konkurrence med de små virksomheder, der ikke foretager grænseoverskridende transaktioner som »cash pooling«, og som ikke risikerer dobbeltbeskatning af interne finansielle overførsler.

314. Disse argumenter savner efter min mening grundlag.

315. Det fremgår for det første af beslutningen af 17. februar 2003, at Kommissionen faktisk har påpeget, hvorfor den mente, at den omtvistede ordning påvirker samhandelen mellem medlemsstater og fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene. Den har således anført i den 100. betragtning til beslutningen, at centrene gennem de fordele, de nyder, styrker deres konkurrencestilling inden for sektorer for tjenesteydelser til koncernmedlemmer – hvor de bl.a. konkurrerer direkte med pengeinstitutter, trustselskaber og konsulentvirksomheder med speciale i skatte- og afgiftsspørgsmål, rekruttering og informatik osv. – og også styrker den konkurrencemæssige stilling for koncernens selskaber, der er aktive i talrige økonomiske sektorer. Kommissionen tilføjede, at alle disse sektorer er genstand for intensiv handel såvel internationalt som inden for Fællesskabet, og de store multinationale selskaber konkurrerer direkte med andre multinationale eller lokale selskaber af varierende størrelse.

316. I modsætning til, hvad Forum 187 hævder, har Kommissionen således påpeget, at samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencevilkårene blev påvirket af såvel koordinationscentrenes som koncernens selskabers styrkede stilling.

317. Denne opfattelse finder jeg berettiget.

318. Hvad angår den omtvistede ordnings virkninger på konkurrencen erindrer jeg om, at dette begreb skal fortolkes vidt. I henhold til retspraksis er det tilstrækkeligt, at den pågældende foranstaltning letter byrderne for den modtagende virksomhed og således styrker dens position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med, for at konkurrencen fordrejes (100).

319. Kommissionen har efter min mening med føje vurderet, at de fordele, der tildeles koordinationscentrene, fordrejede konkurrencen mellem disse centre og tjenesteydere i pengeinstitutter, trustselskaber, inden for informatik og rekruttering, dvs. de tjenesteydere, der udbyder de samme tjenesteydelser som centrene. Det er ikke bestridt af Forum 187 og kan heller ikke bestrides, at disse tjenesteydelsesaktiviteter er genstand for konkurrence inden for Unionen. Med hensyn til den af Forum 187 påberåbte omstændighed, at de pågældende centre kun kan levere deres tjenesteydelser til deres koncerns selskaber, er den ikke til hinder for, at når de leverer disse tjenesteydelser, konkurrerer de med udenlandske tjenesteydere, som leverer de samme tjenesteydelser. Som Kommissionen har anført, tilskynder nedsat skat for koordinationscentrene koncernens selskaber til at benytte sig af centrenes tjenesteydelser i stedet for tjenesteydelser leveret af andre tjenesteydere. Jeg kan ikke i de af Forum 187 fremførte argumenter finde nogen overbevisende forklaring på, at de tjenesteydelser, der leveres af centrene til deres koncerns selskaber, ikke kunne leveres af andre tjenesteydere.

320. Jeg tilslutter mig ligeledes Kommissionens opfattelse med hensyn til virkningerne på konkurrencen for selskaberne i de multinationale koncerner, der har oprettet de ca. 220-230 aktive koordinationscentre i Belgien. Den omtvistede ordning styrker klart disse selskabers stilling i forhold til deres konkurrenter, da den giver dem mulighed for at nyde godt af koordinationscentrenes tjenesteydelser på gunstigere betingelser end dem, der allerede ville følge af stordriftsfordele ved koncentrationen af de tilsvarende opgaver. Da disse selskaber er aktive inden for talrige sektorer, som kan være så forskelligartede – for at tage Forum 187’s eksempler – som salg af motorkøretøjer eller levnedsmidler, hvor der hersker en effektiv konkurrence, mener jeg, at en sådan skatteordning, netop på grund af omfanget af de aktiviteter, der dækkes af de multinationale koncerner, som nyder godt heraf, nødvendigvis har en indvirkning på konkurrencen.

321. Det af Forum 187 fremførte argument om, at den pågældende ordning er åben for alle multinationale koncerner, kan efter min mening ikke ændre noget ved denne opfattelse. Som Kommissionen anfører, er dette argument ikke holdbart, da denne ordning kun er åben for koncerner af et vist omfang med hensyn til etablering, kapital og omsætning. Endvidere kan disse internationale koncerner ligeledes – alt efter deres virksomhed – konkurrere med nationale virksomheder.

322. Endelig er der ikke tvivl om, at den omtvistede ordning påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Denne betingelse er ligeledes genstand for en vid fortolkning, da det fremgår af retspraksis, at når en finansiel støtte ydet af en stat eller ved statslige midler styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (101).

323. Af de samme grunde, som Kommissionen med føje lagde til grund for sin vurdering af, at den omtvistede ordning kan fordreje konkurrencevilkårene, påvirker ordningen ligeledes samhandelen inden for Fællesskabet. Da koordinationscentrene leverer deres tjenesteydelser til selskaberne i de koncerner, som de tilhører, og som skal være etableret i mindst fire forskellige lande, er der ikke tvivl om, at den omtvistede ordning fordrejer konkurrencevilkårene i samhandelen mellem medlemsstaterne.

324. På baggrund af ovenstående er jeg ligeledes af den opfattelse, at det ikke var nødvendigt, at Kommissionen foretog en detaljeret undersøgelse af virkningerne af den omtvistede ordning på visse virksomheders særlige situation. Det fremgår efter min mening i tilstrækkelig grad af samtlige ovenstående omstændigheder, at skatteordningen for koordinationscentrene opfylder de forskellige betingelser i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, uden at der er behov for at illustrere denne vurdering med konkrete eksempler på de virkninger, den har haft for visse centre eller visse koncerner.

325. Af alle disse grunde opfylder koordinationscentrenes skatteordning klart betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF og falder således ind under anvendelsesområdet for denne bestemmelse.

326. Jeg foreslår således, at anbringendet om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF forkastes som ugrundet.

iii) Anbringendet om manglende begrundelse

327. Forum 187 gør gældende, at forpligtelsen til begrundelse er proportional med den foranstaltning, med hvilken særinteresserne kan påvirkes af den pågældende beslutning, og at i det foreliggende tilfælde gælder begrundelseskravet i særlig grad, fordi Kommissionen ændrer to tidligere beslutninger, der er vedtaget mere end 15 år tidligere.

328. Forum 187 hævder, at Kommissionen har undladt at forklare, hvorfor dens tidligere beslutninger var fejlagtige, og henviser i denne forbindelse til dommen i sagen Stork Amsterdam mod Kommissionen (102), hvori Retten på grund af manglende begrundelse annullerede en beslutning fra Kommissionen, hvorved denne indtog en anden holdning end i en tidligere beslutning.

329. Forum 187 kritiserer desuden Kommissionen for ikke at have redegjort for, hvilken udvikling der er sket på fællesmarkedet.

330. Disse klagepunkter finder jeg ugrundede.

331. For det første hvad angår klagepunktet om manglende redegørelse for udviklingen af fællesmarkedet, er det ikke relevant, fordi, som vi har set tidligere, ændringen i Kommissionens vurdering med hensyn til kvalificeringen af den omtvistede ordning som statsstøtte ikke er begrundet i en sådan udvikling.

332. Med hensyn til det andet klagepunkt kan Forum 187 med rette gøre gældende, at begrundelsespligten gælder i særlig grad, når Kommissionen ændrer sin tidligere vurdering med hensyn til, om der foreligger støtte. Ifølge fast retspraksis skal den begrundelse for en fællesskabsretsakt, som kræves i henhold til artikel 253 EF, tilpasses den pågældende retsakts karakter og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den pågældende institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (103). Når Kommissionen, som i den foreliggende sag, kvalificerer en national skatteordning, som var blevet anmeldt til den, og som den havde besluttet ikke udgjorde støtte, som statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, skal dens beslutning give den berørte medlemsstat og de interesserede parter mulighed for at få kendskab til, af hvilke grunde den mener, at ordningen opfylder hver enkelt af de betingelser, der kræves i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.

333. Som vi har set i forbindelse med undersøgelsen af det foregående anbringende, har Kommissionen opfyldt begrundelsespligten, da grundene til dens beslutning har givet Forum 187 mulighed for detaljeret at bestride dens vurderinger med hensyn til, at der er tale om statsstøtte, og det giver efter min mening Domstolen mulighed for at efterprøve, om de er begrundede.

334. Jeg mener ikke, at Kommissionen i beslutningen af 17. februar 2003 desuden skulle forklare, af hvilke grunde den var nået frem til en modsat konklusion i sine beslutninger fra 1984 og 1987 samt i svaret fra 1990 fra det medlem af Kommissionen, der var ansvarlig for konkurrence, på en forespørgsel fra Europa-Parlamentet. Som jeg allerede har påpeget, svarer begrebet statsstøtte som defineret i artikel 87, stk. 1, EF til en objektiv situation, og grundene til, at Kommissionen havde foretaget en anden vurdering i sine tidligere beslutninger, er ikke relevante for undersøgelsen af spørgsmålet, om den pågældende ordning falder ind under anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF.

335. På baggrund af ovenstående er jeg af den mening, at anbringendet om manglende begrundelse, for så vidt som det er baseret på ovennævnte klagepunkter, må forkastes.

b) Kongeriget Belgiens og Forum 187’s påstand om delvis annullation af beslutningen af 17. februar 2003

336. Som bekendt fastslog Kommissionen i beslutningen af 17. februar 2003, at skatteordningen for koordinationscentrene udgjorde statsstøtte, der var uforenelig med fællesmarkedet, og den forbød Kongeriget Belgien at lade nye erhvervsdrivende blive omfattet heraf.

337. Hvad angår de løbende godkendelser erkendte Kommissionen, at dens beslutninger fra 1984 og 1987 samt svaret fra 1990 fra det medlem af Kommissionen, der var ansvarlig for konkurrence, på Europa-Parlamentets forespørgsel nr. 1735/90 havde skabt en berettiget forventning hos koordinationscentrene om, at den pågældende skatteordning ikke udgjorde en overtrædelse af traktatbestemmelserne vedrørende statsstøtte. Den anførte, at på grund af de betragtelige investeringer, der var foretaget af centrene og af de koncerner, de tilhører, og centrenes langsigtede forpligtelser var det på grundlag af respekten for centrenes berettigede forventning berettiget at tillade de centre, som den 31. december 2000 var i besiddelse af en godkendelse, og som havde en godkendelse på tidspunktet for meddelelsen af beslutningen, dvs. den 17. februar 2003, fortsat at være omfattet af ordningen indtil udløbet af godkendelsesperioden, dog senest til den 31. december 2010.

338. Den fastslog imidlertid, at der ikke kunne ske forlængelse af de godkendelser, der var i kraft den 31. december 2000, og som udløb efter den 17. februar 2003.

339. Kommissionen anførte i 120. betragtning til beslutningen, at eftersom godkendelserne ikke rummer nogen rettigheder med hensyn til ordningens videre eksistens eller dens fordelagtige karakter, ikke engang i godkendelsesperioden, er Kommissionen af den mening, at den under ingen omstændigheder kan give ret til forlængelse af ordningen efter den dato, hvor den løbende godkendelse udløber. I betragtning af den udtrykkelige begrænsning af godkendelsen til ti år er det endda ikke muligt, at der skulle være vakt berettiget forventning om en automatisk forlængelse, hvilket ville have været det samme som en teoretisk evig godkendelse.

340. Artikel 2, andet og tredje afsnit, i Kommissionens beslutning bestemmer således:

»Fra datoen for offentliggørelse af denne beslutning må fordelen ved denne ordning [...] ikke længere tilkendes nye støttemodtagere og heller ikke opretholdes ved forlængelse af løbende godkendelser.

Hvad angår centre, som allerede er godkendt inden den 31. december 2000, kan ordningen fortsættes til udløbsdatoen for den enkelte godkendelse, såfremt denne er i kraft på datoen for meddelelsen af denne beslutning, og indtil senest den 31. december 2010. I overensstemmelse med andet afsnit må, i tilfælde af forlængelse af godkendelsen før denne dato, fordelene ved den ordning, som er genstand for denne beslutning, ikke længere tilkendes, selv ikke midlertidigt.«

341. Kongeriget Belgien har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning, for så vidt som den ikke tillader at tilkende forlængelse af godkendelsen for de koordinationscentre, som var omfattet af ordningen den 31. december 2000, og hvis godkendelse udløber før den 31. december 2010.

342. Forum 187 har nedlagt påstand om annullation af beslutningen, for så vidt som den ikke fastsætter passende overgangsforanstaltninger for de centre, hvis godkendelse udløber i tiden fra den 17. februar 2003 til den 31. december 2004.

343. Jeg undersøger disse påstande under ét, da Forum 187’s påstand er omfattet af Kongeriget Belgiens.

344. Kongeriget Belgien har påberåbt sig fire anbringender til støtte for sit søgsmål. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 88, stk. 2, EF samt principperne om retssikkerhed, beskyttelse af den berettigede forventning og proportionalitet.

345. I sit andet anbringende påberåber det sig tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning med hensyn til muligheden for en forlængelse af godkendelsen.

346. I sit tredje anbringende anfører Kongeriget Belgien, at beslutningen af 17. februar 2003 tilsidesætter det almindelige lighedsprincip.

347. Det fjerde anbringende vedrører manglende begrundelse.

348. Forum 187 har på sin side påberåbt sig to anbringender om henholdsvis tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og manglende begrundelse.

349. Jeg begynder med en undersøgelse af anbringendet om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som er påberåbt af Kongeriget Belgien inden for rammerne af dets to første anbringender samt af Forum 187.

i) Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

– Parternes argumenter

Kongeriget Belgien

350. Kongeriget Belgien hævder, at Kommissionen udtrykkeligt har baseret sin beslutning på adfærdskodeksen og Ecofin-Rådets arbejder i sin vurdering af, hvilken overgangsperiode der skal indrømmes koordinationscentrene. Det understreger desuden, at tidspunkterne den 31. december 2000 og den 31. december 2010 svarer til dem, der figurerer i Rådets principielle godkendelse af 21. januar 2003, hvorefter de centre, der er omfattet af den omtvistede ordning den 31. december 2000, kunne nyde godt heraf i ti år og til senest den 31. december 2010. Det anfører imidlertid, at Kommissionen ikke har rettet sig efter alle Rådets synspunkter. Det har gjort gældende, at Rådet den 26. og 27. november 2000 vedtog den note fra formandskabet, som bestemte, at skatteordningen skulle opretholdes for alle de berørte centre indtil den 31. december 2005. Kommissionens beslutning savner derfor sammenhæng.

351. Kongeriget Belgien har ligeledes gjort gældende, at Rådets stillingtagen har fået den belgiske finansminister til den 20. december 2000 officielt at bebude denne mulighed for forlængelse indtil den 31. december 2005 for Belgiens Deputeretkammer. Det har tilføjet, at muligheden for, at koordinationscentrene kunne nyde godt af ordningen indtil dette tidspunkt, er blevet overtaget af Kommissionen i dens forslag om passende foranstaltninger af 11. juli 2001.

352. Kongeriget Belgien udleder heraf, at såvel det selv som de pågældende koordinationscentre havde en berettiget forventning om, at de centre, hvis godkendelse udløber inden udgangen af 2005, ikke ville miste fordelen ved denne med øjeblikkelig virkning, men kunne nyde godt af en forlængelse af denne godkendelse indtil mindst den 31. december 2005.

353. Kongeriget Belgien hævder desuden, at koordinationscentrene havde en berettiget forventning om muligheden for at få forlænget deres godkendelse på baggrund af skatteordningens bestemmelser. Det anfører, at denne forlængelse skete automatisk, hvis de krævede betingelser var opfyldt, og at på dette grundlag havde de centre, hvis godkendelse udløb i månederne efter offentliggørelsen af Kommissionens beslutning, indgået langsigtede forpligtelser. Det har påpeget, at forbuddet mod forlængelse havde til følge at underkaste disse koordinationscentre en væsentlig skattebyrde, bl.a. på grund af opkrævningen af kildeskat af de af centrene udbetalte renter, herunder dem, der betales inden for rammerne af »cash pooling«.

354. Mod Kommissionens argument om, at Kongeriget Belgien og de berørte koordinationscentre var blevet underrettet ved en række »signaler« om, at skatteordningen ikke kunne opretholdes, gør denne sagsøger gældende, at dette argument er blevet afvist i kendelsen om foreløbige forholdsregler af 26. juni 2003, fordi det er det samme som at sige, at den kontradiktoriske undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88 EF ikke ville tjene noget formål. Sagsøgeren understreger desuden, at indtil offentliggørelsen af beslutningen af 17. februar 2003 kunne hverken centrene eller sagsøgeren selv vide, at det var dette tidspunkt, Kommissionen ville vælge som det, hvorefter godkendelserne ikke kunne forlænges.

Forum 187

355. Forum 187 hævder ligeledes, at i betragtning af Kommissionens godkendelse af den pågældende ordning i 1984, 1987 og 1990 kunne koordinationscentrene med rette tro, at de fortsat kunne udøve deres aktiviteter, og at fællesskabsretten ikke ville være til hinder for, at deres godkendelse blev forlænget.

356. Sammenslutningen gør desuden gældende, at de centre, hvis godkendelse udløb i 2003 og 2004, ville have behov for en overgangsperiode til at reorganisere sig og om nødvendigt etablere sig i et andet land på grund af den belgiske arbejdsrets forskrifter, arbejdsbyrden i forbindelse med omlægningen af deres informatiksystemer og genforhandlingen af de langsigtede forpligtelser på erhvervs- og finansieringsområdet, de havde indgået med henblik på udøvelsen af deres aktiviteter. Ifølge Forum 187 ville disse centre have behov for en toårig overgangsperiode.

357. Forum 187 har endvidere bestridt grundene til, at Kommissionen har vurderet, at tilkendelse af overgangsforanstaltninger for disse centre var uberettiget. Sammenslutningen anfører, at den af Kommissionen anførte omstændighed, at godkendelserne ikke gav automatisk ret til forlængelse, er uden relevans for spørgsmålet, om de pågældende centre skulle nyde godt af en tilpasningsperiode. Kommissionen tilsidesætter således sin pligt til at råde bod på den skade, der er forvoldt ved, at den har ændret sin vurdering. Kommissionen tager heller ikke hensyn til, at centrene vidste, at deres godkendelse ville blive forlænget.

Kommissionen

358. Kommissionen har for det første bestridt, at Ecofin-Rådets arbejder har kunnet skabe en berettiget forventning for Kongeriget Belgien og koordinationscentrene. Den gør gældende, at Rådets politiske konklusioner på området selskabsbeskatning, som ikke udgør en retsakt, ikke kan begrænse dens tiltag som led i dens enekompetence på statsstøtteområdet. Subsidiært har den gjort gældende, at holdningen på samlingen i Rådet den 26. og 27. november 2000 ikke kan fortolkes sådan, som den belgiske regering har gjort det ved erklæringen til Belgiens Deputeretkammer.

359. Hvad angår Kommissionens forslag om passende foranstaltninger anfører den, at de ikke udgør en endelig retsakt, og at den kan ændre indholdet heraf efter bemærkninger fra medlemsstaten. Endvidere var den underliggende logik i dens forslag, at alle koordinationscentrene får tilkendt samme mindsteperiode, før den pågældende ordning bringes til ophør; Kongeriget Belgien havde under hele sagens behandling fastholdet den anden opfattelse, som er overtaget i beslutningen af 17. februar 2003, og hvorefter godkendelserne skulle have virkning indtil deres udløb, uden forlængelse.

360. Kommissionen har endvidere bestridt, at den retlige ordning for koordinationscentrene gav dem en automatisk ret til forlængelse af deres godkendelse. Den anfører, at Kongeriget Belgien ikke havde givet koordinationscentrene nogen garanti med hensyn til varigheden af de fordele, de havde fået tilkendt, og til automatisk forlængelse af godkendelsen, da forlængelsen var underkastet samme fremgangsmåde og betingelser som den oprindelige godkendelse. Ifølge Kommissionen indebærer selve det forhold, at godkendelsen var gyldig for en begrænset periode, at den ikke tilkendte nogen rettighed ud over dette tidspunkt. Den har desuden påpeget, at ordningen før dens beslutning af 17. februar 2003 allerede havde været genstand for ændringer fra Kongeriget Belgiens side, og at disse ændringer, som havde begrænset de oprindelige fordele, ikke havde givet anledning til overgangsforanstaltninger.

361. Kommissionen har desuden anført, at Kongeriget Belgien og koordinationscentrene havde modtaget en række signaler før vedtagelsen af beslutningen af 17. februar 2003, som underrettede dem om, at ordningen ikke kunne opretholdes. Den nævner i den forbindelse Rådets adfærdskodeks og rapporten fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen. Den har endvidere påberåbt sig sin meddelelse om anvendelse af statsstøttebestemmelserne på foranstaltninger, som henhører under direkte virksomhedsbeskatning, dens anmodning om oplysninger om ordningen hos de belgiske myndigheder i februar 1999, dens forslag til passende foranstaltninger, fremsendt den 11. juli 2001 til disse myndigheder, og endelig beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure af 27. februar 2002. Den har endelig anført, at disse foranstaltninger har været offentliggjort eller meddelt i pressen.

362. Kommissionen påpeger, at den eneste forventning, som nævnte centre med rette kan gøre gældende, er den, som Kommissionens tidligere beslutninger havde skabt. Den hævder, at den har respekteret denne forventning ved at indrømme en overgangsperiode til de centre, der rådede over en løbende godkendelse på tidspunktet for offentliggørelsen af beslutningen, og ved bestemmelsen om, at de kunne nyde godt heraf indtil godkendelsens udløb og til senest 31. december 2010. Af ovennævnte grunde havde den med rette bestemt, at adgangen til eller forlængelsen af anvendelsen af denne ordning skulle være udelukket fra og med offentliggørelsen af beslutningen, for at virkningerne af ordningen kunne ophøre gradvis, efterhånden som godkendelserne udløb.

363. Kommissionen har ligeledes bestridt, at dens beslutning skulle have til følge at medføre øjeblikkeligt ophør af aktiviteterne i de centre, som ikke længere kunne være omfattet af den omtvistede ordning. Den anfører dels, at dens beslutning ikke pålægger koordinationscentrene at bringe deres aktiviteter til ophør, dels erindrer den om, at Forum 187 har hævdet, at de foranstaltninger, der er fastsat inden for ordningens rammer, ikke gav centrene nogen fordel. Den afviser i denne forbindelse Kongeriget Belgiens argumenter om, at dens beslutning ville føre til en uforholdsmæssig forhøjelse af skattebyrden og en dobbeltbeskatning for centrene.

364. Endelig afviser Kommissionen af samme grunde Forum 187’s argumenter og hævder, at det ikke var hverken nødvendigt eller passende at fastsætte overgangsforanstaltninger for de centre, hvis godkendelse udløb i 2003 og 204.

– Vurdering

365. Jeg erindrer først kort om indholdet i princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

366. Dette princip er gradvis blevet udviklet i Fællesskabets retsorden gennem retspraksis, som har stadfæstet det som en »overordnet retsregel« til beskyttelse af private (104), et af fællesskabsrettens »grundlæggende principper« (105) eller et »almindeligt princip« i fællesskabsretten (106). Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning udgør således et almindeligt fællesskabsretligt princip, som udgør en målestok for efterprøvelsen af institutionernes retsakters lovlighed.

367. Det er en naturlig følge af retssikkerhedsprincippet, som kræver, at retsreglerne skal være klare og præcise og sikre forudsigelighed i forbindelse med de situationer og retsforhold, der henhører under fællesskabsretten, for så vidt som det ved ændring af retsreglerne tilsigter at sikre beskyttelsen af situationer, der lovligt er opnået af en eller flere fysiske eller juridiske personer (107).

368. I betragtning af dets subjektive karakter er det vanskeligt at give en udtømmende definition af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Under hensyn til dets anvendelse i retspraksis kan man ikke desto mindre sige, at dette princip er tilsidesat, når følgende betingelser er opfyldt: For det første skal der foreligge en handling eller en adfærd fra fællesskabsadministrationens side, der kan have skabt en forventning. Ifølge retspraksis kan princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kun påberåbes over for fællesskabsbestemmelser, såfremt Fællesskabet selv tidligere har skabt en situation, som giver grundlag for en berettiget forventning (108). Det er denne situation, der på en måde udgør »grundlaget« for den berørte persons forventning. Der skal desuden være tale om præcise løfter (109).

369. Dernæst må den berørte person ikke kunne forudse en ændring af den af fællesskabsadministrationen tidligere vedtagne praksis. Det fremgår af retspraksis, at når forudseende og påpasselige erhvervsdrivende kan påregne gennemførelsen af en fællesskabsforanstaltning, der kan påvirke deres interesser, kan de ikke påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, når foranstaltningen gennemføres (110). Den forventning, der er skabt ved fællesskabsadministrationens handling eller adfærd, er altså »berettiget« og skal følgelig beskyttes, når den pågældende person med rimelighed kunne nære tillid til opretholdelsen eller stabiliteten af den således skabte situation, som en »forudseende og påpasselig« erhvervsdrivende ville have gjort.

370. Endelig begrunder den med den anfægtede retsakts forfulgte fællesskabsinteresse ikke, at den berørtes berettigede forventning tilsidesættes. Denne betingelse er opfyldt, når afvejningen af interesserne viser, at under hensyn til de konkrete omstændigheder er fællesskabsinteressen ikke vigtigere end den berørte persons interesse i at opretholde en situation, som han med føje kunne anse for afgjort (111).

371. Jeg vil nu undersøge, om disse forskellige betingelser er opfyldt i den foreliggende sag.

Grundlaget for forventningen

372. Kommissionen har erkendt, at dens beslutninger fra 1984 og 1987 samt det svar, som det medlem, der var ansvarlig for konkurrence, i 1990 gav på Europa-Parlamentets forespørgsel nr. 1735/90, har skabt en berettiget forventning, da skatteordningen for koordinationscentrene og traktatbestemmelserne om statsstøtte ikke var uforenelige (112).

373. Tvisten mellem parterne vedrører de to følgende spørgsmål. For det første er Kongeriget Belgien og Kommissionen uenige om, hvorvidt Rådets konklusioner af 26. og 27. november 2000 samt Kommissionens forslag om passende foranstaltninger kan have skabt en berettiget forventning med hensyn til opretholdelsen af den omtvistede skatteordning for alle koordinationscentrene indtil mindst den 31. december 2005. Endvidere er Kongeriget Belgien og Forum 187 på den ene side og Kommissionen på den anden side uenige om, hvorvidt Kommissionens beslutninger fra 1984 og 1987 samt det svar, som det medlem, der var ansvarlig for konkurrence, gav i 1990, gav centrene anledning til at forvente en forlængelse af deres godkendelse.

374. Vedrørende det første spørgsmål – den forventning, der skulle være skabt af Ecofin-Rådets arbejder og Kommissionens forslag om passende foranstaltninger – mener jeg ikke, at Kongeriget Belgiens opfattelse kan godtages.

375. Hvad angår Rådets konklusioner af 26. og 27. november 2000 mener jeg ikke, at de har kunnet skabe en berettiget forventning om opretholdelsen af ordningen indtil mindst den 31. december 2005 hos Kongeriget Belgien og koordinationscentrene, og dette af følgende grunde.

376. Som Kommissionen har påpeget, er de konklusioner, der blev vedtaget af medlemsstaterne på samlingen i Rådet den 26. og 27. november 2000, en politisk handling, som har en bekræftende karakter, og som ikke som sådan kan skabe retsvirkninger. Disse konklusioner kan derfor ikke binde eller indskrænke Kommissionens tiltag i forbindelse med udøvelsen af den særlige kompetence, der er tillagt den ved traktaten på statsstøtteområdet.

377. Denne opfattelse af rækkevidden af Ecofin-Rådets konklusioner bestrides ikke af Kongeriget Belgien. Det skal i denne forbindelse påpeges, at dette i sit svar til Kommissionen af 30. august 2002 på de spørgsmål, denne havde stillet vedrørende omfanget af den berettigede forventning i den foreliggende sag, anførte, at »drøftelserne på rådsniveau vedrørende adfærdskodeksen ligger fuldstændig uden for den retlige ramme for statsstøtte. Der er tale om et politisk initiativ, som først vil være afsluttet i 2002« (113).

378. I lyset af sin opfattelse af omfanget af Rådets konklusioner kan Kongeriget Belgien således ikke påstå, at de har givet anledning til begrundede løfter med hensyn til indholdet af de overgangsforanstaltninger, som Kommissionen skulle træffe, hvis den skulle nå frem til, at den omtvistede skatteordning udgjorde en statsstøtte, der var uforenelig med fællesmarkedet (114).

379. Jeg er tilbøjelig til at mene, at samme vurdering må anlægges med hensyn til koordinationscentrene. Jeg ved, at på statsstøtteområdet kan der ikke bestå en berettiget forventning hos støttemodtagere om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i traktaten fastsatte procedure. Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at en påpasselig erhvervsdrivende normalt må være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt (115). Disse krav er baseret på, at den kontrol, som Kommissionen i medfør af artikel 88 EF fører med statsstøtte, er ufravigelig.

380. Det kan således udledes, at på statsstøtteområdet kan erhvervsdrivende principielt kun gøre en berettiget forventning gældende i en situation, som ikke berører de beføjelser, som er tillagt Kommissionen ved artikel 88 EF. De erhvervsdrivende formodes med andre ord at kende de beføjelser, som Kommissionen har fået tillagt ved traktaten på statsstøtteområdet.

381. Jeg er af den opfattelse, at i lyset af denne retspraksis kunne koordinationscentrene, selv hvis det antages, at de har haft kendskab til Rådets konklusioner af 26. og 27. november 2000, ikke begrunde deres forventning i, at disse konklusioner var bindende for Kommissionen.

382. Som Kommissionen desuden har understreget, er indholdet af formandskabets forslag, der blev vedtaget samlingen i Rådet den 26. og 27. november 2000, ikke entydigt. Forslaget lyder således: »Formandskabet foreslår Rådet [...] for de virksomheder, der er omfattet af en skadelig ordning, der udløber den 31. december 2000, at godkende, at virkningerne af disse skadelige ordninger udløber senest den 31. december 2005, uanset om der er tale om ordninger, der er tildelt for en bestemt periode« (116). Det kunne forstås således, at datoen 31. december 2005 udgjorde den endelige dato, indtil hvilken de tiårige godkendelser, der var gyldige den 31. december 2000, kunne have virkning. Det betyder ikke nødvendigvis, at virkningerne af alle godkendelserne, herunder dem, der udløber før den 31. december 2005, ville blive forlænget indtil denne dato.

383. Det følger under alle omstændigheder heraf, at Rådets konklusioner af 26. og 27. november 2000 ikke kunne give Kongeriget Belgien og koordinationscentrene præcise løfter, som det kræves i retspraksis, om, at alle centrene kunne være omfattet af anvendelsen af den omtvistede ordning indtil mindst den 31. december 2005.

384. Hvad dernæst angår forslagene om passende foranstaltninger, som Kommissionen underrettede Kongeriget Belgien om inden for rammerne af proceduren til kontrol med eksisterende støtte, mener jeg heller ikke, at de har kunnet give denne medlemsstat og koordinationscentrene de af medlemsstaten hævdede løfter.

385. Som Kommissionen har anført, er de overgangsforanstaltninger, der er fastsat i disse forslag, ikke bindende for den, når forslagene ikke accepteres af den medlemsstat, de er rettet til. Disse overgangsforanstaltninger kan derfor om nødvendigt ændres i den beslutning, der vedtages ved den formelle undersøgelsesprocedures afslutning. Denne mulighed synes at være den logiske konsekvens af den ret, medlemsstaten har til at afslå de passende foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået den, og i løbet af den formelle undersøgelsesprocedure bestride kvalificeringen af den pågældende foranstaltning som statsstøtte.

386. Det synes dermed ikke muligt at medgive, at de forslag om passende foranstaltninger, som Kommissionen meddelte Kongeriget Belgien i sin skrivelse af 11. juli 2001, har kunnet give præcise løfter med hensyn til indholdet af de overgangsforanstaltninger, som denne institution i givet fald ville fastsætte i sin beslutning som afslutning på den formelle undersøgelsesprocedure.

387. I lyset af ovenstående mener jeg, at hverken Rådets konklusioner af 26. og 27. november 2000 eller Kommissionens forslag om passende foranstaltninger kan have givet Kongeriget Belgien eller koordinationscentrene anledning til en berettiget forventning om opretholdelse af den omtvistede skatteordning indtil mindst den 31. december 2005 for alle centrene.

388. Jeg deler til gengæld Kongeriget Belgiens og Forum 187’s opfattelse om, at på baggrund af indholdet af den belgiske skatteordning giver Kommissionens beslutninger fra 1984 og 1987 samt det svar, som det medlem af Kommissionen, der var ansvarlig for konkurrence, i 1990 gav på Europa-Parlamentets forespørgsel nr. 1735/90, anledning til, at koordinationscentrene kunne forvente, at traktatbestemmelserne vedrørende statsstøtte ikke var til hinder for en forlængelse af deres tiårige godkendelse og en fortsat anvendelse af denne skatteordning.

389. Jeg erindrer således om, at Kommissionen i sine beslutninger fra 1984 og 1987 samt det svar, som det medlem af Kommissionen, der var ansvarlig for konkurrence, gav i 1990, anførte, at skatteordningen for koordinationscentrene ikke var uforenelig med traktatbestemmelserne vedrørende statsstøtte.

390. Det fremgår af undersøgelsen af indholdet af ordningen, at den indeholdt en række fordele, hvis indrømmelse var afhængig af en række betingelser, og hvis overholdelse skulle fastslås ved en kongelig anordning. Som Kommissionen påpeger, er det ligeledes rigtigt, at samme ordning også fastsatte, at den ved kongelig anordning indrømmede godkendelse var gyldig i ti år. Denne omstændighed begrunder ikke, at det heraf udledes, som Kommissionen gør, at et koordinationscenter ikke kunne regne med forlængelse af ordningen ved denne frists udløb.

391. Jeg understreger, at skatteordningen for koordinationscentrene var permanent. Den var fastsat for en ubestemt periode. De koordinationscentre, som opfyldte betingelserne i denne ordning ved udløbet af deres tiårige godkendelse, kunne således kræve godkendelsen forlænget. Denne mulighed blev udtrykkeligt bekræftet ved lov af 23. oktober 1991, hvorved det klart præciseredes i forarbejderne til loven, at loven ikke indfører en nyskabelse, men blot tilsigter at fjerne koordinationscentrenes tvivl med hensyn til denne mulighed for forlængelse (117). Denne permanente karakter og den fortsatte anvendelse af skatteordningen for de centre, der opfyldte de krævede betingelser i ordningen, er efter min mening en del af den nationale ordning, som Kommissionen udtalte sig om i 1984, 1987 og 1990.

392. Kommissionen påberåber sig flere argumenter mod denne opfattelse af skatteordningen. Den understreger således, at forlængelsen var betinget af overholdelsen af den samme formelle procedure og de samme betingelser som den oprindelige tildeling. Disse elementer mener jeg imidlertid ikke kan hindre, at koordinationscentrene har forventet, at skatteordningen ville fortsætte. Jeg mener faktisk, at de betingelser, som forlængelsen af godkendelsen var underkastet, var de samme som ved den oprindelige tildeling, og at de var objektive. Det skal ligeledes understreges, at som Kommissionen har anført i beslutningen af 17. februar 2003, var beslutningen om at tilkende eller ikke tilkende denne forlængelse ikke afhængig af de belgiske myndigheders skønsbeføjelse (118).

393. På baggrund af ovenstående indebar den omstændighed, at godkendelsen udløb efter ti år, ikke, at et koordinationscenter ophørte med at være omfattet af ordningen. Der var tale om det tidspunkt, hvor det over for de belgiske myndigheder skulle bevise, at det stadig opfyldte de betingelser, der var påkrævet for at nyde godt heraf. Det forhold, at koordinationscentrene var omfattet af den omtvistede ordning for en bestemt periode på ti år, ændrede ikke noget ved, at de fortsat kunne være omfattet af den omtvistede skatteordning.

394. Kommissionen har endvidere gjort gældende, at de belgiske myndigheder på intet tidspunkt har garanteret, at fordelene ved denne ordning varede ved, og de havde i øvrigt reduceret dem, bl.a. ved fra den 1. januar 1993 at indføre en årlig afgift på 10 000 EUR pr. fuldtidsansat medarbejder.

395. Disse argumenter viser efter min mening heller ikke, at de koordinationscentre, hvis godkendelse udløb, ikke kunne have en berettiget forventning om den omtvistede skatteordnings fortsættelse. Dette følger for det første af, at Kommissionen i sin beslutning af 17. februar 2003 selv har medgivet, at selv om godkendelsen ikke giver nogen garanti for den fortsat fordelagtige karakter af ordningen, var etableringen af centrene, investeringerne og de indgåede forpligtelser foregået med »den rimelige og berettigede forventning om en vis kontinuitet i de økonomiske betingelser, herunder skatteordningen« (119). For det andet var Kongeriget Belgiens ændringer af ordningen siden oprettelsen ved kongelig anordning nr. 187 relativt ubetydelige og stillede ikke spørgsmålstegn ved ordningens hovedbestanddele, nemlig metoden til beregning af beskatningsgrundlaget og fritagelserne for kildeskat, ejendomsskat og kapitaltilførselsafgift.

396. Jeg udleder heraf, at den omtvistede skatteordning gav koordinationscentrene mulighed for at have en forventning om ordningens fortsættelse og om, at deres godkendelse blev forlænget, hvis de opfyldte de i ordningen fastsatte objektive kriterier. Heraf følger, at ved i beslutningerne fra 1984 og 1987 samt i det svar, det medlem af Kommissionen, der var ansvarlig for konkurrence, i 1990 gav på Europa-Parlamentets forespørgsel nr. 1735/90, at anføre, at denne ordning ikke faldt ind under anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF, har Kommissionen givet de koordinationscentre, der var godkendt den 31. december 2000, mulighed for at have en berettiget forventning om, at traktatbestemmelserne vedrørende statsstøtte ikke var til hinder for en forlængelse af deres tiårige godkendelse, når denne udløb.

Forventningens berettigelse

397. Kommissionen hævder, at koordinationscentrene på tidspunktet for offentliggørelsen af dens beslutning af 17. februar 2003 ikke kunne påberåbe sig berettiget forventning om den omtvistede ordnings kontinuitet og forlængelse af deres godkendelse, fordi disse centre havde modtaget en række signaler, der underrettede dem om, at ordningen ikke kunne opretholdes. Kommissionen nævner Rådets adfærdskodeks og rapporten fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen. Den påberåber sig også sin meddelelse om anvendelsen af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne, dens anmodning til de belgiske myndigheder om oplysninger om ordningen i februar 1999, dens forslag om passende foranstaltninger fremsendt den 11. juli 2001 til disse myndigheder og endelig dens beslutning om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure af 27. februar 2002.

398. Kommissionens argumentation er ensbetydende med at sige, at i lyset af ovenstående elementer måtte koordinationscentrene, da dens beslutning af 17. februar blev offentliggjort, forvente, at traktatbestemmelserne om statsstøtte var til hinder for forlængelse af deres godkendelse – for et hvilket som helst tidsrum. Jeg mener ikke, at denne argumentation kan tiltrædes, og heller ikke, at de af Kommissionen påberåbte signaler i det foreliggende tilfælde gør det berettiget at afskære centrene fra at gøre en berettiget forventning om forlængelse af deres godkendelse gældende.

399. Jeg baserer denne opfattelse på dels opbygningen af og formålene med proceduren til kontrol med statsstøtte, og dels skatteordningens kendetegn.

400. Som tidligere anført har den i artikel 88, stk. 3, EF fastsatte pligt til forudgående anmeldelse af statsstøtte bl.a. til formål at fjerne eventuel tvivl hos den medlemsstat, som påtænker at indføre en foranstaltning, om, hvorvidt den udgør eller ikke udgør støtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.

401. Vi har i øvrigt set, at begrebet statsstøtte som defineret i ovennævnte bestemmelse har en objektiv karakter. I modsætning til, hvad Kommissionen lod forstå i svarskriftet i sag C-182/03 (120), afhænger spørgsmålet om, hvorvidt en national foranstaltning falder ind under anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF, ikke af en skønsmæssig vurdering. At Kommissionen råder over en vid skønsbeføjelse ved afgørelsen af, om en national foranstaltning falder ind under denne bestemmelses anvendelsesområde, når undersøgelsen af de krævede betingelser indebærer komplekse økonomiske vurderinger, betyder ikke, at Kommissionen til enhver tid efter eget skøn kan ændre sin vurdering af, om der foreligger støtte.

402. Denne opfattelse fra Kommissionens side ville være i strid med formålet med den ordning, der er indført ved artikel 88, stk. 3, EF, og med de følger, som retspraksis har udledt deraf. Det står således fast, at formålet med anmeldelsespligten i henhold til denne bestemmelse er retssikkerhed (121). Det er under hensyn til dette formål, at det er fastslået, at medlemsstaten hurtigt skulle orienteres om, hvorvidt en støtte er forenelig med traktaten, og at den i artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 659/1999 fastsatte frist på to måneder, som Kommissionen har til at give sin mening til kende, havde en bydende karakter (122). Det er ligeledes under hensyntagen til dette princip, at det er fastslået, at når først en generel støtteordning er godkendt af Kommissionen, skal individuelle støtteforanstaltninger, der ydes i henhold til denne ordning, og som blot er gennemførelsesforanstaltninger til denne, ikke anmeldes (123).

403. Følgelig skaber den beslutning, hvorved Kommissionen fastslår, at en foranstaltning ikke udgør statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, ikke en retlig situation, som hyppigt kan ændres ved beslutninger inden for rammerne af institutionernes skøn, navnlig på et område som de fælles markedsordninger, hvis formål netop kræver en konstant tilpasning efter ændringer i den økonomiske situation (124).

404. Det følger heraf, at når en national foranstaltning er blevet anmeldt til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 88, stk. 3, EF, og denne har vedtaget en beslutning om, at denne foranstaltning ikke udgør støtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, kan såvel den stat, som har indført foranstaltningen, som modtagerne heraf være sikre på, at ordningen efter udløbet af søgsmålsfristen vedrørende denne beslutning ikke er i strid med fællesskabsbestemmelserne om statsstøtte. De berørte parter er således berettigede til at tro på, at en sådan beslutning principielt kun kan nyvurderes i tilfælde af en udvikling af fællesmarkedet.

405. Selv om Kommissionen, som vi har set tidligere, kan omgøre en sådan vurdering i henhold til legalitetsprincippet, når den mener, at den pågældende ordning i strid med, hvad den tidligere havde anført, falder ind under anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF, mener jeg, at i en sådan situation må den forventning, som den tidligere vurdering har givet anledning til, beskyttes i særlig grad.

406. Efter min mening kan denne forventnings berettigelse således kun afvises, hvis de berørte erhvervsdrivende har rådet over oplysninger, der gav dem mulighed for med tilstrækkelig sandsynlighed at antage, at Kommissionen ville omgøre sin tidligere vurdering. Med andre ord kan det forhold, at Kommissionen tager den pågældende nationale foranstaltning op til fornyet overvejelse, og muligheden for, at den efter den formelle undersøgelsesprocedure vedtager en negativ beslutning, ikke i sig selv være tilstrækkelig til at afskære de berørte erhvervsdrivende fra at gøre en berettiget forventning med hensyn til opretholdelsen af den bestående situation gældende.

407. Det er desuden vigtigt at sikre sig, at de erhvervsdrivende, som den nationale foranstaltning finder anvendelse på, med hensyn til foranstaltningens kendetegn har rådet over den nødvendige tid til at tage hensyn til en eventuel ændring af Kommissionens vurdering af, om den er forenelig med traktatbestemmelserne om statsstøtte.

408. På baggrund af disse overvejelser mener jeg ikke, at de af Kommissionen påberåbte signaler, hvad enten de stammer fra Ecofin-Rådet eller den selv, begrunder, at koordinationscentrene afskæres fra at gøre en berettiget forventning gældende om forlængelse af deres godkendelse.

409. Hvad for det første angår Rådets adfærdskodeks og rapporten fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen mener jeg ikke, at de er relevante, og det af følgende grund: Medlemsstaternes forpligtelse i henhold til kodeksen til at afskaffe skatteforanstaltninger, der vurderedes som skadelige for fællesmarkedet, og det forhold, at den pågældende ordning var nævnt i rapporten fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen blandt de nationale foranstaltninger, der ansås for skadelige, kunne ganske vist være et indicium for koordinationscentrene om, at den belgiske regering på sigt, inden for en frist fastsat af Rådet, måtte ændre denne ordning eller ophæve den.

410. Der er dog, som vi har set, tale om en forpligtelse af politisk karakter, som ikke var bindende for Kommissionen ved udøvelsen af de beføjelser, som er tillagt den ved traktaten, og dermed heller ikke ved vurderingen af, om de objektive betingelser, der kræves i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, er opfyldt. Rådets adfærdskodeks og rapporten fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen kan derfor efter min mening ikke anses for elementer, som kunne give koordinationscentrene anledning til at tro, at Kommissionen ville beslutte, at den pågældende ordning udgjorde en statsstøtte, der var uforenelig med fællesmarkedet.

411. Hvad dernæst angår meddelelsen om anvendelse af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne og den omstændighed, at Kommissionen i denne meddelelse bebudede, at den agtede at foretage en vurdering eller revurdering af alle gældende skatteordninger i medlemsstaterne, mener jeg ikke, som Kommissionen hævder, at dette kan opfattes som et signal om, at skatteordningen for koordinationscentrene henhørte under anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF og ikke kunne opretholdes.

412. Nævnte meddelelse har til formål at præcisere, hvad der i artikel 87, stk. 1, EF forstås ved støtte for erhvervsbeskatningens vedkommende (125). Dens indhold er således alt for generelt til, at det kan udledes, at skatteordningen for koordinationscentrene opfyldte hver enkelt betingelse, der er fastsat i denne bestemmelse. I meddelelsen bebuder Kommissionen desuden ikke nogen ændring af de kriterier, på grundlag af hvilke den tidligere havde vurderet, om en skatteordning udgjorde eller ikke udgjorde støtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.

413. Hvad endelig angår anmodningen fra februar 1999 om oplysninger fra de belgiske myndigheder om ordningen, det til disse myndigheder den 11. juli 2001 fremsendte forslag om passende foranstaltninger og beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure af 27. februar 2002 mener jeg heller ikke, at disse elementer kunne give koordinationscentrene mulighed for med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed at forudse resultatet af Kommissionens endelige beslutning.

414. Disse elementer gav rent faktisk koordinationscentrene oplysning om, at skatteordningen var genstand for Kommissionens revurdering. Som det bemærkes i kendelsen om foreløbige forholdsregler af 26. juni 2003, har hverken det til Kongeriget Belgien fremsendte forslag om passende foranstaltninger eller beslutningen af 27. februar 2002 om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure affødt selvstændige retsvirkninger over for denne medlemsstat eller koordinationscentrene (126).

415. Endvidere indebar kvalificeringen af skatteordningen for koordinationscentrene i de to retsakter som eksisterende støtte heller ikke, at Kommissionen ville vedtage en negativ beslutning og i sin endelige beslutning vedtage at omgøre sine vurderinger fra 1984, 1987 og 1990. Som Retten bemærkede i sin kendelse i sagen Forum 187 mod Kommissionen, hvor den afviste det annullationssøgsmål, som Forum 187 havde anlagt til prøvelse af Kommissionens beslutning af 27. februar 2002 om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, var denne kvalifikation foreløbig. Artikel 7 i forordning nr. 659/1999 fastsætter således, at proceduren også kan afsluttes ved en beslutning, der fastslår, at i modsætning til den ved indledningen af proceduren foretagne kvalificering udgør den nationale foranstaltning enten ikke støtte eller også en støtte, der er forenelig med fællesmarkedet.

416. De pressemeddelelser, som bekendtgjorde disse retsakter fra Kommissionen, nævnte ikke, af hvilke grunde denne institution nu fandt, at skatteordningen for koordinationscentrene udgjorde statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF (127). Det var først efter offentliggørelsen af beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 20. juni 2002, at alle koordinationscentrene kunne få kendskab til de præcise grunde til, at Kommissionen fandt, at de ved skatteordningen fastsatte foranstaltninger opfyldte hver enkelt af de i denne bestemmelse krævede betingelser, og at de var uforenelige med fællesmarkedet.

417. Selv hvis det antages, at de i denne beslutning angivne grunde kunne have givet koordinationscentrene anledning til at forudse muligheden for, at Kommissionen ville omgøre sine tidligere beslutninger, ville det desuden have været nødvendigt, at de rådede over den nødvendige tid, før beslutningen om at afslutte den formelle undersøgelsesprocedure blev vedtaget, til at indstille sig på en sådan mulighed. Jeg mener imidlertid ikke, at en sådan hensyntagen var mulig på grund af skatteordningens særlige kendetegn.

418. Som vi har set, udgør den omtvistede skatteordning en undtagelse til den almindelige ordning og omfatter flere fritagelser og en særlig form for fastsættelse af beskatningsgrundlaget. For en virksomhed er det meget vanskeligere at tage hensyn til muligheden for ophævelse af denne form for foranstaltninger end til en ophævelse af et tilskud. Den skal ikke alene tage hensyn til de økonomiske følger af en sådan ophævelse, der kan være væsentlige, men også foretage en betydelig reorganisering, bl.a. på regnskabsområdet.

419. Endvidere skal der tages hensyn til, at denne ordning havde været gældende siden 1982, og at godkendelserne blev ydet for en tiårig periode, der kunne forlænges for en tilsvarende periode. I betragtning af, hvor længe ordningen havde bestået, og godkendelsernes varighed kan det med rimelighed antages, som Kongeriget Belgien og Forum 187 gør gældende, at de koordinationscentre, der rådede over en godkendelse den 31. december 2000, der var gældende på tidspunktet for meddelelsen af beslutningen af 17. februar 2003, havde tilrettelagt deres aktiviteter på lang sigt i et perspektiv af kontinuitet og stabilitet, ikke alene på grundlag af, at den oprindelige godkendelse var gyldig i ti år, men også til en vis grad i forventning om, at den ville blive forlænget.

420. Det forekommer således ikke særlig sandsynligt, at de af centrene indgåede aftaler om udøvelse af deres aktiviteter såvel med deres personale som med tredjemænd har været af begrænset varighed og har skullet ophøre ved udløbet af deres tiårige godkendelse. Der er derimod grund til at gå ud fra, at koordinationscentrenes aktiviteter var tilrettelagt med henblik på kontinuitet i anvendelsen af skatteordningen.

421. Under disse omstændigheder mener jeg ikke, at koordinationscentrene rådede over den nødvendige tid til at revurdere deres investeringer og reorganisere deres aktiviteter mellem den 20. juni 2002, hvor beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure blev offentliggjort, og den 17. februar 2003 til at kunne tage hensyn til muligheden for en negativ beslutning fra Kommissionen.

422. Denne opfattelse gælder efter min opfattelse i endnu højere grad, når man ser på situationen for de centre, hvis godkendelse udløb i månederne efter meddelelsen af beslutningen af 17. februar 2003. Selv hvis det antages, at offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende af beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure skulle have fået disse centre til at tage højde for muligheden for, at Kommissionen vedtog en negativ beslutning, rådede de kun over nogle måneder til at tilpasse sig en eventuel ophævelse af godkendelserne. En så kort periode er navnlig for kort – som Kommissionen bemærker i sit svarskrift i sag C-182/03 (128) – fordi et stort antal af centrene var i deres anden godkendelsesperiode, således at deres investeringer og drift var indrettet på grundlag af den skatteordning, der havde været i kraft i næsten 20 år.

423. Af alle disse grunde mener jeg, at de koordinationscentre, der var godkendt den 31. december 2000, og hvis godkendelse var gyldig på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen af 17. februar 2003, med rette kunne have en berettiget forventning om, at deres godkendelse ville blive forlænget, da denne beslutning blev meddelt dem, og i særdeleshed de centre, hvis anmodning om forlængelse udløb i månederne efter denne meddelelse.

Interesseafvejningen

424. Ifølge retspraksis må der kun gøres indgreb i de erhvervsdrivendes berettigede forventning, hvis der foreligger en offentlig interesse, som har forrang for støttemodtagerens interesse i at opretholde en situation, som han kunne anse for stabil. Det kan ikke bestrides, at fællesskabsinteressen kræver, at virkningerne af eksisterende statsstøtteordninger, som fordrejer konkurrencen mellem medlemsstaterne, ophører.

425. I den foreliggende sag forklarer Kommissionen ikke, på hvilken måde denne fællesskabsinteresse var tilstrækkeligt tvingende til at kunne begrunde forbuddet mod enhver forlængelse efter meddelelsen af dens beslutning. Den har baseret det væsentligste af sin argumentation på, at den omtvistede skatteordning ikke gav koordinationscentrene mulighed for at have en berettiget forventning om muligheden for at opnå forlængelse af deres godkendelse, og jeg har netop anført, hvorfor jeg ikke mener, at denne argumentation kan tages til følge.

426. Kommissionen hævder desuden, at en manglende forlængelse ikke indebærer en væsentlig eller betydelig skattebyrde for koordinationscentrene. Jeg mener imidlertid, at dette argument ikke kan tages til følge, og at de i beslutningen af 17. februar vedtagne overgangsforanstaltninger er behæftet med manglende sammenhæng. Kommissionen kunne for mig at se ikke på samme tid fastsætte, at godkendelser, der var i kraft på datoen for meddelelsen af dens beslutning, navnlig dem, der var forlænget i 2001 og 2002, kunne have virkninger indtil den 31. december 2010 og modsætte sig enhver forlængelse efter meddelelsen.

427. Den mulighed, der blev givet de centre, der rådede over en godkendelse, der var i kraft på datoen for meddelelsen af beslutningen, til at være omfattet af virkningerne af disse godkendelser, indtil de udløb og senest indtil den 31. december 2010, beviser, at Kommissionen har vurderet, at virkningerne af ordningen på konkurrencen inden for Fællesskabet ikke er alt for skadelige, eftersom den medgiver, at disse virkninger forlænges i yderligere syv år. Kommissionen har desuden i beslutningen af 17. februar 2003 ikke nævnt noget om klager fra konkurrenter eller fremført andre elementer, der giver mulighed for præcist at vurdere omfanget af ordningens skadelige virkninger på samhandelen mellem medlemsstaterne.

428. Kommissionen har i 119. betragtning til sin beslutning begrundet, at de løbende godkendelser skulle fortsætte indtil deres udløb på grund af de væsentlige investeringer, der var foretaget af koordinationscentrene og de koncerner, som de tilhører, samt de langsigtede forpligtelser, der var indgået af centrene. Ved at beslutte, at disse investeringer og forpligtelser begrundede, at de løbende godkendelser har virkning indtil deres udløb og senest indtil den 31. december 2010, har Kommissionen nødvendigvis indrømmet, at en manglende anvendelse af den omtvistede ordning ville kunne have bragt de forventede resultater af investeringerne og opfyldelsen af forpligtelserne i fare.

429. Kommissionen kan derfor ikke under sagen for Domstolen med føje hævde, at den manglende forlængelse af den omtvistede ordning ikke kan antages at øge skattebyrden for koordinationscentrene væsentligt og dermed forårsage en bestemt skade. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at henvise til indholdet af de i den omtvistede ordning fastsatte foranstaltninger, som består i fritagelser for beskatning og for så vidt angår måden for beregning af den skattepligtige indkomst i et særligt fordelagtigt undtagelsessystem.

430. Endvidere skal jeg bemærke, at på datoen for vedtagelsen af Kommissionens beslutning fandtes der ikke nogen anden ordning, der kunne lempe virkningerne af den manglende forlængelse for de koordinationscentre, hvis godkendelse udløb efter meddelelsen af beslutningen. Forbuddet mod, at den belgiske regering gav tilladelse til enhver forlængelse af godkendelserne efter meddelelsen af beslutningen af 17. februar 2003, kan således forårsage en sikker skade for de koordinationscentre, som råder over en godkendelse, der er i kraft på denne dato, og som udløber før den 31. december 2010.

431. På baggrund af disse overvejelser er jeg af den opfattelse, at afvejningen af de bestående interesser ikke berettigede at forbyde den belgiske regering at forlænge de godkendelser, der udløb efter meddelelsen af Kommissionens beslutning, selv ikke midlertidigt.

432. Sammenfattende mener jeg, at anbringendet om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er begrundet. Der er derfor grund til at tage påstanden om annullation af Kommissionens beslutning til følge, for så vidt som den forbyder Kongeriget Belgien, selv midlertidigt, at forlænge enhver godkendelse af koordinationscentre, der var i kraft den 17. februar 2003.

433. Kongeriget Belgien har imidlertid også nedlagt påstand om annullation af artikel 2 i Kommissionens beslutning, for så vidt som den forbyder, selv midlertidigt, at forlænge de godkendelser, der var gældende den 17. februar 2003, og som udløber inden den 31. december 2010. Undersøgelsen af denne påstand, for så vidt som den i det væsentlige sigter mod at opnå, at alle forlængelser, der udløber inden den 31. december 2010, kan forlænges og have virkning indtil denne dato, gør det nødvendigt at undersøge anbringendet om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling.

ii) Tilsidesættelse af lighedsprincippet

– Parternes argumenter

434. Kongeriget Belgien gør gældende, at Kommissionens beslutning indfører en uberettiget forskelsbehandling mellem de centre, hvis godkendelse er udløbet kort før dens vedtagelse, og som således er omfattet af den omtvistede ordnings virkninger indtil den 31. december 2010, og de centre, hvis godkendelse udløber efter meddelelsen af denne beslutning, og for hvilke der ikke findes nogen overgangsforanstaltning. Denne forskelsbehandling er uberettiget, fordi disse centre befinder sig i sammenlignelige økonomiske situationer.

435. Kongeriget Belgien hævder, at Kommissionens beslutning således bevirker, at de koordinationscentre, som har været omfattet af ordningen i mange år, behandles dårligere end dem, der har opnået deres godkendelse senere. For at undgå forskelsbehandling skulle Kommissionen have fastsat, at alle centrene kunne være omfattet af anvendelsen af denne ordning indtil den 31. december 2010.

436. Kommissionen modsætter sig denne argumentation. Den påpeger, at alle koordinationscentrene befinder sig i samme situation i forhold til den belgiske lovgivning, for så vidt som de er omfattet af en tiårig godkendelse. Den hævder, at den har behandlet centrene ens ved at fastsætte, at hver af dem kan være omfattet af hele godkendelsesperioden indtil dennes udløb. Den har således taget hensyn til de foretagne investeringer og de indgåede forpligtelser for den tiårige godkendelsesperiode. Den finder imidlertid, at hvis investeringerne og forpligtelserne rækker ud over godkendelsens varighed, skyldes en sådan situation en virksomhedsrisiko.

437. Kommissionen finder, at under disse omstændigheder ville det udgøre en forskelsbehandling at bevilge en overgangsperiode i form af en forlængelse af anvendelsen af den omtvistede ordning for de centre, hvis godkendelse udløber efter meddelelsen af dens beslutning. Alle centrene vil på samme måde stå over for investeringer og langsigtede forpligtelser, uanset på hvilket tidspunkt deres godkendelse udløber i perioden mellem 2003 og 2010.

– Vurdering

438. I henhold til retspraksis indebærer det almindelige lighedsprincip, at ensartede forhold ikke behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (129).

439. Kommissionen hævder i den foreliggende sag, at den ikke har tilsidesat dette princip, fordi alle centrene befinder sig i samme situation i forhold til den belgiske lovgivning, de står på samme måde over for forekomsten af investeringer og langsigtede forpligtelser, og den har behandlet dem på samme måde, idet den har fastsat, at de kan være omfattet af deres godkendelse indtil dennes udløb.

440. Jeg mener ikke, at Kommissionen kan gives medhold i dette synspunkt, fordi det bygger på den antagelse, at da beslutningen blev vedtaget, havde koordinationscentrene ikke en berettiget forventning om forlængelse af deres godkendelse. Jeg har imidlertid tidligere anført, at denne antagelse efter min mening er fejlagtig. Hvis man går ud fra den modsatte antagelse, nemlig at centrene med rette kunne tro, at traktatbestemmelserne om statsstøtte ikke var til hinder for en forlængelse af deres godkendelse, må det fastslås, at logikken i overgangsforanstaltningerne i Kommissionens beslutning af 17. februar 2003 fører til forskelsbehandling.

441. Hvis vi går ud fra, at koordinationscentrene med rette kunne tro på kontinuiteten i anvendelsen af skatteordningen, er det ubestrideligt, at forbuddet mod forlængelser, uanset varighed, skaber forskelsbehandling på grundlag af det tidspunkt, hvor deres godkendelse udløber, eftersom de centre, hvis godkendelse blev forlænget i 2001 eller 2002, kan være omfattet af virkningerne af den omtvistede ordning indtil den 31. december 2010, mens de centre, hvis godkendelse udløber før sidstnævnte dato, ikke kan nyde godt af ordningen ud over dette tidspunkt.

442. Jeg mener heller ikke, at denne forskelsbehandling kan begrundes med, at koordinationscentrene har opnået deres første godkendelse på forskellige tidspunkter. Jeg mener med andre ord ikke, at den omstændighed, at et koordinationscenter blev godkendt for første gang i 1985 og har opnået forlængelse af sin godkendelse i 1995, kan begrunde, at dets ret til at være omfattet af den omtvistede ordning ophører i 2005, mens et center, der blev godkendt for første gang i 1990, med forlængelse i 2000, kan nyde godt heraf indtil 2010.

443. Man kan lige så godt anlægge det synspunkt, at et koordinationscenter, som havde været omfattet af denne ordning i mere end 18 år på tidspunktet for vedtagelsen af Kommissionens beslutning, i lige så høj grad som et center, der har påbegyndt sin aktivitet for 13 år siden, fortjener at være omfattet af ordningens virkninger indtil den af Kommissionen fastsatte frist for den fuldstændige udfasning af ordningens virkninger, eftersom dette center i lang tid har organiseret sine aktiviteter og har udviklet sig på baggrund af skatteordningen, i lyset af dennes kontinuitet.

444. Den manglende begrundelse for den forskelsbehandling, der er skabt af den omtvistede ordning, bekræftes yderligere af, at valget af den dato, hvorefter ingen godkendelse kan forlænges, heller ikke midlertidigt, er datoen for meddelelsen af beslutningen om afslutning af den formelle undersøgelsesprocedure, som i vidt omfang er skønsmæssig. Det ville således være tilstrækkeligt, hvis Kommissionen havde vedtaget sin beslutning om afslutning af denne procedure ved udløbet af fristen på 18 måneder i artikel 7 i forordning nr. 659/1999 (130), til, at et koordinationscenter, hvis godkendelse udløb den 30. juni 2003, kunne få forlænget godkendelsen, og at det i overensstemmelse med artikel 2 i Kommissionens beslutning også kunne være omfattet af den omtvistede ordning indtil den 31. december 2010.

445. På baggrund af ovenstående er jeg af den opfattelse, at Kommissionen i sin beslutning af 17. februar 2003 har tilsidesat det almindelige lighedsprincip, for så vidt som den har fastsat, at de godkendelser, der var gældende på dette tidspunkt, kunne have virkning indtil den 31. december 2010, og at de godkendelser, der udløb inden denne dato, ikke kunne forlænges og ikke kunne have virkning indtil nævnte dato.

446. På baggrund af ovenstående foreslår jeg, at Domstolen annullerer Kommissionens beslutning, for så vidt som den forbyder Kongeriget Belgien, selv midlertidigt, at forlænge de godkendelser, der var gældende på tidspunktet for meddelelsen af nævnte beslutning, og som udløber inden den 31. december 2010.

447. Da dette forslag tager Kongeriget Belgiens påstand til følge og dermed Forum 187’s subsidiære påstand, er det ufornødent at foretage en undersøgelse af de øvrige anbringender, sagsøgerne har fremført.

4. Sagens omkostninger

448. I medfør af procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 3, kan Domstolen fordele sagens omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

449. Forum 187 har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne vedrørende sag T-276/02. Omkostningerne i sidstnævnte sag er imidlertid allerede pålagt Forum 187 af Retten i kendelsen af 2. juni 2003, hvor sammenslutningens søgsmål til prøvelse af beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure blev afvist. Forum 187’s påstand vedrørende omkostningerne kan derfor kun undersøges for så vidt angår omkostningerne i nærværende sag og i sagen om foreløbige forholdsregler, hvor afgørelsen om sagens omkostninger blev udsat i kendelsen af 26. juni 2003.

450. Hvis Domstolen følger mine forslag, foreslår jeg, for så vidt som Forum 187 ikke har fået medhold i flere af sine påstande i sag C-217/03, at fordele omkostningerne som følger: Forum 187 bærer halvdelen af sine omkostninger i sag C-217/03; Kommissionen bærer sine egne omkostninger i denne sag og betaler halvdelen af Forum 187’s omkostninger; endelig bærer Kommissionen omkostningerne i sag C-217/03.

451. Da der bør gives Kongeriget Belgien medhold, foreslår jeg, at Domstolen pålægger Kommissionen at bære sine egne omkostninger og betale denne medlemsstats omkostninger i sagerne C-182/03 og C-182/03 R.

VI – Forslag til afgørelse

452. På baggrund af ovenstående foreslår jeg, at Domstolen udtaler og bestemmer følgende:

– I sag C-399/03

»1) Rådets beslutning 2003/531/EF af 16. juli 2003 om den belgiske regerings ydelse af støtte til fordel for visse koordinationscentre, der er etableret i Belgien, annulleres.

2) Rådet for Den Europæiske Union betaler sagens omkostninger.«

– I de forenede sager C-217/03 og C-182/03

»1) Kommissionens beslutning K(2003) 564 af 17. februar 2003 om Kongeriget Belgiens støtteordning til fordel for koordinationscentre, som er hjemmehørende i Belgien, som ændret ved berigtigelsen af 23. april 2003, annulleres, for så vidt den forbyder Kongeriget Belgien, selv midlertidigt, at forlænge de godkendelser, der var gældende på tidspunktet for meddelelsen af denne beslutning, og som udløber inden den 31. december 2010.

2) I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber for de af Forum 187 ASBL nedlagte påstande.

3) Forum 187 ASBL bærer halvdelen af sine omkostninger i sag C-217/03. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af Forum 187 ASBL’s omkostninger i denne sag. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler omkostningerne i sag C-217/03 R.

4) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler omkostningerne i sagerne C-182/03 og C-182/03 R.«

1 – Originalsprog: fransk.

2 – Kommissionens beslutning K(2003) 564 endelig udg. om Kongeriget Belgiens støtteordning til fordel for koordinationscentre, som er hjemmehørende i Belgien, som berigtiget den 23.4.2003 (herefter »Kommissionens beslutning« eller »beslutningen af 17. februar 2003«).

3 – Beslutning 2003/531/EF om den belgiske regerings ydelse af støtte til visse koordinationscentre, der er etableret i Belgien (EFT L 184, s. 17, herefter »Rådets beslutning« eller »beslutningen af 16. juli 2003«).

4 – Herefter »Forum 187«.

5 – Rådets forordning af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel [88] (EFT L 83, s. 1).

6 – Artikel 4 i forordning nr. 659/1999 bestemmer, at Kommissionen, når en national foranstaltning er anmeldt fuldstændigt, inden for en frist på to måneder skal vedtage en beslutning om, at foranstaltningen ikke udgør støtte, eller at der er tale om støtte, der er forenelig med fællesmarkedet, eller at foranstaltningen giver anledning til tvivl om, hvorvidt den er forenelig med fællesmarkedet og kræver, at der indledes en formel undersøgelsesprocedure. I henhold til forordningens artikel 4, stk. 6, anses støtten for at være godkendt, hvis Kommissionen ikke har vedtaget en beslutning inden for fristen på to måneder.

7 – Artikel 15 i forordning nr. 659/1999 omhandler forældelsesfristen og bestemmer, at Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter ti år. Forordningens artikel 15, stk. 3, bestemmer, at enhver støtte, for hvilken forældelsesfristen er udløbet, anses for at være eksisterende støtte.

8 – Kongelig anordning nr. 187 om oprettelse af koordinationscentre (Moniteur belge af 13.1.1983).

9 – Kommissionens svarskrift i sag C-217/03, punkt 27 og 31.

10 – Artikel 1, stk. 2, i kongelig anordning nr. 187 nævner følgende aktiviteter: »reklame, levering og indsamling af oplysninger, forsikring og genforsikring, videnskabelig forskning, forbindelse med nationale og internationale myndigheder, centralisering af regnskaber, administration og informatik, centralisering af finansielle transaktioner og dækning af risici som følge af valutakurssvingninger samt alle aktiviteter, der er forberedende eller har hjælpekarakter for koncernens selskaber«.

11 – EFT 1991 C 63, s. 37. Den skriftlige forespørgsel indeholdt flere spørgsmål og lød således: »På grundlag af »vedtægt for koordineringscentre« (1982) tilbyder Belgien internationalt opererende virksomheder gunstige skattemæssige vilkår. 213 virksomheder nyder i øjeblikket godt af denne ordning; der er planer om yderligere 54 koordineringscentre [...]. 1. Er det rigtigt, at Irland, Luxembourg og Østrig har en tilsvarende ordning?

2. Har andre EF-medlemsstater end Irland og Luxembourg til hensigt at indføre en tilsvarende ordning?

3. Er disse ordninger, der udgør et vigtigt instrument i konkurrencen mellem medlemsstaterne, alle anmeldt til Kommissionen i overensstemmelse med artikel [88, stk. 3, EF]? Er de forenelige med artikel [10 EF] og [87 EF]? 4. Agter Kommissionen at gøre brug af sin beføjelse til i denne henseende at foreslå »sådanne foranstaltninger, som fællesmarkedets funktion eller gradvise udvikling kræver« [artikel 88, stk. 1, EF]?« Svar afgivet af medlemmet af Kommissionen med ansvar for konkurrence:

»Flere medlemsstater, Frankrig, Forbundsrepublikken Tyskland, Luxembourg, Nederlandene og Det Forenede Kongerige, har indført skattebestemmelser for multinationale koncerners hovedkontorer i Europa med henblik på at undgå dobbeltbeskatning. Beskatningen sker navnlig på grundlag af en skønsmæssig fastsættelse af det skattepligtige overskud. Kommissionen mener ikke, at disse skattebestemmelser falder ind under artikel [87 EF] og [88 EF].

Kommissionen finder heller ingen anledning til at rejse indsigelse i henhold til artikel [87 EF] over for de gældende bestemmelser for koordineringscentre i Belgien, efter at den belgiske regering har ændret sine første bestemmelser, som den havde meddelt Kommissionen.«

12 – Resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 1.12.1997, om en adfærdskodeks for erhvervsbeskatning (EFT 1998 C 2, s. 2).

13 – EFT C 384, s. 3.

14 – Bilag 17, s. 5, og bilag 18, s. 7 og 8, til Kongeriget Belgiens stævning.

15 – Punkt 33 i Kommissionens skrivelse, som findes i bilag 23 til Kongeriget Belgiens stævning.

16 – EFT C 147, s. 2.

17 – Punkt 76 og 77 i beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure.

18 – Punkt 10 i bilag 29 til Kongeriget Belgiens stævning.

19 – Min fremhævelse for at tydeliggøre berigtigelsen.

20 – Beslutning 2005/378/EF om den støtteordning, Belgien påtænker at indføre til fordel for koordinationscentre (EFT 2005 L 125, s. 10).

21 – Sag C-110/02, Sml. I, s. 6333.

22 – Præmis 47.

23 – Rådets beslutning 2002/114/EF af 21.1.2002 om tilladelse til, at Portugals regering yder støtte til de portugisiske svineavlere, der er omfattet af den støtte, der blev ydet i 1994 og 1998 (EFT L 43, s. 18).

24 – 13. betragtning til beslutning 2002/114.

25 – Dommen i sagen Kommissionen mod Rådet, præmis 33.

26 – Dommen i sagen Kommissionen mod Rådet, præmis 44 og 45.

27 – Præmis 33.

28 – Denne opfattelse styrkes ligeledes af den af Belgiens faste repræsentant ved Den Europæiske Union fremførte begrundelse til støtte for begæringen om godkendelse af de pågældende foranstaltninger i skrivelserne til Rådet af 28.3.2003 og 20.5.2003. Han anfører således, at hans regering fandt, at Kommissionens beslutning ved ikke at tillade en forlængelse af godkendelsen af de pågældende centre tilsidesatte deres berettigede forventning, og at han agtede at fastholde anvendelsen af skatteordningen for koordinationscentrene indtil den 31.12.2005.

29 – Præmis 35.

30 – Kongeriget Belgiens stævning, punkt 18.

31 – Punkt 45 og 46.

32 – EFT 2000 L 308, s. 26.

33 – Jf. i denne retning dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, præmis 68.

34 – Punkt 36 i Forum 187’s replik.

35 – Sagen Forum 187 mod Kommissionen, der gav anledning til Rettens kendelse af 2.6.2003, Sml. II, s. 2075.

36 – Rettens dom af 11.2.1999, sag T-86/96, Sml. II, s. 179, herefter »ADL-dommen«.

37 – Rettens dom af 12.12.1996, sag T-380/94, Sml. II, s. 2169.

38 – Dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Sml. s. 219.

39 – Dom af 15.7.1963, sag 25/62, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. S. 199, på s. 223.

40 – Rettens dom af 29.9.2000, sag T-55/99, Sml. II, s. 3207.

41 – Dom af 19.10.2000, forenede sager C-15/98 og C-105/99, Sml. I, s. 8855.

42 – Dom af 29.4.2004, sag C-298/00 P, Sml. I, s. 4087.

43 – Ifølge skemaet i bilag A 4 til stævningen svarede de otte sagsakter om forlængelse, som verserede på tidspunktet for vedtagelsen af nævnte beslutning, til to sager, hvis nye godkendelsesperiode kunne være begyndt i juli 2003 og i oktober 2003, fem sager, hvis godkendelsesperiode kunne være indledt den 1.1.2004, og en sag, for hvilken nævnte periode kunne være påbegyndt den 1.1.2005.

44 – Dom af 7.12.1993, sag C-6/92, Federmineraria m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 6357, præmis 17.

45 – Dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 29 og 30, samt dommen i sagen AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, præmis 50.

46 – Se bl.a. dom af 23.4.1986, sag 294/83, Parti écologiste »Les Verts« mod Parlamentet, Sml. s. 1339, præmis 19, dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, præmis 23, og dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 35.

47 – Dom af 14.12.1962, forenede sager 16/62 og 17/62, Confédération nationale des producteurs de fruits et légumes m.fl. mod Rådet, Sml. 1954-1964, s. 359, org.ref.: Rec. s. 901, kendelse af 18.12.1997, sag C-409/96 P, Sveriges Betodlares og Henrikson mod Kommissionen, Sml. I, s. 7531, præmis 45, ADL-dommen, præmis 55, og Rettens kendelse af 29.4.1999, sag T-78/98, Unione provinciale degli agricoltori di Firenze m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1377, præmis 36.

48 – Rettens dom af 6.7.1995, forenede sager T-447/93, T-448/93 og T-449/93, AITEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1971, præmis 60, og ADL-dommen, præmis 65.

49 – Dom af 13.12.2005, sag C-78/03 P, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.

50 – Præmis 56. Jf. ligeledes dom af 23.5.2000, sag C-106/98 P, Comité d’entreprise de la Société française de production m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3659, præmis 42 og 45.

51 – Jf. i denne retning ADL-dommen, præmis 62.

52 – Dom af 18.5.1994, sag C-309/89, Sml. I, s. 1853, præmis 19.

53 – Jf. bl.a. dom af 5.5.1998, sag C-386/96 P, Dreyfus mod Kommissionen, Sml. I, s. 2309, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis.

54 – Jf. bl.a. dom af 1.4.2004, sag C-263/02 P, Kommissionen mod Jégo-Quéré, Sml. I, s. 3425, præmis 45.

55 – Dommen i sagen Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, præmis 15, dommen i sagen Federmineraria m.fl. mod Kommissionen, præmis 14, samt dommen i sagen Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen, præmis 33.

56 – Dom af 1.7.1965, forenede sager 106/63 og 197/64, Toepfer og Getreide-Import mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 67, org.ref.: Rec. s. 411, af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 31, af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477, præmis 11, og af 11.2.1999, sag C-390/95 P, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 769, præmis 25-30. Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s, 2305, præmis 67, og af 17.1.2002, sag T-47/00, Rica Foods mod Kommissionen, Sml. II, s. 113, præmis 41.

57 – Domstolen antog et søgsmål anlagt af to kornimportører i Tyskland til prøvelse af Kommissionens beslutning, som med tilbagevirkende kraft tillod denne medlemsstat at træffe beskyttelsesforanstaltninger, hvorefter deres anmodninger om importlicens var blevet afvist, til realitetsbehandling.

58 – Dom af 23.11.1971, sag 62/70, Sml. 1971, s 239, org.ref.: Rec. s. 897. I denne dom antog Domstolen et søgsmål anlagt af en levnedsmiddelimportør til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen, som tillod Forbundsrepublikken Tyskland at udelukke fra fællesskabsbehandling visse produkter med oprindelse i Kina, som var overgået til fri omsætning i Benelux-landene, til realitetsbehandling, for så vidt som beslutningen også drejede sig om import af produkter, hvor ansøgningen om importtilladelse verserede for de tyske myndigheder ved beslutningens ikrafttrædelse. Sagsøgeren havde således den 4.9.1970 anmodet den kompetente tyske myndighed om en importlicens for et parti kinesiske champignoner, der var overgået til fri omsætning i Nederlandene. Den 11.9.1970 havde denne myndighed meddelt, at den ville afslå denne anmodning, når Kommissionen havde givet tilladelse hertil. Ved beslutning af 15.9.1970 tillod Kommissionen Forbundsrepublikken Tyskland at udelukke fra fællesskabsbehandling ikke alene fremtidige ansøgninger om importtilladelse for sorte champignoner fra Kina, men også de verserende ansøgninger om importtilladelse.

59 – Domme af 27.11.1984, sag 232/81, Sml. s. 3881, og sag 264/81, Sml. s. 3915. De drejede sig om søgsmål anlagt af licensbydende virksomheder til prøvelse af en kommissionsforordning, som ophævede en tidligere forordning, i medfør af hvilken det italienske interventionsorgan havde udbudt et kvantum olivenolie til salg. Domstolen fastslog, at forholdet mellem sagens parter var afgjort og »et hvilket som helst indgreb fra fællesskabsinstitutionernes side, der forhindrede [det italienske interventionsorgan] i at opfylde sine forpligtelser over for de bydende som udpeget ved lodtrækningen, nødvendigvis udgjorde en akt, der berørte dem umiddelbart og individuelt« (præmis 11 i de to domme).

60 – Dom af 18.11.1975, sag 100/74, Sml. s. 1393.

61 – Det drejede sig om et selskab, som den 19.7.1974 havde fået en eksportlicens for 10 000 tons byg, der var gyldig indtil den 16.10.1974. I henhold til en forordning fra Rådet skulle de vejledende priser og interventionspriserne for bl.a. korn forhøjes med 5% fra den 7.10.1974. Kommissionen havde imidlertid ved en forordning af 4.10.1974 fastsat, at denne foranstaltning ikke fandt anvendelse på eksportlicenser udstedt inden den 7.10.1974, hvorved sagsøgeren blev frataget fordelen ved den af Rådet fastsatte forhøjelse for de 3 978 tons byg, som selskabet skulle udføre i perioden fra den 7. til den 16.10. Domstolen antog sagsøgerens søgsmål til prøvelse af Kommissionens forordning til realitetsbehandling. Den fastslog, at denne forordning ved for en kategori erhvervsdrivende og for en bestemt eksport at afvise fordelen ved forhøjelsen af restitutionsbeløbet ramte et bestemt og kendt antal korneksportører, og at denne foranstaltning, selv om den indgik i en retsakt af normativ karakter, påvirkede disse eksportører på grund af de faktiske omstændigheder, som karakteriserede dem i forhold til en hvilken som helst anden person.

62 – Dommen i sagen Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen, præmis 34, og i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 39.

63 – Rettens dom af 28.9.2004, sag T-310/00, MCI mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis.

64 – A.st., præmis 45 og den deri nævnte retspraksis.

65 – Søgsmålet anlagt af Kongeriget Belgien som privilegeret sagsøger kan antages til realitetsbehandling, og ifølge retspraksis har en medlemsstat en retlig interesse i at anfægte en retsakt fra en institution med den begrundelse, at retsakten strider mod visse erhvervsdrivendes interesser (dom af 19.11.1998, sag C-284/94, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 7309, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

66 – I dommen i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen blev eksportører af bomuld anset for individuelt berørte af beslutningen fra Kommissionen om bemyndigelse af Den Franske Republik til at træffe beskyttelsesforanstaltninger mod import af bomuld fra Grækenland, idet disse sagsøgere havde indgået kontrakter, hvis opfyldelse blev hindret af beslutningen, og Kommissionen i henhold til artikel 130 i akten vedrørende Den Hellenske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af traktaterne (EFT 1979 L 291, s. 17), i henhold til hvilken beslutningen var truffet, skulle tilvejebringe oplysninger vedrørende de skadelige virkninger, som dens beslutning muligvis kunne have for de berørte virksomheder. I dommen i sagen Sofrimport mod Kommissionen blev selskabet Sofrimport anset for individuelt berørt af to kommissionsforordninger om suspension af udstedelse af licenser for import til Det Europæiske Fællesskab af æbler fra Chile med den begrundelse, at det var importør af varer, der var undervejs til Fællesskabet, og at den bestemmelse, i henhold til hvilken de omtvistede forordninger var vedtaget, pålagde Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltninger til suspension af importlicenser at tage hensyn til den særlige situation for disse varer.

67 – Præmis 12.

68 – Præmis 28.

69 – Jf. i denne retning dommen i sagen Parti écologiste »Les Verts« mod Europa-Parlamentet, hvor Domstolen fastslog, at det af dette politiske parti anlagte søgsmål til prøvelse af retsakter fra Europa-Parlamentets præsidium om fordeling af bevillingerne kunne antages til realitetsbehandling, fordi en afvisning af dette søgsmål ville føre til, at der ville opstå forskel i domstolsbeskyttelsen mellem de konkurrerende grupperinger (præmis 36).

70 – Domstolens dom af 3.3.1982, sag 14/81, Alpha Steel mod Kommissionen, Sml. s. 749, præmis 10, af 26.2.1987, sag 15/85, Consorzio Cooperative d’Abruzzo mod Kommissionen, Sml. s. 1005, præmis 12, af 20.6.1991, sag C-248/89, Cargill mod Kommissionen, Sml. I, s. 2987, præmis 20, og af 17.4.1997, sag C-90/95 P, De Compte mod Parlamentet, Sml. I, s. 999, præmis 35, samt Rettens dom af 20.11.2002, sag T-251/00, Lagardère og Canal+ mod Kommissionen, Sml. II, s. 4825, præmis 140.

71 – Dom af 15.12.1987, sag 325/85, Irland mod Kommissionen, Sml. s. 5041, præmis 18.

72 – Dom af 15.2.1996, sag C-63/93, Duff m.fl., Sml. I, s. 569, præmis 20.

73 – A.st.

74 – Dom af 22.3.1961, forenede sager 42/59 og 49/59, Snupat mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 247, org.ref.: Rec. s. 99, på s. 160.

75 – Dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis.

76 – Dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Sml. I, s. 6677, præmis 40.

77 – Dom af 16.5.2000, sag C-83/98 P, Frankrig mod Ladbroke Racing og Kommissionen, Sml. I, s. 3271, præmis 25. Jf. ligeledes Rettens dom af 16.9.2004, sag T-274/01, Valmont mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 37.

78 – Dommen i sagen Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen, præmis 51, og dom af 29.4.2004, sag C-278/00, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 3997, præmis 24.

79 – Dom af 16.5.2002, sag C-482/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4397, præmis 68, af 24.7.2003, sag C-280/00, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, Sml. I, s. 7747, præmis 74, og af 20.11.2003, sag C-126/01, GEMO, Sml. I, s. 13769, præmis 21.

80 – Dommen i sagen Frankrig mod Ladbroke Racing og Kommissionen, præmis 25, og i sagen Valmont mod Kommissionen, præmis 37.

81 – Jf. bl.a. dom af 12.12.2002, sag C-5/01, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 11991, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis, og GEMO-dommen, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis.

82 – Dom af 15.3.1994, sag C-387/92, Banco Exterior de España, Sml. I, s. 877, præmis 14, og af 19.5.1999, sag C-6/97, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2981, præmis 16.

83 – Det drejer sig især om lønninger og sociale fordele for direktionen og personalet, arbejdsgiverbidrag til sociale sikringsordninger, arbejdsgiverbidrag til frivillige forsikringer samt alders- og efterladtepensioner (cirkulære nr. Ci.RH.421/439.244 dd. af 29.11.1993, kapitel III, F, punkt 42).

84 – Begrebet »finansielle omkostninger« er defineret i samme punkt 42 i ovennævnte cirkulære som renter, provisioner og omkostninger i forbindelse med gældsposter; bogførte værdinedskrivninger for andre end erhvervsmæssige fordringer, investering af likvide midler og likvide aktiver; tab på realisering af andre aktiver end erhvervsmæssige fordringer, investering af likvide midler og likvide aktiver; det pågældende centers rabat for kontant betaling ved salg af fordringer; forskelle i vekselkurser og alle andre omkostninger, der i henhold til loven om revision skal bogføres som finansielle omkostninger.

85 – Jf. Transfer Pricing Guidelines for Multinational Enterprises and Tax Administrations, OECD, Paris, 2001, s. II-12 og VII-1.

86 – Se i denne forbindelse eksemplet på beregning i punkt 50 i cirkulære nr. Ci.RH.421/439.244 dd. af 29.11.1993.

87 – Rådets direktiv af 17.7.1969 om kapitaltilførselsafgifter (EFT 1969 II, s. 405), som ændret ved Rådets direktiv 85/303/EØF af 10.6.1985 (EFT L 156, s. 23, herefter »direktiv 69/335«).

88 – Artikel 7, stk. 1, i direktiv 69/335 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne indrømmer fritagelse for kapitaltilførselsafgift for andre end de i artikel 9 omhandlede dispositioner, som den 1. juli var fritaget for afgift eller pålagt en afgift på 0,50% eller derunder.

Fritagelsen er undergivet de betingelser, der på nævnte dato gjaldt for fritagelsen eller i givet fald for pålæggelsen af en afgift på 0,50% eller derunder.

[...]«

89 – Rådets direktiv af 23.7.1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (EFT L 225, s. 6).

90 – Rettens dom af 27.1.1998, sag T-67/94, Ladbroke Racing mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, præmis 52.

91 – Dom af 1.12.1998, sag C-200/97, Ecotrade, Sml. I, s. 7907, præmis 40, domme af 17.6.1999, sag C-75/97, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3671, præmis 26, og sag C-295/97, Piaggio, Sml. I, s. 3735, præmis 39, dom af 13.2.2003, sag C-409/00, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1487, præmis 47, og af 3.3.2005, sag C-172/03, Heiser, Sml. I, s. 1627, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis.

92 – Dommen i sagen Spanien mod Kommissionen, præmis 47, og Heiser-dommen, præmis 40.

93 – Dom af 17.3.1993, forenede sager C-72/91 og C-73/91, Sml. I, s. 887.

94 – Denne aktivitet svarer, sådan som den er beskrevet af sagens parter, til et koordinationscenters daglige centralisering af overskydende likvide midler fra visse selskaber i den koncern, det tilhører, og til udlån af disse overskydende midler til andre selskaber i samme koncern.

95 – Dom af 29.4.2004, sag C-308/01, GIL Insurance m.fl., Sml. I, s. 4777, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis. Se for en nyere anvendelse dom af 14.4.2005, forenede sager C-128703 og C-129/03, AEM og AEM Torino, Sml. I, s. 2861, præmis 39.

96 – Dom af 29.4.2004, sag C-159/01, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 4461, præmis 43.

97 – Se bl.a. dommen i sagen Frankrig mod Kommissionen, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis, og GEMO-dommen, præmis 24.

98 – J.-P. Keppenne, Guide des aides d’État en droit communautaire – Réglementation, jurisprudence et pratique de la Commission, Bruylant, Bruxelles, 1999, s. 112, punkt 141.

99 – Jf. i denne retning Banco Exterior de España-dommen, præmis 13 og 14, dommen af 19.5.1999 i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 16, og dom af 19.9.2000, sag C-156/98, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6857, præmis 25 og 26.

100 – Dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. s. 2671, præmis 11, og af 11.11.1987, sag 259/85, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 4393, præmis 24.

101 – Dommen i sagen Philip Morris mod Kommissionen, præmis 11, og i sagen Tyskland mod Kommissionen, præmis 33.

102 – Rettens dom af 17.2.2000, sag T-241/97, Sml. II, s. 309.

103 – Jf. bl.a. dom af 9.7.1969, sag 1/69, Italien mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 69, org.ref.: Rec. s. 277, præmis 9, og af 7.3.2002, sag C-310/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2289, præmis 48.

104 – Dom af 14.5.1975, sag 74/74, CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 533, præmis 44, og dommen i sagen Sofrimport mod Kommissionen, præmis 26.

105 – Dom af 14.10.1999, sag C-104/97 P, Atlanta mod Fællesskabet, Sml. I, s. 6983, præmis 52, og af 7.6.2005, sag C-17/03, VEMW m.fl., Sml. I, s. 4983, præmis 73.

106 – Dom af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061, præmis 15, og af 4.10.2001, sag C-403/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 6883, præmis 35.

107 – Jf. i denne retning dommen i sagen Duff m.fl., præmis 20, og dom af 18.5.2000, sag C-107/97, Rombi og Arkopharma, Sml. I, s. 3367, præmis 66.

108 – Dom af 19.5.1983, sag 289/81, Mavridis mod Parlamentet, Sml. s. 1731, præmis 21, af 10.1.1992, sag C-177/90, Kühn, Sml. I, s. 35, præmis 14, dommen i sagen Rombi og Arkopharma, præmis 67, samt dom af 15.7.2004, sag C-459/02, Gerekens og Procola, Sml. I, s. 7315, præmis 29.

109 – Dom af 25.5.2000, sag C-82/98 P, Kögler mod Domstolen, Sml. I, s. 3855, præmis 33, kendelse af 13.12.2000, sag C-44/00 P, Sodima mod Kommissionen, Sml. I, s. 11231, præmis 50, 51 og 52, og dom af 6.3.2001, sag C-274/99 P, Connolly mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 113.

110 – Dom af 11.3.1987, sag 265/85, Van den Bergh en Jurgens og Van Dijk Food Products mod Kommissionen, Sml. s. 1155, præmis 44, af 15.4.1997, sag C-22/94, Irish Farmers Association m.fl., Sml. I, s. 1809, præmis 25, af 15.7.2004, forenede sager C-37/02 og C-38/02, Sml. I, s. 6911, præmis 70, og dommen i sagen VEMW m.fl., præmis 74.

111 – Se som eksempler på en sådan interesseafvejning dommen i sagen De Compte mod Parlamentet, præmis 39, og dom af 17.7.1997, sag C-183/95, Affish, Sml. I, s. 4315, præmis 57.

112 – Denne berettigede forventning er, som vi har set, udtrykkeligt erkendt af Kommissionen i 122. betragtning til beslutningen.

113 – Bilag 36 til Kongeriget Belgiens stævning, s. 9.

114 – Jf. ligeledes i denne retning dom af 11.7.1985, forenede sager 87/77, 130/77, 22/83, 9/84 og 10/84, Salerno m.fl. mod Kommissionen og Rådet, Sml. s. 2523, præmis 59.

115 – Dom af 20.3.1997, sag C-24/95, Alcan Deutschland, Sml. I, s. 1591, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis.

116 – Bilag 17 til Kongeriget Belgiens stævning.

117 – Bilag 39 til Kongeriget Belgiens stævning.

118 – 105. betragtning. Den omstændighed, at denne betragtning til beslutningen af 17.2.2003 indgår i analysen af ordningens selektive karakter og ikke i vurderingen af den berettigede forventning, ændrer, som Kommissionen har understreget i punkt 172 i svarskriftet, intet ved betydningen af dette udsagn og dets relevans for vurderingen af den berettigede forventning.

119 – 119. betragtning.

120 – Punkt 98.

121 – Dom af 15.2.2001, sag C-99/98, Østrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 1101, præmis 73 og 85.

122 – A.st., præmis 73.

123 – Dom af 5.10.1994, sag C-47/91, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4635, præmis 21, og af 10.5.2005, sag C-400/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3657, præmis 57. Domstolen fastslog, at »[i] modsat fald ville Kommissionen, i forbindelse med sin undersøgelse af hver enkelt individuel støtte, efterfølgende kunne ændre sin beslutning om at godkende støtteordningen, hvilket i sig selv forudsætter en undersøgelse i forhold til traktatens [artikel 87]. Dette ville bringe overholdelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet i fare, såvel for medlemsstaterne som for de erhvervsdrivende, eftersom Kommissionen til enhver tid ville kunne anfægte individuelle støtteforanstaltninger, som fuldt ud er i overensstemmelse med beslutningen om at godkende støtteordningen«.

124 – Se bl.a. dommen i sagen Atlanta mod Det Europæiske Fællesskab, præmis 52.

125 – Jf. punkt 2 i Kommissionens meddelelse.

126 – Præmis 119.

127 – Jf. pressemeddelelserne af 11.7.2001 og 27.2.2002 i henholdsvis bilag B3 og B5 til Kommissionens svarskrift i sag C-182/03.

128 – Punkt 199.

129 – Dom af 27.3.1980, forenede sager 66/79, 127/79 og 128/79, Salumi m.fl., Sml. s. 1237, præmis 14, og af 6.3.2003, sag C-14/01, Niemann, Sml. I, s. 2279, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis.

130 – Artikel 7, stk. 6, i forordning nr. 659/1999 bestemmer, at Kommissionen »bestræber sig så vidt muligt på at vedtage en beslutning inden for en periode på 18 måneder fra indledningen af proceduren. Fristen kan forlænges efter aftale mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat«.

Ruling
Topics
References in this case
Info

Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

Share

Highlight in text

EU tax law WEB Belgien mod Kommissionen - C-182/03