Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

Share

Highlight in text

Go

13.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/37

Appel iværksat den 12. april 2016 af Dirk Andres (likvidator af aktiverne i Heitkamp BauHolding GmbH), tidligere Heitkamp BauHolding GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 4. februar 2016 i sag T-287/11, Heitkamp BauHolding GmbH mod Europa-Kommissionen

(Sag C-203/16 P)

(2016/C 211/48)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Dirk Andres (likvidator af aktiverne i Heitkamp BauHolding GmbH) (ved Rechtsanwälte W. Niemann, S. Geringhoff og P. Dodos)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Rettens dom af 4. februar 2016 i sag T-287/11, således som den fremgår af domskonklusionen, ophæves delvist, for så vidt som Kommissionen derved blev frifundet (domskonklusionens punkt 2 og 3), og appelindstævntes afgørelse 2011/527/EU af 26. januar 2011 om Tysklands statsstøtte C 7/10 (ex CP 250/09 og NN 5/10) — Fremskrivning af skattemæssige underskud (»Sanierungsklausel«) (1) annulleres, idet der gives medhold i de i første instans nedlagte påstande.

—

Subsidiært ophæves Rettens i punkt 1 nævnte dom, således som den fremgår af domskonklusionen, delvist, for så vidt som Kommissionen derved blev frifundet (domskonklusionens punkt 2 og 3), og sagen hjemvises til Retten.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for sine påstande har appellanten fremført følgende anbringender:

Appellanten har gjort gældende, at der foreligger proceduremæssige mangler. Retten undlod enten at begrunde sine konklusioner vedrørende fastsættelse af referencerammen, foranstaltningens selektivitet og dens begrundelse, eller den begrundede kun disse på selvmodsigende vis, og den tilsidesatte derved ligeledes appellantens ret til at blive hørt, idet den ikke tog dennes anbringender i betragtning.

Appellanten har endvidere gjort en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF gældende, og har til støtte derfor anført tre anbringender:

For det første fastsatte Retten referencerammen på ukorrekt vis, idet den sammenblandede det første og det andet led i selektivitetsundersøgelsen og med urette vurderede, at bestemmelsen om fortabelse af underskud i henhold til § 8c, stk. 1, i KStG var den almindelige regel, og at bevarelse af underskud i henhold til »saneringsklausulen« i § 8c, stk. 1a, i KStG skulle anses for en undtagelse herfra. Derved tog Retten ikke hensyn til, at saneringsklausulen er en del af den mere grundlæggende og på tysk forfatningsret hvilende normale skatteretlige regel om fremførsel af underskud i henhold til § 10d i EStG.

For det andet vurderede Retten med urette, at »saneringsklausulen« var selektiv. Retten så bort fra, at »saneringsklausulen« netop ikke fastlægger noget personligt bestemt anvendelsesområde, men derimod er tilgængelig for alle virksomheder uafhængigt af deres karakter og genstand. »Saneringsklausulen« kan uden forskel anvendes i forhold til alle virksomheder, der er kommet i økonomiske vanskeligheder. I denne sammenhæng så Retten også bort fra, at virksomheder i vanskeligheder og sunde virksomheder henset til det relevante formål med lovgivningen om fremførsel af underskud, nemlig at udelukke faren for misbrug af underskud, ikke befinder sig i en faktisk og retligt sammenlignelig situation. I tilfælde, der vedrører »saneringsklausulen«, er et misbrug af underskud udelukket grundet lovgivers typificeringsbeføjelse.

For det tredje har Retten under alle omstændigheder med urette vurderet, at »saneringsklausulen« ikke var begrundet. Appellanten har anført, at »saneringsklausulen« ikke tilsigter at støtte virksomheder i vanskeligheder, men derimod at sikre en beskatning af disse virksomheder i henhold til princippet om beskatning efter evne, som er et formål, der er den tyske skatteret iboende. Særligt skal det ved bevarelsen af underskud opnås, at såkaldte »fiktive indkomster«, der opstår ved afkald på lånefordringer, i sidste instans gøres skattefrie ved modregning med underskud.

(1)  EUT L 235, s. 26.