Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

Share

Highlight in text

Go

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. KOKOTT

fremsat den 27. april 2017 (1)

Sag C-39/16

Argenta Spaarbank NV

mod

Belgische Staat

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank van eerste aanleg Antwerpen (retten i første instans i Antwerpen, Belgien))

»Skattelovgivning – direktiv 90/435/EØF – moder-/datterselskabsdirektivet – artikel 1, stk. 2, artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2 – fritagelse af udbytteindtægter for selskabsskat – udgifter i forbindelse med kapitalandelen – retsmisbrug«







I –    Indledning

1.        I denne præjudicielle sag skal det afklares, om direktiv 90/435/EØF (2) (herefter »moder-/datterselskabsdirektivet«) er til hinder for en belgisk ordning, hvorefter et selskabs renteudgifter ikke kan fradrages i overskud i det omfang, hvori dette selskab i samme ligningsår modtager skattefrit udbytte af andele, som det ikke har ejet i mindst et år. Det er i denne forbindelse uden betydning, om der er en sammenhæng mellem de betalte renter og andelene.

2.        Spørgsmålet er opstået på baggrund af den skattemæssige behandling af renteudgifter, som kreditinstituttet Argenta Spaarbank, der har hjemsted i Belgien, trak fra i årene 2000 og 2001. Da kreditinstituttet i den pågældende beskatningsperiode også modtog udbytte af selskabsandele, som det havde ejet i mindre end et år, behandlede skattemyndigheden renteudgifter med et beløb svarende til disse udbytteindtægter som ikke fradragsberettigede.

3.        Domstolen anmodes for det første om at undersøge den omtvistede foranstaltning i lyset af direktivets artikel 4, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne kan fastsætte et forbud mod fradrag af omkostninger i forbindelse med kapitalandele. For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om ordningen kan være omfattet af direktivets artikel 1, stk. 2, hvorefter nationale bestemmelser, der er nødvendige for at hindre skatteomgåelse, ikke berøres af direktivet. Allerførst skal der imidlertid tages stilling til, om en medlemsstat i det hele taget er bundet af direktivet under de beskrevne omstændigheder.

II – Retsforskrifter

A –    EU-retten

4.        Moder-/datterselskabsdirektivet skal i henhold til direktivets artikel 1, stk. 1, bl.a. anvendes af hver medlemsstat på overskud, som selskaber i denne medlemsstat modtager som udbytte fra deres datterselskaber i andre medlemsstater.

5.        Moder-/datterselskabsdirektivet bestemmer i artikel 1, stk. 2, følgende:

»Dette direktiv er ikke til hinder for anvendelsen af interne bestemmelser eller overenskomster, som er nødvendige for at hindre svig og misbrug.«

6.        I henhold til moder-/datterselskabsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra a), betegnes som »moderselskab« i dette direktiv »mindst ethvert selskab i en medlemsstat, der opfylder betingelserne i artikel 2, og hvis andel i kapitalen i et selskab i en anden medlemsstat, der opfylder de samme betingelser, er på mindst 25%«.

7.        Uanset stk. 1 kan en medlemsstat i henhold til moder-/datterselskabsdirektivets artikel 3, stk. 2, andet led, »undlade at anvende dette direktiv på selskaber i denne medlemsstat, der ikke i en sammenhængende periode på mindst to år har besiddet en kapitalandel, der giver ret til betegnelsen moderselskab [...]«.

8.        Moder-/datterselskabsdirektivets artikel 4 foreskriver:

»1.      Hvis et moderselskab som selskabsdeltager fra sit datterselskab modtager udbytte, der udloddes ved en anden lejlighed end i forbindelse med datterselskabets likvidation, kan den stat, hvor moderselskabet er hjemmehørende,

–        enten undlade at beskatte dette udbytte

–        eller beskatte det, men give selskabet tilladelse til fra skattebeløbet at trække den del af datterselskabets skat, der vedrører dette udbytte […], dog højst den tilsvarende nationale skat.

2.      Enhver medlemsstat bevarer imidlertid muligheden for at fastsætte, at udgifter i forbindelse med kapitalandelen og kapitaltab, der er et resultat af udlodningen af datterselskabets udbytte, ikke kan fradrages i moderselskabets skattepligtige overskud. Hvis forvaltningsudgifterne i forbindelse med kapitalandelen i dette tilfælde fastsættes til et fast beløb, kan dette faste beløb ikke overstige 5% af det udbytte, som datterselskabet udlodder.

[…]«

B –    Belgisk ret

9.        Det følger af artikel 202, stk. 1 og 2, i Wetboek van de Inkomstenbelastingen 92 (lovbog om indkomstskat 1992, herefter »WIB92«) i den affattelse, der finder anvendelse i den foreliggende sag, at udbytte fratrækkes fra overskuddet i beskatningsperioden, såfremt det modtagende selskab på tildelingsdatoen eller udbetalingsdatoen besidder en andel i det udbetalende selskabs kapital på mindst 5%. Oppebærer et kreditinstitut udbytteindtægter, gælder der ingen tærskel for andelen.

10.      I henhold til artikel 204, stk. 1, i WIB92 indgår indkomst, som er fradragsberettiget i henhold til artikel 202, i overskuddet for beskatningsperioden med 95% af det opkrævede eller modtagne beløb.

11.      Artikel 198, nr. 10, i WIB92 bestemmer:

»Medmindre andet følger af artikel 55, anses renter op til et beløb, der svarer til det i medfør af artikel 202-204 fradragsberettigede udbytte, som et selskab har oppebåret af andele, som selskabet på tidspunktet for andelenes afhændelse ikke havde ejet i et sammenhængende tidsrum på mindst et år, ikke for erhvervsmæssige omkostninger.«

III – Hovedsagen og retsforhandlingerne for Domstolen

12.      Baggrunden for den foreliggende sag er en retstvist mellem kreditinstituttet Argenta Spaarbank NV og de belgiske skattemyndigheder.

13.      Argenta Spaarbank modtog i regnskabsårene 1999 og 2000 (ligningsårene 2000 og 2001) udbytte, der omregnet svarer til henholdsvis 75 837,87 EUR og 296 491,04 EUR, af andele i selskaber med hjemsted i Belgien og i andre af Unionens medlemsstater, som kreditinstituttet på tidspunktet for udbytteudbetalingen endnu ikke havde ejet i et helt år.

14.      I de pågældende år betalte sagsøgeren rentebeløb, der omregnet svarer til henholdsvis 290 089 631,16 EUR og 330 244 583,95 EUR, og som blev anført under posten »renter og lignende omkostninger« i resultatopgørelsen. Ifølge den forelæggende rets oplysninger er det ubestridt, at de betalte renter ikke er renter, som er betalt af lån for at erhverve de nævnte andele.

15.      I henhold til artikel 198, nr. 10, i WIB92 antog skattevæsenet, at renter med et beløb svarende til det modtagne udbytte af andele, som banken havde ejet i mindre end et år, ikke var fradragsberettigede udgifter. Heroverfor gjorde Argenta Spaarbank gældende, at anvendelsesområdet for den nævnte bestemmelse er begrænset til tilfælde, hvor der er en årsagssammenhæng mellem renterne og det udbytte, som kan fradrages i henhold til artikel 202 i WIB92.

16.      Den forelæggende ret deler ikke denne opfattelse, men er i tvivl om, hvorvidt moder-/datterselskabsdirektivet som følge heraf er til hinder for artikel 198, nr. 10, i WIB92. Den forelæggende ret har derfor den 8. januar 2016 i henhold til artikel 267 TEUF forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Er artikel 198, nr. 10, i WIB92 i den affattelse, der var gældende i ligningsårene [2000 og 2001], i strid med artikel 4, stk. 2, i moder-/datterselskabsdirektivet, for så vidt som den bestemmer, at renter op til et beløb, der svarer til det i medfør af artikel 202-204 i WIB92 fritagne udbytte af andele, som på tidspunktet for andelenes afhændelse ikke har været ejet i et sammenhængende tidsrum på mindst et år, ikke anses for erhvervsmæssige omkostninger, idet der ikke herved sondres mellem, om den ovennævnte rentebyrde har forbindelse med (finansieringen af) den kapitalandel, hvorfra det fritagne udbytte blev modtaget, eller om den ikke har?

2)      Udgør artikel 198, nr. 10, i WIB92 i den affattelse, der var gældende i ligningsårene [2000 og 2001], en bestemmelse, der har til formål at hindre svig og misbrug som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i moder-/datterselskabsdirektivet, og såfremt dette er tilfældet, går artikel 198, nr. 10, i WIB92 da videre, end det er nødvendigt for at hindre sådan svig og misbrug, for så vidt som den bestemmer, at renter op til et beløb, der svarer til det i medfør af artikel 202-204 fritagne udbytte af andele, som på tidspunktet for andelenes afhændelse ikke har været ejet i et sammenhængende tidsrum på mindst et år, ikke anses for erhvervsmæssige omkostninger, idet der ikke herved sondres mellem, om den ovennævnte rentebyrde har forbindelse med (finansieringen af) den kapitalandel, hvorfra det fritagne udbytte blev modtaget, eller om den ikke har?«

17.      Argenta Spaarbank, Kongeriget Belgien og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg i sagen for Domstolen og deltaget i retsmødet den 30. marts 2017.

IV – Retlig bedømmelse

A –    Indledende bemærkninger

18.      Af hensyn til den korrekte forståelse af de præjudicielle spørgsmål finder jeg det nødvendigt indledningsvis at erindre om moder-/datterselskabsdirektivets formål og opbygning og kort redegøre for dets gennemførelse i Belgien, for så vidt det er relevant for den foreliggende sag.

19.      Moder-/datterselskabsdirektivet tager sigte på en skattemæssig neutralitet for grænseoverskridende udlodning af udbytte, der henhører under direktivets anvendelsesområde. En økonomisk dobbeltbeskatning af udbytte – først hos et datterselskab med hjemsted i en medlemsstat og derefter hos dets moderselskab med hjemsted i en anden medlemsstat – skal undgås (3).

20.      Med henblik herpå fastsætter moder-/datterselskabsdirektivets artikel 4, stk. 1, at den stat, hvor moderselskabet er hjemmehørende, enten kan undlade at beskatte det modtagne udbytte eller kan beskatte det, men give selskabet tilladelse til modregning i datterselskabets skat. I henhold til direktivets artikel 4, stk. 2, bevarer medlemsstaterne imidlertid muligheden for at fastsætte, at udgifter i forbindelse med kapitalandelen ikke kan fradrages hos moderselskabet. I denne forbindelse kan forvaltningsudgifterne fastsættes til et fast beløb, der dog i så fald ikke kan overstige 5% af det udbytte, som datterselskabet udlodder.

21.      Belgien har med henblik på gennemførelse af moder-datterdirektivets artikel 4 indført en ordning, hvorefter 95% af det udbytte, der er modtaget på det hjemmehørende moderselskabs niveau, kan fradrages selskabets overskud, forudsat at lovens øvrige betingelser er opfyldt, og de resterende 5% pålægges indkomstskat.

22.      Såfremt et selskab modtager udbytte af andele, som selskabet ikke havde ejet i et helt år på tidspunktet for deres videre afhændelse, bestemmer – den i mellemtiden ophævede – artikel 198, nr. 10, i WIB92 imidlertid, at der i et tilsvarende omfang ikke indrømmes fradragsret for de renter, som selskabet har angivet for den pågældende beskatningsperiode. Dette indebærer reelt, at de pågældende udbytteindtægter aldrig fritages, når selskabet angiver højere renteudgifter.

23.      Med sine to spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om moder-/datterselskabsdirektivet er til hinder for denne bestemmelse.

B –    Formaliteten

24.      Belgien har gjort gældende, at de præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.

25.      Efter denne medlemsstats opfattelse er en besvarelse af de præjudicielle spørgsmål ikke nødvendig for afgørelsen i hovedsagen, eftersom moder-/datterselskabsdirektivet ikke finder anvendelse på det foreliggende tilfælde. Artikel 198, nr. 10, i WIB92 vedrører kapitalandele, som et selskab har ejet i mindre end et år. Direktivets artikel 3, stk. 2, tillader imidlertid netop, at det undlades at anvende direktivet for så vidt angår sådanne kapitalandele.

26.      For at præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF kan antages til realitetsbehandling, skal de være nødvendige for, at der kan afsiges dom i hovedsagen. Afgørende er i denne forbindelse den forelæggende rets vurdering (4), som Domstolen principielt ikke efterprøver, bortset fra åbenlyse fejl (5).

27.      I nærværende sag ser der ikke ud til at foreligge sådanne fejl. Tvisten i hovedsagen vedrører i sidste ende den skattemæssige behandling af udbytte, som Argenta Spaarbank bl.a. har modtaget på grundlag af kapitalandele i selskaber med hjemsted i andre medlemsstater. Dette er genstanden for bestemmelserne i moder-/datterselskabsdirektivet. Det af Belgien fremførte synspunkt, hvorefter direktivet ikke er bindende under de konkrete omstændigheder, skal derimod først behandles i forbindelse med den materielle bedømmelse af den præjudicielle anmodning.

28.      De præjudicielle spørgsmål kan følgelig antages til realitetsbehandling.

C –    Besvarelse af de præjudicielle spørgsmål

29.      Med henblik på besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål skal det først undersøges, om moder-/datterselskabsdirektivet finder anvendelse (herom under 1). Dernæst vil jeg behandle direktivets artikel 4, stk. 2 (herom under 2), og endelig direktivets artikel 1, stk. 2 (herom under 3).

1.      Anvendelsen af moder-/datterselskabsdirektivet

30.      I det foreliggende tilfælde er anvendelsen af moder-/datterselskabsdirektivet betinget af, at Argenta Spaarbank for så vidt angår det udbytte, som kreditinstituttet har modtaget, kan anses for moderselskab som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 1, litra a). Ifølge denne bestemmelses ordlyd skal det pågældende selskab i så henseende besidde en andel i kapitalen i et selskab i en anden medlemsstat på mindst 25%, men der kan også fastsættes en lavere tærskel (»mindst ethvert selskab«).

31.      Sidstnævnte har Belgien også gjort ved gennemførelsen af moder-/datterselskabsdirektivet, idet der i artikel 202 i WIB92 blev fastsat en tærskel på 5%, og der slet ikke gælder nogen tærskel for kreditinstitutter. Følgelig kan Argenta Spaarbank uden videre anses for moderselskab som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 1, litra a).

32.      Belgien har imidlertid anført, at artikel 198, nr. 10, i WIB92 er omfattet af undtagelsen i henhold til moder-/datterselskabsdirektivets artikel 3, stk. 2, andet led. I henhold til denne bestemmelse kan en medlemsstat undlade at anvende direktivet på selskaber i denne medlemsstat, når disse ikke i en sammenhængende periode på mindst to år har besiddet en kapitalandel, der giver ret til betegnelsen moderselskab. Argenta Spaarbank og Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at Belgien ikke har gjort brug af denne mulighed.

33.      Jeg er enig med Belgien af nedenstående grunde.

34.      Moder-/datterselskabsdirektivets artikel 3, stk. 2, andet led, giver medlemsstaterne beføjelse til at undlade at anvende direktivet for så vidt angår udbytte af kapitalandele, som har været ejet i mindre end to år (6). Det modtagende selskab anses nemlig i et sådant tilfælde ikke for moderselskab i direktivets forstand. Ifølge retspraksis er formålet med bestemmelsen at modvirke arrangementer, der har karakter af misbrug. Disse består i, at kapitalandele erhverves alene i det øjemed at opnå direktivbestemmelsernes skattefordele uden hensigt til en varig investering (7).

35.      Ordlyden af moder-/datterselskabsdirektivets artikel 3, stk. 2, andet led, indeholder ikke nærmere krav om, hvordan medlemsstaterne konkret skal gøre brug af den beføjelse, som de tillægges i denne bestemmelse. Det kan navnlig ikke udledes heraf, at en gyldig anvendelse af denne beføjelse er betinget af, at fordelene i henhold til direktivet nægtes i deres helhed. Som Domstolen tidligere har fastslået, gælder der tværtimod et skøn (8).

36.      Når en medlemsstat kan fastsætte regler om, at en fritagelse helt kan nægtes i forbindelse med udbytteindtægter fra kapitalandele, der ikke har været ejet i mindst to år, må det imidlertid så meget desto mere være tilladt, såfremt sådanne indtægter ganske vist principielt er fritaget i overensstemmelse med ordningen i artikel 198, nr. 10, i WIB92, men i tilfælde af samtidig angivelse af renteudgifter reelt modregnes i disse.

37.      I modsætning til Kommissionens opfattelse er det i denne sammenhæng uden betydning, at artikel 198, nr. 10, i WIB92 først blev vedtaget i 1996 – og dermed fire år efter udløbet af fristen for gennemførelse af moder-/datterselskabsdirektivet. Muligheden for, at en medlemsstat kan gøre brug af beføjelsen i henhold til artikel 3, stk. 2, andet led, er nemlig ikke undergivet noget tidsmæssigt forbehold.

38.      Det er ligeledes uden betydning, at artikel 198, nr. 10, i WIB92, ifølge sin tilblivelseshistorie, ikke blev udarbejdet som foranstaltning til gennemførelse af moder-/datterselskabsdirektivets artikel 3, stk. 2, andet led, men at formålet med denne bestemmelse derimod var at forhindre brug af en dobbelt fradragsmulighed ved en fremmedfinansieret erhvervelse af kapitalandele. Kun indholdet af den bestemmelse, der i sidste ende har fået lovkraft, kan være afgørende. Dette indhold er imidlertid omfattet af beføjelsen i henhold til artikel 3, stk. 2, andet led.

39.      Det giver endvidere ikke anledning til betænkeligheder med hensyn til retssikkerhedsprincippet at anse artikel 198, nr. 10, i WIB92 for en tilstrækkelig udøvelse af valgmuligheden i henhold til moder-/datterselskabsdirektivets artikel 3, stk. 2, andet led. Det er navnlig uden betydning, at denne bestemmelse ikke blev fastsat i forbindelse med artikel 202 og 204 i WIB92, der blev vedtaget til gennemførelse af direktivets artikel 4, men i forbindelse med regler vedrørende muligheden for at fradrage erhvervsmæssige omkostninger. Formuleringen i artikel 198, nr. 10, i WIB92 er klar og præcis, og dens anvendelse er forudsigelig for de retsundergivne (9).

40.      Allerede på grundlag heraf bør det derfor fastslås, at moder-/datterselskabsdirektivet ikke er til hinder for en national bestemmelse som artikel 198, nr. 10, i WIB92.

41.      I tilfælde af, at Domstolen ikke tilslutter sig disse betragtninger og finder, at moder-/datterselskabsdirektivet finder anvendelse på den foreliggende sag, vil jeg i det følgende subsidiært behandle direktivets artikel 4, stk. 2, og artikel 1, stk. 2.

2.      Moder-/datterselskabsdirektivets artikel 4, stk. 2

42.      Efter Argenta Spaarbanks og Kommissionens opfattelse er moder-/datterselskabsdirektivets artikel 4, stk. 2, til hinder for en bestemmelse som artikel 198, nr. 10, i WIB92. Ved anvendelsen af denne bestemmelse tages der nemlig ikke hensyn til, om de renter, der anses for ikke-fradragsberettigede, har forbindelse med de kapitalandele, hvorfra der blev modtaget fritaget udbytte. Direktivets artikel 4, stk. 2, giver imidlertid alene medlemsstaterne beføjelse til at fastsætte, at »udgifter i forbindelse med kapitalandelen« ikke kan fradrages.

43.      Med henblik på en bedømmelse af dette anbringende skal der således foretages en fortolkning af begrebet udgifter i forbindelse med kapitalandelen i datterselskabet som omhandlet i moder-/datterselskabsdirektivets artikel 4, stk. 2. I denne forbindelse skal der tages hensyn til bestemmelsens ordlyd samt til direktivets formål og opbygning (10).

44.      Allerede ordlyden af moder-/datterselskabsdirektivets artikel 4, stk. 2, tyder på, at der kun kan nægtes fradrag i overskud for så vidt angår de udgifter, der har forbindelse med en kapitalandel og opstår i en årsagssammenhæng med denne (»udgifter i forbindelse med kapitalandelen«) (11). Det er navnlig renter til fremmedkapital, der er optaget med henblik på erhvervelse af den pågældende kapitalandel. Omvendt har medlemsstaterne dermed ikke lov til at fastsætte, at udgifter, hvor der ikke foreligger en sådan forbindelse, ikke kan fradrages.

45.      En sådan fortolkning er i overensstemmelse med opbygningen af moder-/datterselskabsdirektivets artikel 4. Direktivets artikel 4, stk. 2, udgør en undtagelse i forhold til stk. 1, hvorefter en medlemsstat enten undlader at beskatte udbytte, som et hjemmehørende moderselskab som selskabsdeltager modtager fra datterselskabet, eller modregner den skat, som sidstnævnte har betalt af udbyttet (12). Som undtagelse fra reglen skal direktivets artikel 4, stk. 2, dermed fortolkes strengt (13).

46.      Dette bekræftes endvidere af formålet med moder-/datterselskabsdirektivets artikel 4, stk. 2. Som Domstolen nemlig allerede har fastslået, skal denne bestemmelse give mulighed for iværksættelse af foranstaltninger for at hindre, at moderselskabet nyder en dobbelt skattefordel (14). I modsat fald kan et selskab dels modtage fritaget udbytte af kapitalandele i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, første led, dels fradrage renter, som selskabet betaler for lån, der er optaget med henblik på at finansiere erhvervelsen af disse kapitalandele. Heraf følger imidlertid, at en nægtelse af fradrag af udgifter uden årsagssammenhæng med en kapitalandel ikke er omfattet af formålet med undtagelsen i henhold til direktivets artikel 4, stk. 2, og dermed er ulovlig.

47.      Endelig er der også risiko for, at en vid fortolkning af begrebet udgifter i forbindelse med kapitalandelen i datterselskabet som omhandlet i moder-/datterselskabsdirektivets artikel 4, stk. 2, vil underminere den effektive virkning af artikel 4, stk. 1. I så fald ville medlemsstaterne nemlig have mulighed for at forpurre forebyggelsen af økonomisk dobbeltbeskatning, som sidstnævnte bestemmelse tager sigte på, idet fradrag af renteudgifter med et tilsvarende beløb til gengæld ikke tillades.

48.      Moder-/datterselskabsdirektivets artikel 4, stk. 2, er således til hinder for en national bestemmelse, hvis anvendelse indebærer, at renteudgifter op til et beløb svarende til fritagne udbytteindtægter fra kapitalandele generelt ikke kan fradrages i overskud, uden at der tages hensyn til, om der er en årsagssammenhæng mellem renterne og disse kapitalandele.

3.      Moder-/datterselskabsdirektivets artikel 1, stk. 2

49.      I lighed med Argenta Spaarbank, Kommissionen og også Belgien selv er jeg af den opfattelse, at artikel 198, nr. 10, i WIB92 heller ikke udgør en ordning til forhindring af skattesvig og misbrug, som moder-/datterselskabsdirektivet i henhold til direktivets artikel 1, stk. 2, ikke er til hinder for.

50.      Moder-/datterselskabsdirektivets artikel 1, stk. 2, udgør en ramme, som udstikker grænserne for medlemsstaternes handlinger, når de for at forhindre skattesvig og misbrug nægter at indrømme direktivets fordele. Ud fra bestemmelsens ordlyd kan udledes den omvendte slutning, at direktivet er til hinder for bestemmelser, som ikke tjener dette formål og går videre end det, der er nødvendigt til dette formål (15).

51.      Moder-/datterselskabsdirektivets artikel 1, stk. 2, afspejler således det almindelige EU-retlige princip om forbud mod retsmisbrug (16). Ingen kan påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug (17).

52.      Som Kommissionen med rette har anført, skal en praksis, hvorefter der optages lån med den erklærede hensigt at finansiere kapitalandele og afhænde dem igen efter kort tid, anses for at have karakter af misbrug. Det egentlige formål med en sådan transaktion er nemlig at nedbringe beskatningsgrundlaget hos moderselskabet kunstigt (18). Det er imidlertid netop formålet med moder-/datterselskabsdirektivets artikel 3, stk. 2, andet led, og artikel 4, stk. 2, at hindre sådanne transaktioner, hvorfor det som udgangspunkt ikke er nødvendigt at anvende direktivets artikel 1, stk. 2 (19).

V –    Forslag til afgørelse

53.      På baggrund af det ovenstående foreslår jeg derfor, at anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank van eerste aanleg Antwerpen (retten i første instans i Antwerpen, Belgien) besvares som følger:

»1)      Direktiv 90/435/EØF er ikke til hinder for en national bestemmelse som artikel 198, nr. 10, i WIB92, hvorefter renter op til et beløb, der svarer til det fritagne udbytte, som et selskab har oppebåret af andele, som selskabet på tidspunktet for andelenes afhændelse ikke har ejet i et sammenhængende tidsrum på mindst et år, ikke anses for erhvervsmæssige omkostninger.

Subsidiært for det tilfælde, at Domstolen ikke finder, at artikel 198, nr. 10, i WIB92 er omfattet af direktivets artikel 3, stk. 2, andet led:

2)      Artikel 4, stk. 2, i direktiv 90/435/EØF er til hinder for en national bestemmelse som artikel 198, nr. 10, i WIB92, hvis anvendelse indebærer, at renteudgifter op til et beløb svarende til fritagne udbytteindtægter fra kapitalandele generelt ikke kan fradrages i overskud, uden at der tages hensyn til, om der er en årsagssammenhæng mellem renterne og disse kapitalandele. En sådan bestemmelse udgør heller ikke en national bestemmelse, som er nødvendig for at hindre svig og misbrug, hvis anvendelse direktiv 90/435/EØF i henhold til direktivets artikel 1, stk. 2, ikke er til hinder for.«

1 –      Originalsprog: tysk.

2 –      Rådets direktiv af 23.7.1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (EFT 1990, L 225, s. 6), der i mellemtiden er blevet ophævet og erstattet af Rådets direktiv 2011/96/EU af 30.11.2011 (EUT 2011, L 345, s. 8).

3 –      Jf. dom af 3.4.2008, Banque Fédérative du Crédit Mutuel (C-27/07, EU:C:2008:195, præmis 24), og af 12.2.2009, Cobelfret (C-138/07, EU:C:2009:82, præmis 29).

4 –      Jf. f.eks. dom af 16.7.1992, Asociación Española de Banca Privada m.fl. (C-67/91, EU:C:1992:330, præmis 25), af 13.3.2001, PreussenElektra (C-379/98, EU:C:2001:160, præmis 38), og af 15.1.2013, Križan m.fl. (C-416/10, EU:C:2013:8, præmis 53). Ifølge retspraksis gælder der en formodning for, at præjudicielle spørgsmål er relevante, jf. dom af 7.9.1999, Beck og Bergdorf (C-355/97, EU:C:1999:391, præmis 22), af 16.6.2015, Gauweiler m.fl. (C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 25), og af 21.12.2016, Vervloet m.fl. (C-76/15, EU:C:2016:975, præmis 57).

5 –      Jf. bl.a. dom af 15.12.1995, Bosman (C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 61), af 14.10.2004, Omega (C-36/02, EU:C:2004:614, præmis 20), og af 15.10.2015, Balázs (C-251/14, EU:C:2015:687, præmis 26).

6 –      Jf. kendelse af 18.6.2012, Amorim Energia (C-38/11, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:358, præmis 31-33).

7 –      Jf. dom af 17.10.1996, Denkavit m.fl. (C-283/94, C-291/94 og C-292/94, EU:C:1996:387, præmis 31).

8 –      Jf. med hensyn til varigheden af besiddelsen og de administrative procedurer, der skal anvendes, dom af 17.10.1996, Denkavit m.fl. (C-283/94, C-291/94 og C-292/94, EU:C:1996:387, præmis 39).

9 –      Jf. dom af 15.2.1996, Duff m.fl. (C-63/93, EU:C:1996:51, præmis 20), af 10.9.2009, Plantanol (C-201/08, EU:C:2009:539, præmis 46), af 11.6.2015, Berlington Hungary m.fl. (C-98/14, EU:C:2015:386, præmis 77) og af 13.10.2016, Polkomtel (C-231/15, EU:C:2016:769, præmis 29).

10 –      Jf. dom af 17.10.1996, Denkavit m.fl. (C-283/94, C-291/94 og C-292/94, EU:C:1996:387, præmis 24 og 26), af 8.6.2000, Epson Europe (C-375/98, EU:C:2000:302, præmis 22 og 24), og af 3.4.2008, Banque Fédérative du Crédit Mutuel (C-27/07, EU:C:2008:195, præmis 22).

11 –      Jf. i denne retning allerede dom af 18.9.2003, Bosal (C-168/01, EU:C:2003:479, præmis 25, sammenholdt med præmis 8).

12 –      Jf. dom af 12.2.2009, Cobelfret (C-138/07, EU:C:2009:82, præmis 33).

13 –      Jf. i denne retning dom af 17.10.1996, Denkavit m.fl. (C-283/94, C-291/94 og C-292/94, EU:C:1996:387, præmis 27), og af 25.9.2003, Océ Van der Grinten (C-58/01, EU:C:2003:495, præmis 86).

14 –      Jf. dom af 22.12.2008, Les Vergers du Vieux Tauves (C-48/07, EU:C:2008:758, præmis 42).

15 –      Jf. punkt 22 i mit forslag til afgørelse Eqiom og Enka (C-6/16, EU:C:2017:34).

16 –      Jf. dom af 5.7.2007, Kofoed (C-321/05, EU:C:2007:408, præmis 38 og den deri nævnte praksis).

17 –      Jf. dom af 12.5.1998, Kefalas m.fl. (C-367/96, EU:C:1998:222, præmis 20), af 23.3.2000, Diamantis (C-373/97, EU:C:2000:150, præmis 33), af 21.2.2006, Halifax m.fl. (C-255/02, EU:C:2006:121, præmis 68), af 13.3.2014, SICES m.fl. (C-155/13, EU:C:2014:145, præmis 29), og af 28.7.2016, Kratzer (C-423/15, EU:C:2016:604, præmis 37).

18 –      Jf. også dom af 17.10.1996, Denkavit m.fl. (C-283/94, C-291/94 og C-292/94, EU:C:1996:387, præmis 31).

19 –      Jf. dom af 17.10.1996, Denkavit m.fl. (C-283/94, C-291/94 og C-292/94, EU:C:1996:387, præmis 31).