Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

Share

Highlight in text

Go

18.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 49/20


Sag anlagt den 21. december 2011 — Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-656/11)

2012/C 49/34

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved C. Murrell, som befuldmægtiget, og A. Dashwood, QC)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets afgørelse af 16. december 2011 (1) om den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i det blandede udvalg, der er nedsat i henhold til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer for så vidt angår erstatningen af bilag II om koordinering af sociale sikringsordninger, annulleres.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1)

Ved sag anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i henhold til artikel 264 TEUF nedlagt påstand om, at Rådets afgørelse af 16. december 2011 om den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i det blandede udvalg, der er nedsat i henhold til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer for så vidt angår erstatningen af bilag II om koordinering af sociale sikringsordninger, annulleres.

2)

Artikel 48 TEUF er det eneste materielle retsgrundlag, der er anført i afgørelsen.

3)

Afgørelsen vedrører ændringen af bilag II til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side af 21. juni 1999 om fri bevægelighed for personer. Aftalens bilag II vedrører udelukkende koordinering af sociale sikringsordninger mellem EU og Schweiz. Formålet med de ændringer til bilag II, som den omtvistede afgørelse søger indført, er at afspejle ændringer i EU’s mekanismer for koordinering af sociale sikringsordninger. En af virkningerne af de til bilag II foreslåede ændringer vil være, at schweiziske statsborgere, der hverken selv er erhvervsaktive eller familiemedlemmer til en person, der er erhvervsaktiv (herefter »ikke-aktive personer«), vil få tildelt rettigheder, som de ikke har i henhold til den nugældende ordning under bilag II.

4)

Det Forenede Kongerige gør gældende, at artikel 48 TEUF ikke i sig selv kan tjene som materielt retsgrundlag for en foranstaltning, der tilsigtes at have sådanne følger. Det er en bestemmelse, som tilsigter at lette den frie bevægelighed (a) inden for Unionen, og ikke mellem Unionen og tredjelande, og (b) af personer, der er erhvervsaktive eller deres familier, og ikke ikke-aktive personer. Det rette retsgrundlag ville være artikel 79, stk. 2, litra b), TEUF. Denne bestemmelse giver kompetence til vedtagelsen af foranstaltninger vedrørende »definition af rettighederne for tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i en medlemsstat, herunder betingelserne for fri bevægelighed og ophold i de øvrige medlemsstater«.

5)

Artikel 79, stk. 2, litra b), TEUF findes i traktatens tredje del, afsnit V. I henhold til protokol nr. 21 til traktaterne finder foranstaltninger vedtaget i henhold til afsnit V ikke anvendelse i Det Forenede Kongerige (eller Irland), med mindre det meddeler, at det ønsker at deltage deri. Rådet har ved sit fejlagtige valg af artikel 48 TEUF i stedet for artikel 79, stk. 2, litra b), TEUF som materielt retsgrundlag for afgørelsen nægtet at anerkende Det Forenede Kongeriges ret til at vælge ikke at deltage i afgørelsen eller være bundet deraf.

6)

Der nedlægges derfor påstand om annullation af Rådets afgørelse af 16. december 2011 med den begrundelse, at afgørelsen blev vedtaget på et fejlagtigt retsgrundlag med den følge, at Det Forenede Kongeriges rettigheder i henhold til protokol nr. 21 blev tilsidesat.


(1)  EUT L 341, s. 1.