Sag C-349/03
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland
»Traktatbrud – direktiv 77/799/EØF – gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder – merværdiafgift og punktafgift – ufuldstændig gennemførelse – Gibraltar«
Forslag til afgørelse fra generaladvokat A. Tizzano fremsat den 10. marts 2005
Domstolens dom (Store Afdeling) af 21. juli 2005
Sammendrag af dom
Tilnærmelse af lovgivningerne — gensidig bistand mellem medlemsstaternes myndigheder inden for området direkte og indirekte skatter — direktiv 77/799 — området for merværdiafgift og punktafgifter — anvendelighed på Gibraltars territorium — traktatbrud
(Tiltrædelsesakten fra 1972, art. 28 og 29; Rådets direktiv 77/799)
I henhold til artikel 28 i akten vedrørende vilkårene for Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse finder retsakter fra fællesskabsinstitutionerne, der vedrører harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger for så vidt angår omsætningsafgifter, ikke anvendelse for Gibraltar, medmindre Rådet enstemmigt på forslag af Kommissionen træffer anden beslutning. Bestemmelser, som blot foreskriver et samarbejde mellem medlemsstaterne, og som overlader det til hver medlemsstat at anvende sine egne metoder til undersøgelse og videregivelse af oplysninger, kan ikke anses for at udgøre sådanne retsakter.
Dette er tilfældet med direktiv 77/799 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte og indirekte skatter, som ændret ved direktiv 79/1070 og direktiv 92/12 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed, således at dette direktiv, for så vidt det angår merværdiafgift, ikke udgør »retsakter, der vedrører harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger for så vidt angår omsætningsafgifter« i henhold til tiltrædelsesaktens artikel 28, hvorfor det dermed finder anvendelse på Gibraltar.
Det ændrede direktiv 77/799 finder, for så vidt det angår punktafgifter, ligeledes anvendelse på Gibraltar. Den omstændighed, at bestemmelserne om harmonisering af disse afgifter som sådan muligvis ikke finder anvendelse på Gibraltar i henhold til tiltrædelsesaktens artikel 29, sammenholdt med dens bilag I, del I, punkt 4, hvorefter Gibraltar ikke er omfattet af Fællesskabets toldområde, bevirker nemlig ikke under nogen omstændigheder, at Gibraltar kan unddrage sig forpligtelsen til gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder i henhold til det ændrede direktiv 77/799 på området for punktafgifter.
Det følger heraf, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten, idet det ikke har gennemført det ændrede direktiv 77/799 i Gibraltar for så vidt angår området for merværdiafgift og punktafgifter.
(jf. præmis 42, 44-46, 50, 51, 53, 54 og 56 samt domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
21. juli 2005 (*)
»Traktatbrud – direktiv 77/799/EØF – gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder – merværdiafgift og punktafgift – ufuldstændig gennemførelse – Gibraltar«
I sag C-349/03,
angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF,
anlagt den 7. august 2003,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved R. Lyal, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
støttet af:
Kongeriget Spanien ved N. Díaz Abad, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
intervenient,
mod
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved K. Manji og R. Caudwell, som befuldmægtigede, bistået af D. Wyatt, QC, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling)
sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, A. Rosas, R. Silva de Lapuerta og A. Borg Barthet samt dommerne R. Schintgen, N. Colneric (refererende dommer), S. von Bahr, J.N. Cunha Rodrigues, G. Arestis, M. Ilešič, J. Malenovský og J. Klučka,
generaladvokat: A. Tizzano
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 10. marts 2005,
afsagt følgende
Dom
1 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har med sin stævning nedlagt påstand om, at det fastslås, at Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten, idet det, for Gibraltars vedkommende, ikke har gennemført Rådets direktiv 77/799/EØF af 19. december 1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte og indirekte skatter (EFT L 336, s. 15), som ændret ved Rådets direktiv 79/1070/EØF af 6. december 1979 (EFT L 331, s. 8) og Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76, s. 1, herefter »det ændrede direktiv 77/799«).
2 Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 4. december 2003 har Kongeriget Spanien fået tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.
3 Det Forenede Kongerige har påstået sig frifundet for Kommissionens påstande samt påstanden om, at det tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retsforskrifter
Den delvise fritagelse af Gibraltars territorium fra fællesskabsrettens anvendelsesområde
4 Artikel 28 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene og tilpasningerne af traktaterne i forbindelse med Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritanniens og Nordirlands tiltrædelse (EFT Særudgave, 27.3.1972, s. 14, herefter »tiltrædelsesakten«) bestemmer:
»Fællesskabsinstitutionernes retsakter, der tager sigte på produkterne i EØF-traktatens bilag II og de produkter, som ved import i Fællesskabet er undergivet særlige bestemmelser som følge af iværksættelsen af den fælles landbrugspolitik, såvel som de retsakter, der vedrører harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger for så vidt angår omsætningsafgifter, finder ikke anvendelse for Gibraltar, medmindre Rådet enstemmigt på forslag af Kommissionen træffer anden beslutning.«
5 I henhold til tiltrædelsesaktens artikel 29, sammenholdt med dennes bilag I, del I, punkt 4, er Gibraltar ikke omfattet af Fællesskabets toldområde.
Direktiv 77/799 og ændringerne heraf
6 Direktiv 77/799 vedrørte i sin oprindelige version gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter. Det blev vedtaget med hjemmel i EØF-traktatens artikel 100 (efter ændring EF-traktatens artikel 100, nu artikel 94 EF).
7 Direktiv 79/1070 udvidede anvendelsesområdet for direktiv 77/799 til også at omfatte merværdiafgift (herefter »moms«). Det blev vedtaget med hjemmel i artikel 99 i EØF-traktaten (ændret ved den europæiske fælles akt, og efter ændring EF-traktatens artikel 99, nu artikel 93 EF) og i medfør af artikel 100 i EØF-traktaten.
8 Ifølge første betragtning til direktiv 79/1070 »[fører] [s]kattesvig og skatteunddragelse til budgetmæssige tab såvel som til krænkelse af princippet om skattemæssig retfærdighed og er i modstrid med sund konkurrence; herved påvirkes det fælles markeds funktion«.
9 Anden betragtning til direktivet indeholder følgende bestemmelse:
»Med henblik på en mere effektiv bekæmpelse heraf bør samarbejdet mellem skattemyndighederne inden for Fællesskabet styrkes efter fælles principper og fælles regler.«
10 Tredje betragtning til direktivet bestemmer følgende:
»[…] denne gensidige bistand [mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder] bør udvides til området indirekte skatter, ikke blot for at sikre en korrekt ansættelse og opkrævning af disse, men også for at gøre foranstaltningen vedrørende de direkte skatter mere effektiv«.
11 Fjerde betragtning til direktiv 79/1070 har følgende ordlyd:
»Udvidelsen af den gensidige bistand er særlig påkrævet med henblik på merværdiafgiften, dels som følge af dens karakter af almindelig forbrugsafgift, dels på grund af dens rolle i ordningen med Fællesskabets egne indtægter.«
12 I henhold til artikel 2 i direktiv 79/1070 sætter medlemsstaterne de nødvendige administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i kraft, for senest den 1. januar 1981 at efterkomme dette direktiv.
13 Direktiv 92/12 har efterfølgende udvidet anvendelsesområdet for direktiv 77/799 til også at omfatte punktafgifter på mineralolier, alkohol og alkoholholdige drikkevarer samt forarbejdede tobaksvarer. Direktiv 92/12 er vedtaget med hjemmel i EØF-traktatens artikel 99 som affattet ved den europæiske fælles akt.
14 Første betragtning til direktiv 92/12 lyder således:
»Det indre markeds etablering og funktion indebærer fri bevægelighed for varer, herunder punktafgiftspligtige varer.«
15 I fjerde betragtning til direktivet anføres det, at for at sikre det indre markeds etablering og funktion bør reglerne om afgiftens forfald være identiske i alle medlemsstater.
16 Artikel 1, stk. 1, i det ændrede direktiv 77/799 har følgende ordlyd:
»Medlemsstaternes kompetente myndigheder udveksler i overensstemmelse med dette direktiv alle oplysninger, der gør det muligt for dem at foretage en korrekt ansættelse af indkomst- og formueskat, samt alle oplysninger vedrørende fastsættelse af følgende indirekte skatter:
– merværdiafgift
– punktafgifter på mineralolier
– punktafgifter på alkohol og alkoholholdige drikkevarer
– punktafgifter på forarbejdede tobaksvarer.«
17 Artikel 8, stk. 1, i det ændrede direktiv 77/799 bestemmer:
»Dette direktiv forpligter ikke til at foranstalte undersøgelser eller videregive oplysninger, såfremt den stat, der skal afgive oplysningerne, i henhold til egen lovgivning eller administrativ praksis er forhindret i at udføre disse undersøgelser eller i at fremskaffe eller anvende disse oplysninger til egne formål.«
18 I henhold til artikel 31, stk. 1, i direktiv 92/12 sætter medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv den 1. januar 1993.
Den administrative procedure
19 Da Kommissionen ikke havde modtaget oplysninger om de foranstaltninger, Det Forenede Kongerige havde truffet for at sikre gennemførelsen af det ændrede direktiv 77/799 i national ret for så vidt angår Gibraltar, besluttede den at indlede den traktratbrudsprocedure, der er fastsat i artikel 226 EF, idet den opfordrede Det Forenede Kongerige til at fremsætte sine bemærkninger. De britiske myndigheder oplyste derfor Kommissionen om de foranstaltninger, de havde truffet for så vidt angår direkte skatter, idet de henviste til bekendtgørelse nr. 26 af 1997 om ændring af bekendtgørelse om indkomstskat [Income Tax (Amendment) (N° 2) Ordinance 1997], der trådte i kraft den 1. oktober 1997. Det Forenede Kongerige mener imidlertid ikke, at Gibraltar er omfattet af det fælles momssystem eller de harmoniserede bestemmelser om punktafgifter, da bestemmelserne i det ovennævnte direktiv vedrørende moms og punktafgifter ikke finder anvendelse på Gibraltar. Efter en supplerende åbningsskrivelse fremsatte Kommissionen den 27. juni 2002 en begrundet udtalelse over for nævnte medlemsstat, hvori den opfordrede denne til at efterkomme udtalelsen inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af udtalelsen. Da Kommissionen fandt, at de bemærkninger, som var fremsat af Det Forenede Kongeriges regering efter udtalelsen, gav grundlag for at antage, at det i den begrundede udtalelse beskrevne traktatbrud fortsat bestod, har den besluttet at anlægge denne sag.
Om søgsmålet
Parternes argumenter
20 Kommissionen erkender, at Gibraltar i henhold til tiltrædelsesaktens artikel 28 ikke er omfattet af anvendelsesområdet for harmoniseringsbestemmelserne vedrørende omsætningsafgift, og med henblik på den foreliggende sag er Kommissionen villig til at antage, at fællesskabsbestemmelserne om harmonisering af punktafgifter heller ikke finder anvendelse på Gibraltar.
21 Kommissionen gør derimod gældende, at det ændrede direktiv 77/799 for så vidt angår gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for moms- og punktafgiftsområdet hører til de fællesskabsbestemmelser, som finder anvendelse på Gibraltar.
22 Direktivet indfører en ordning til udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes skattemyndigheder med henblik på at sætte dem i stand til bedre at kunne sikre overholdelsen af national lovgivning. Ordningens formål består udelukkende i at lette udvekslingen af de oplysninger, der er nødvendige til ansættelse og opkrævning af skat i henhold til hver medlemsstats skattesystem, at bekæmpe skattesvig, at undgå fordrejning af kapitalbevægelserne og at sikre en sund konkurrence. De ændringer af direktiv 77/799, der er indført ved direktiv 79/1070 og 92/12, er uden betydning for medlemsstaternes skatte- og afgiftsbestemmelser som sådan. Der er ikke tale om en foranstaltning til harmonisering af lovgivningen på området for moms eller punktafgifter.
23 De af skattemyndighederne i Gibraltar afgivne oplysninger kan være nyttige og endda uundværlige for en korrekt moms- og punktafgiftsansættelse i andre regioner i Det Europæiske Fællesskab, uanset om disse afgiftstyper ikke anvendes i Gibraltar.
24 Det kunne i det mindste hævdes, at artikel 10 EF udvider rammerne for den gensidige oplysningsordning til også at omfatte Gibraltar.
25 Da direktiv 92/12 næsten udelukkende vedrører harmoniseringen af medlemsstaternes materielle lovgivning om punktafgifter, er direktivet nødvendigvis vedtaget med hjemmel i EØF-traktatens artikel 99. Den blotte omstændighed, at en bestemmelse findes i en retsakt, der i det væsentligste medfører en materiel harmonisering, bevirker ikke, at den dermed opnår karakter af en harmoniseringsbestemmelse. Hvad angår direktiv 79/1070 burde det havde været vedtaget med hjemmel i EØF-traktatens artikel 100. Det juridiske grundlag, der er påberåbt til støtte for en udvidelse af anvendelsesområdet for direktiv 79/799 til også at omfatte henholdsvis moms og punktafgifter, kan ikke på nogen måde være afgørende for fastsættelsen af den gensidige bistand som omhandlet i tiltrædelsesaktens artikel 28.
26 Den spanske regering bemærker, at mens det var ønsket og accepteret af Fællesskabet, at visse områder af forskellige grunde ikke skulle være omfattet af harmoniseringen af de indirekte skatter, var det ikke dets hensigt, at disse områder skulle være et fristed for svig til skade for de andre medlemsstater som følge af, at en medlemsstat nægter at videregive oplysninger til en anden medlemsstat, som netop vedrører et af disse områder. En sådan situation vil højst sandsynligt udgøre en hindring for en materiel harmonisering i de andre områder, som selv er omfattet af harmoniseringen.
27 Gibraltars reelle økonomiske stilling, herunder dets påvirkning af visse sider af det indre markeds funktion, er forandret. Eftersom Kongeriget Spanien er en af de medlemsstater, som særligt har lidt skade på grund af den manglende gennemførelse, har det tilstrækkelige beviser til at godtgøre, at den manglende gennemførelse af det ændrede direktiv 77/799 i Gibraltar vil forvolde medlemsstaterne skade. Dette argument medfører i yderste konsekvens en pligt til samarbejde mellem medlemsstaterne i henhold til artikel 10 EF.
28 Der har vist sig en vis udvikling i udformningen og omfanget af det samarbejde, som skattemyndighederne skal yde hinanden ved udveksling af oplysninger med henblik på en mere effektiv bekæmpelse af svig og skatteunddragelse. Det er derfor muligt i dag at foretage en sondring alt efter, om en samarbejdsforanstaltnings formål består i afgiftsharmonisering, eller om der blot er tale om en foranstaltning, som ikke har dette formål, og som begrænser sig til at fastsætte bestemmelser for samarbejdet medlemsstaterne imellem.
29 Til trods for at der findes landområder i Spanien, hvor der ikke pålægges moms, eller som ikke er med i toldunionen, finder Kongeriget Spanien ikke, at direktiv 77/799, som affattet ved direktiv 79/1070 og 92/12, ikke skal finde anvendelse på disse områder.
30 Sluttelig er det den spanske regerings opfattelse, at selv om visse landområder ikke er omfattet af anvendelsesområdet for de harmoniserede moms- og punktafgiftsbestemmelser, betyder det ikke, at de automatisk er udelukket fra det ændrede anvendelsesområde for direktiv 77/799. Dette direktiv har et generelt geografisk anvendelsesområde.
31 Det Forenede Kongeriges regering har påstået, at Kommissionen ikke skal gives medhold i sagen. De udvidelser af anvendelsesområdet for direktiv 77/799, der dels er foretaget ved direktiv 79/1070 for så vidt angår momsen, dels er foretaget ved direktiv 92/12 for så vidt angår punktafgifterne, finder ikke anvendelse på Gibraltar.
32 I det omfang det ændrede direktiv 77/799 vedrører den gensidige bistand inden for momsområdet, omfatter det en »harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger for så vidt angår omsætningsafgifter« i tiltrædelsesaktens artikel 28’s forstand, og i medfør heraf finder det ikke anvendelse på Gibraltar. Ordene i denne bestemmelse skal forstås i henhold til deres sædvanlige betydning.
33 I det omfang det omhandlede direktiv vedrører den gensidige bistand inden for punktafgiftsområdet, finder det heller ikke anvendelse på Gibraltar. Dette følger af det forhold, at Gibraltar ikke er omfattet af Fællesskabets toldområde, og af det forhold, at EF-traktatens bestemmelser, der skal sikre de frie varebevægelser på det indre marked, ikke finder anvendelse på Gibraltar. Det fremgår af første betragtning til direktiv 92/12 tillige med visse andre betragtninger, at dette direktivs formål er at sikre de frie varebevægelser.
34 Det er umuligt at sondre mellem formålet om, at der skal ydes gensidig bistand for så vidt angår beregning og opkrævning af moms og punktafgifter, og formålet om, at der skal gennemføres en harmonisering af selve bestemmelserne vedrørende moms og punktafgifter. Beregning og opkrævning af moms og punktafgifter, som er nært forbundet med den i det omhandlede direktiv foreskrevne gensidige bistand, er uløseligt forbundet med selve den moms og de afgifter, der skal beregnes og opkræves. Effektiviteten i forvaltningen af et skattesystem er afgørende ved fastlæggelsen af den effektive afgiftsprocent og kan i praksis ikke adskilles fra medlemsstaternes beføjelse til at opkræve skatter.
35 Udvidelserne af anvendelsesområdet for direktiv 77/799 ved direktiv 79/1070 og 92/12 blev vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 99 om harmonisering af lovgivningerne om indirekte skatter, i det omfang det er nødvendigt for at sikre det indre markeds oprettelse og funktion. Hvilke retsgrundlag, der er anvendt med henblik på udvidelsen af ordningen om gensidig bistand til også at omfatte moms og punktafgifter, er ikke afgørende for spørgsmålene i den foreliggende sag, men de udgør en del af tvistens baggrund og bør tages i betragtning.
36 Det Forenede Kongeriges regering har erindret om, at Domstolen i præmis 67 i dom af 29. april 2004, Kommissionen mod Rådet (sag C-338/01, Sml. I, s. 4829), fastslog, at begrebet »fiskale bestemmelser« i artikel 95, stk. 2, EF skal fortolkes således, at det ikke kun dækker bestemmelserne vedrørende den skattepligtige personkreds, de skattepligtige handlinger, beskatningsgrundlaget, satserne og undtagelserne fra de direkte og indirekte skatter, men ligeledes omfatter reglerne vedrørende de nærmere bestemmelser for inddrivelsen af disse skatter. Lignende overvejelser finder anvendelse på nærværende sag.
37 Det Forenede Kongeriges opfattelse er forenelig med Fællesskabets nye lovgivning om skatter og afgifter, som behandler foranstaltninger om momssamarbejdet såvel som skatteharmoniseringsforanstaltninger (jf. tredje betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 1798/2003 af 7.10.2003 om administrativt samarbejde vedrørende merværdiafgift og ophævelse af forordning (EØF) nr. 218/92 (EFT L 264, s. 1)).
38 Det er hverken foreneligt med ordlyden af eller formålet med artikel 10 EF, at den påberåbes som begrundelse for at undgå en konsekvens, som ellers ville følge af anvendelsen af tiltrædelsestraktatens artikel 28.
39 Kongeriget Spaniens argumenter vedrørende de regler, der gælder på visse spanske områder, er ikke relevante i den foreliggende sag.
Domstolens bemærkninger
Indledende bemærkninger
40 Set i lyset af den administrative procedure og begrundelsen i stævningen, skal nærværende sag anses for at vedrøre den manglende anvendelse af det ændrede direktiv 77/799 udelukkende for så vidt angår moms og punktafgifter.
Den bistand, som de kompetente myndigheder yder hinanden med hensyn til momsen
41 Ifølge artikel 299, stk. 4, EF gælder traktaten for Gibraltar, da denne er en kronkoloni, hvis udenrigsanliggender varetages af Det Forenede Kongerige. Ifølge tiltrædelsesakten finder visse af traktatens bestemmelser imidlertid ikke anvendelse på Gibraltar (jf. dom af 23.9.2003, sag C-30/01, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 9481, præmis 47). Disse undtagelser blev indført under hensyn til Gibraltars særlige juridiske situation – og særligt på baggrund af områdets status som frihavn.
42 Det fremgår af tiltrædelsesaktens artikel 28, at retsakter, der vedrører harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger for så vidt angår omsætningsafgifter, ikke finder anvendelse for Gibraltar, medmindre Rådet for Den Europæiske Union enstemmigt på forslag af Kommissionen træffer anden beslutning.
43 Eftersom der er tale om en undtagelse fra anvendelsen af fællesskabsretten på Fællesskabets område, skal den omhandlede bestemmelse fortolkes således, at dens rækkevidde begrænses til det, der er strengt nødvendigt for at varetage de interesser, som den giver Gibraltar mulighed for at bevare. De skal desuden tolkes i lyset af artikel 10, stk. 1, andet punktum, EF, i henhold til hvilken medlemsstaterne er forpligtet til at lette Fællesskabets gennemførelse af dets opgaver (jf. i denne retning dom af 25.2.1988, forenede sager 194/85 og 241/85, Kommissionen mod Grækenland, Sml. s. 1037, præmis 20).
44 Bestemmelser, som blot foreskriver et samarbejde mellem medlemsstaterne, og som overlader det til hver medlemsstat at anvende sine egne metoder til undersøgelse og videregivelse af oplysninger, kan ikke anses for at udgøre »retsakter, der vedrører harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger for så vidt angår omsætningsafgifter« i nævnte artikel 28’s forstand.
45 Det ændrede direktiv 77/799 har netop dette indhold, som det også fremgår af direktivets artikel 8, stk. 1, der henviser til de begrænsninger i udvekslingen af oplysninger, der følger af den berørte medlemsstats lovgivning eller administrative praksis.
46 Det må derfor konkluderes, at det ændrede direktiv 77/799, for så vidt det angår moms, ikke udgør »retsakter, der vedrører harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger for så vidt angår omsætningsafgifter« i henhold til tiltrædelsesaktens artikel 28.
47 Denne vurdering påvirkes ikke af Domstolens vurdering i den ovennævnte dom i sagen Kommissionen mod Rådet, hvor Domstolen fortolkede begrebet »fiskale bestemmelser« i henhold til artikel 95, stk. 2, EF og ikke begrebet »retsakter, der vedrører harmonisering« som omhandlet i tiltrædelsesaktens artikel 28.
48 Det foreskrives i øvrigt i tredje betragtning til forordning nr. 1798/2003, som Det Forenede Kongeriges regering har påberåbt sig, at »[f]oranstaltninger med henblik på afgiftsharmonisering, som træffes for at fuldføre det indre marked, derfor [bør] omfatte indførelse af en fælles ordning for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne, hvorved medlemsstaternes administrative myndigheder skal yde hinanden gensidig bistand og samarbejde med Kommissionen med henblik på at sikre en korrekt anvendelse af moms på leveringer af varer og tjenesteydelser, på erhvervelse inden for Fællesskabet af varer og på import af varer«.
49 En bestemmelse i den primære ret såsom tiltrædelsesaktens artikel 28 skal imidlertid ikke fortolkes i lyset af en betragtning til en bestemmelse i den afledte ret. Desuden udgør den omhandlede tredje betragtning delvis en begrundelse for en forordning, der er vedtaget af fællesskabslovgiver med hjemmel i artikel 93 EF, der i modsætning til tiltrædelsesaktens artikel 28 ikke udgør en undtagelsesbestemmelse. Denne vurdering har således ikke indflydelse på Domstolens bemærkninger i præmis 46 i denne dom.
50 Det følger af det ovenfor anførte, at det ændrede direktiv 77/799, for så vidt som det angår moms, finder anvendelse på Gibraltar.
Den gensidige bistand, som de kompetente myndigheder yder hinanden på området for punktafgifter
51 I den forbindelse bemærkes, at Gibraltar i henhold til tiltrædelsesaktens artikel 29, sammenholdt med dens bilag I, del I, punkt 4, ikke er omfattet af Fællesskabets toldområde. Denne undtagelse skal ligesom tiltrædelsesaktens artikel 28 fortolkes snævert.
52 I denne sag er det ikke nødvendigt at fastslå, hvorvidt det forhold, at Gibraltar ikke er omfattet af Fællesskabets toldområde, indebærer, at bestemmelserne i direktiv 92/12 om harmonisering af den materielle lovgivning om punktafgifter finder anvendelse på Gibraltar.
53 Såfremt det antages, at bestemmelserne ikke finder anvendelse på Gibraltar, bevirker den ovenfor nævnte fritagelse fra toldområdet nemlig ikke under nogen omstændigheder, at Gibraltar kan unddrage sig forpligtelsen til gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder i henhold til det ændrede direktiv 77/799 på området for punktafgifter. Det forhold, at myndighederne på Gibraltar er omfattet af denne forpligtelse, har nemlig ikke nogen indflydelse på, hvorvidt bestemmelserne om harmonisering af disse afgifter som sådan muligvis ikke finder anvendelse på Gibraltar.
54 Det ændrede direktiv 77/799 finder følgelig, for så vidt det angår punktafgifter, anvendelse på Gibraltar.
55 Herefter må Kommissionens søgsmål anses for begrundet.
56 Det må følgelig fastslås, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten, idet det ikke har gennemført det ændrede direktiv 77/799 i Gibraltar for så vidt angår området for moms og punktafgifter.
Sagens omkostninger
57 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Det Forenede Kongerige tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Det Forenede Kongerige har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagens omkostninger. I medfør af samme reglements artikel 69, stk. 4, første afsnit, bærer Kongeriget Spanien, der har interveneret i sagen, sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):
1) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten, idet det, for Gibraltars vedkommende, ikke inden for området for moms og punktafgifter har gennemført Rådets direktiv 77/799/EØF af 19. december 1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte og indirekte skatter, som ændret ved Rådets direktiv 79/1070/EØF af 6. december 1979 og Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed.
2) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland betaler sagens omkostninger.
3) Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.
Underskrifter
* Processprog: engelsk.