EU tax law WEB Société Générale - C-565/18

–

Société Générale SA ved avvocati D. Conti og C. Romano samt dottore commercialista M. Gusmeroli,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili,

–

Europa-Kommissionen ved W. Roels og F. Tomat, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 18 TEUF, 56 TEUF og 63 TEUF.

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem Société Générale SA (herefter »Société Générale«) og Agenzia delle Entrate – Direzione Regionale Lombardia Ufficio Contenzioso (skattemyndigheden – det regionale direktorat i Lombardiet, kontoret for tvistemål, Italien, herefter »skattemyndigheden«) angående et krav om tilbagebetaling af en afgift på finansielle transaktioner, der vedrører afledte finansielle instrumenter, som Société Générale har betalt.

3

Artikel 1 i legge n. 228 – Disposizioni per la formazione del bilancio annuale e pluriennale dello Stato (legge di stabilità 2013) (lov nr. 228 om bestemmelser for opstilling af statens årlige og flerårige budget (stabilitetsloven af 2013)), af 24. december 2012 (almindeligt tillæg til GURI nr. 302 af 29.12.2012, nr. 212, s. 1, herefter »lov nr. 228/2012«), bestemmer i stk. 491, 492 og 494, følgende:

»491.   Overdragelsen af ejendomsretten til aktier og andre finansielle instrumenter […], der er udstedt af selskaber hjemmehørende i Italien, samt værdipapirer, der repræsenterer disse instrumenter, skal, uanset hvor den udstedende enhed er hjemmehørende, pålægges en afgift på finansielle transaktioner med en sats på 0,2% af transaktionsværdien. Ovennævnte afgift pålægges også overdragelsen af ejendomsretten til aktier, der udstedes ved konvertering af obligationer. […] Afgiften er skyldig, uanset hvor transaktionen indgås, og uanset i hvilken stat aftaleparterne er hjemmehørende. […]

492.   Transaktioner vedrørende de […] finansielle instrumenter, hvis underliggende værdipapirer hovedsagelig udgøres af et eller flere finansielle instrumenter som omhandlet i stk. 491, eller hvis værdi i det væsentlige afhænger af et eller flere finansielle instrumenter, der er fastsat i samme stykke, samt transaktioner med de […] fastsatte værdipapirer, som giver mulighed for hovedsagelig at købe eller sælge et eller flere finansielle instrumenter, der er nævnt i stk. 491, eller som medfører en kontantbetaling hovedsagelig fastlagt vedrørende en eller flere finansielle instrumenter, der er nævnt i foregående stykke, herunder warrants, sikrede warrants og certifikater, skal på tidspunktet for indgåelsen pålægges en fast afgift, som fastsættes ud fra typen af instrument og kontraktens værdi i henhold til tabel 3 i bilaget til denne lov. Afgiften er skyldig, uanset hvor transaktionen indgås, og uanset i hvilken stat aftaleparterne er hjemmehørende. For det tilfælde, at de transaktioner, der er omhandlet i første punktum, som afregningsmetode også omfatter overdragelsen af aktier eller andre finansielle instrumenter, skal overdragelsen af ejendomsretten til sådanne finansielle instrumenter, der finder sted på afregningstidspunktet, pålægges afgift i overensstemmelse med betingelserne og i det omfang, de er fastsat i stk. 491. […]

[…]

494.   Den i stk. 491 fastsatte afgift betales af erhververen; den i stk. 492 fastsatte afgift betales i det omfang, det er fastlagt af hver af transaktionernes modparter. Den i stk. 491 og 492 fastsatte afgift finder ikke anvendelse på enheder, der er mellemled i de samme transaktioner. I tilfælde af en overdragelse af ejendomsretten til aktier og finansielle instrumenter som omhandlet i stk. 491 samt af transaktioner med finansielle instrumenter som omhandlet i stk. 492 betales afgiften af banker, forvaltningsselskaber og investeringsselskaber, der har tilladelse til at yde investeringsservice- og aktiviteter til offentligheden i erhvervsøjemed […] og af andre enheder, som medvirker i udførelsen af ovennævnte transaktioner, herunder mellemmænd, som ikke er hjemmehørende i landet. Når flere af de i tredje punktum omhandlede enheder medvirker i udførelsen af en transaktion, betales afgiften af den enhed, som modtager ordren om udførelse direkte fra køberen, eller af den egentlige modpart. I andre tilfælde betales afgiften af den afgiftspligtige. Mellemmænd og andre enheder, som ikke er hjemmehørende i landet, der medvirker i transaktionen, kan udpege en repræsentant over for skattemyndighederne […] som på samme vilkår og med samme ansvar er ansvarlig for de forpligtelser, der er forbundet med de transaktioner, som er omhandlet i de foregående stykker. […]«

4

Tabel 3, der er omhandlet i artikel 1, stk. 492, i lov nr. 228/2012, der er opført i bilag til denne lov, har overskriften »Tabel: Afgift på finansielle transaktioner fordelt på finansielle instrumenter (værdi opgjort i euro for hver modpart)«, er som følger:

5

Den 28. marts 2014 indgav Société Générale, et selskab hjemmehørende i Frankrig, via sin italienske filial en angivelse til skattemyndigheden vedrørende den ved lov nr. 228/2012 fastsatte afgift på finansielle transaktioner. På grundlag af denne angivelse – vedrørende transaktioner, som det franske moderselskab gennemførte i afgiftsåret 2013, på afledte finansielle instrumenter som omhandlet i denne lovs artikel 1, stk. 492 – udgjorde beløbet på denne afgift 55207 EUR.

6

Den 1. august 2014 anmodede Société Générale skattemyndigheden om tilbagebetaling af de beløb, der var betalt i henhold til denne afgift, idet selskabet gjorde gældende, at lov nr. 228/2012 – for så vidt som den fastsætter, at finansielle transaktioner vedrørende afledte finansielle instrumenter pålægges afgift, når det underliggende værdipapir for sådanne instrumenter er blevet udstedt af en enhed hjemmehørende i Italien – er i strid med den italienske forfatning, navnlig princippet om formel lighed og skatteevne, der er fastsat i henholdsvis denne lovs artikel 3 og 53, samt med den internationale sædvaneret, der finder anvendelse i den italienske retsorden i henhold til denne forfatnings artikel 10, og med EU-retten, navnlig artikel 18 TEUF, 56 TEUF og 63 TEUF.

7

Da Société Générale ikke modtog noget svar fra skattemyndigheden, indbragte selskabet den 28. januar 2015 et søgsmål for Commissione Tributaria provinciale di Milano (retten i første instans i skatte- og afgiftsretlige sager i provinsen Milano, Italien) til prøvelse af dette stiltiende afslag på grundlag af de samme anbringender. Ved dom af 18. maj 2016 frifandt denne retsinstans skattemyndigheden, idet den fandt, at lov nr. 228/2012 hverken var forfatningsstridig eller i strid med EU-retten. Hvad angår forfatningsmæssigheden af denne lovs artikel 1, stk. 492, fastslog den nævnte retsinstans, at der forelå en faktisk og objektiv tilknytning af økonomisk karakter mellem den afgiftsudløsende begivenhed i henhold til denne bestemmelse, dvs. den forhandling, der fører til indgåelsen af et afledt finansielt instrument, som er et udtryk for bidragsevnen, og den italienske stat, samt en uløselig sammenhæng mellem værdien af et sådant instrument og værdien af det underliggende værdipapir. Desuden ville en afgiftspålæggelse, der kun gælder for transaktioner vedrørende de underliggende værdipapirer, kunne medføre afgiftsunddragelsesadfærd og det folkeretlige fiskale territorial- og suverænitetsprincip ville ikke blive tilsidesat. Hvad angår muligheden for, at denne lov ikke er forenelig med EU-retten, fandt denne samme retsinstans, at dette ikke var tilfældet, idet der ikke anvendes forskellige afgiftsordninger på afgiftspligtige italienske personer og personer, der er hjemmehørende i andre medlemsstater.

8

Société Générale har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret, Commissione tributaria regionale per la Lombardia (appeldomstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i regionen Lombardiet, Italien), med påstand om tilbagebetaling af den betalte afgift på grundlag af de samme argumenter, som selskabet havde fremført for førsteinstansretten, og subsidiært, at sagen henvises til Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien), samt at Domstolen anmodes om en præjudiciel afgørelse.

9

Den forelæggende ret har anført, at den afgift på finansielle transaktioner, der er indført ved artikel 1, stk. 491-500, i lov nr. 228/2012, har til formål at opnå bidrag til de offentlige udgifter fra de enheder, der på de respektive markeder gennemfører transaktioner på finansielle instrumenter, som har tilknytning til det italienske territorium.

10

Den forelæggende ret har påpeget en symmetri mellem denne lovs artikel 1, stk. 491 og 492, der for det første stykkes vedkommende omhandler aktier og finansielle instrumenter udstedt af selskaber, som er hjemmehørende i Italien, samt disse instrumenters repræsentative værdipapirer, og som for det andet stykkes vedkommende omhandler afledte finansielle instrumenter, der har en eller flere af de aktier og finansielle instrumenter, som er omhandlet i denne artikels stk. 491, som underliggende værdipapirer, eller hvis værdi er knyttet til disse aktier og instrumenter, idet disse to stykker fastsætter, at den nævnte afgift er skyldig, selv om den beregnes på grundlag af en anden fremgangsmåde, uanset hvor transaktionen indgås, og uanset i hvilken stat aftaleparterne er hjemmehørende.

11

Den forelæggende ret har ligeledes anført, at enhver finansiel aktør, der gennemfører transaktioner med sådanne afledte finansielle instrumenter, drager fordel af værdien på det underliggende værdipapir, hvis eksistens afhænger af eksistensen af den italienske retsorden, der regulerer udstedelsen af dette værdipapir. Den italienske lovgiver er dermed med rette af den opfattelse, at der foreligger en uløselig økonomisk tilknytning mellem disse instrumenter og denne medlemsstats retsorden. Den forelæggende ret har tilføjet, at den ikke deler Société Générales synspunkt, ifølge hvilket der ikke foreligger en territorial tilknytning mellem den i artikel 1, stk. 492, i lov nr. 228/2012 fastsatte afgift og den nævnte retsorden.

12

Den forelæggende ret ønsker imidlertid oplyst, om lov nr. 228/2012 er i overensstemmelse med EU-retten, for så vidt som den pålægger transaktioner, der gennemføres mellem ikke-hjemmehørende enheder gennem formidling via andre ikke-hjemmehørende enheder, af afledte finansielle instrumenter, hvis underliggende værdipapirer er blevet udstedt af et hjemmehørende selskab, en afgift samt administrative og angivelsesmæssige forpligtelser i de tilfælde, hvor transaktionerne vedrørende disse underliggende værdipapirer er pålagt en lignende afgift.

13

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om den afgift, der er fastsat i artikel 1, stk. 491 og 492, i lov nr. 228/2012, således som Société Générale har gjort gældende, ikke kan føre til forskelsbehandling af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende afgiftspligtige personer.

14

På denne baggrund har Commissione tributaria regionale per la Lombardia (appeldomstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i regionen Lombardiet) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 18 TEUF, 56 TEUF og 63 TEUF til hinder for en national bestemmelse, hvormed finansielle transaktioner, uanset i hvilken stat de finansielle aktører og mellemmænd er hjemmehørende, pålægges en afgift, der skal svares af transaktionens aftaleparter, og som svarer til et fast beløb, der stiger på baggrund af transaktionens værdiinterval og varierer ud fra arten af det handlede instrument og aftalens værdi, og som er skyldig som følge af, at de afgiftspligtige transaktioner vedrører handel med et afledt instrument baseret på et værdipapir udstedt af et selskab, som er hjemmehørende i den [medlemsstat], som har indført afgiften?«

15

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 18 TEUF, 56 TEUF og 63 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter finansielle transaktioner, som involverer afledte finansielle instrumenter, pålægges en afgift samt administrative og angivelsesmæssige forpligtelser, der påhviler parterne i transaktionen, uanset hvor transaktionen er indgået, og uanset i hvilken stat disse parter og en eventuel mellemmand er hjemmehørende, i tilfælde, hvor disse instrumenter har et underliggende værdipapir, der er udstedt af et selskab, som er hjemmehørende i denne medlemsstat.

16

Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 18 TEUF kun kan anvendes selvstændigt på forhold omfattet af EU-retten, for hvilke traktaten ikke indeholder særlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling. Traktaten fastsætter imidlertid en sådan særlig bestemmelse bl.a. i artikel 56 TEUF på området for den frie udveksling af tjenesteydelser (jf. i denne retning dom af 19.6.2014, Strojírny Prostějov og ACO Industries Tábor, C-53/13 og C-80/13, EU:C:2014:2011, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis) og i artikel 63 TEUF på området for de frie kapitalbevægelser (jf. i denne retning kendelse af 6.9.2018, Patrício Teixeira, C-184/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:694, præmis 15 og 16 samt den deri nævnte retspraksis).

17

Efter denne præcisering har den forelæggende ret for så vidt angår den frihed, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, først og fremmest henvist til den frie udveksling af tjenesteydelser og de frie kapitalbevægelser.

18

I denne henseende skal det konstateres, at en medlemsstats lovgivning, hvorefter transaktioner vedrørende afledte finansielle instrumenter beskattes, såsom artikel 1, stk. 492, i lov nr. 228/2012, er omfattet af anvendelsesområdet for de frie kapitalbevægelser i tilfælde, hvor finansielle transaktioner, der involverer kapitalbevægelser, er afgiftsbelagte. En sådan lovgivning vil ligeledes kunne påvirke den frie udveksling af tjenesteydelser, for så vidt som den kan have virkninger for de finansielle tjenesteydelser, der involverer værdipapirer, som er udstedt af selskaber, der er hjemmehørende i den nævnte medlemsstat, som udbydes i en anden medlemsstat.

19

Det følger af Domstolens faste praksis, at når en national foranstaltning på én gang vedrører den frie udveksling af tjenesteydelser og de frie kapitalbevægelser, tager Domstolen i princippet alene stilling til foranstaltningen i forhold til den ene af disse to grundlæggende friheder, hvis det i lyset af hovedsagens faktiske omstændigheder fremgår, at en af disse er helt sekundær i forhold til den anden og kan henføres til denne (jf. i denne retning dom af 3.10.2006, Fidium Finanz, C-452/04, EU:C:2006:631, præmis 34, af 26.5.2016, NN (L) International, C-48/15, EU:C:2016:356, præmis 39, og af 8.6.2017, Van der Weegen m.fl., C-580/15, EU:C:2017:429, præmis 25).

20

Under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder forekommer den frie udveksling af tjenesteydelser at være sekundær i forhold til de frie kapitalbevægelser. De lovbestemte betingelser for den omhandlede afgift vedrørende finansielle transaktioner finder således anvendelse, uanset om en sådan transaktion indebærer tjenesteydelser. Den forelæggende ret ønsker desuden oplyst, hvilke eventuelle restriktive virkninger, der kan følge af selve indførelsen af en sådan afgift uden at angive præciseringer angående de foranstaltninger vedrørende denne afgift, der specifikt vil kunne påvirke sådanne ydelser. Endelig bemærkes, at ifølge det i anmodningen om præjudiciel afgørelse anførte betalte Société Générale den nævnte afgift i sin egenskab af finansiel aktør, der deltager i de i hovedsagen omhandlede transaktioner, uden at der i øvrigt er tilvejebragt oplysninger om disse transaktioner og dennes deltagelse. Det er i denne anmodning navnlig ikke anført, i hvilken egenskab og med hvilke mål for øje de nævnte transaktioner er blevet forhandlet.

21

Heraf følger, at det præjudicielle spørgsmål skal undersøges med hensyn til de frie kapitalbevægelser.

22

I overensstemmelse med Domstolens praksis bemærkes dernæst, at foranstaltninger, der er forbudt ved artikel 63, stk. 1, TEUF, i egenskab af restriktioner for kapitalbevægelserne omfatter sådanne foranstaltninger, som kan afholde ikke-hjemmehørende personer fra at foretage investeringer i en medlemsstat, eller sådanne, der kan afholde personer, der er hjemmehørende i denne medlemsstat, fra at foretage investeringer i andre stater (dom af 10.2.2011, Haribo Lakritzen Hans Riegel og Österreichische Salinen, C-436/08 og C-437/08, EU:C:2011:61, præmis 50, og af 18.1.2018, Jahin, C-45/17, EU:C:2018:18, præmis 25 og deri nævnte retspraksis).

23

I denne henseende udgør den ret, som medlemsstaterne har i henhold til artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF til at anvende de relevante bestemmelser i deres skattelovgivning, som sondrer imellem skatteydere, hvis situation er forskellig med hensyn til deres bopælssted eller med hensyn til det sted, hvor deres kapital er investeret, en undtagelse til det grundlæggende princip om de frie kapitalbevægelser. Denne undtagelse er selv begrænset ved bestemmelserne i artikel 65, stk. 3, TEUF, hvorefter de nationale bestemmelser, der er nævnt i denne artikels stk. 1, »ikke [må] udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af den frie bevægelighed for kapital og betalinger, som defineret i artikel 63 [TEUF]« (jf. i denne retning dom af 22.11.2018, Sofina m.fl., C-575/17, EU:C:2018:943, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

24

Domstolen har ligeledes fastslået, at der derfor skal sondres mellem den forskellige behandling, der er tilladt ifølge artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF, og den forskelsbehandling, der er forbudt ifølge artikel 65, stk. 3, TEUF. Det er imidlertid en betingelse for at anse en national skattelovgivning for at være forenelig med traktatens bestemmelser om frie kapitalbevægelser, at den forskellige behandling, der følger heraf, vedrører situationer, der ikke er objektivt sammenlignelige, eller at den er berettiget på grund af et tvingende alment hensyn (dom af 22.11.2018, Sofina m.fl., C-575/17, EU:C:2018:943, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

25

Det fremgår desuden af fast retspraksis, at en forskelsbehandling også kan bestå i anvendelse af samme bestemmelser på forskellige situationer (dom af 6.12.2007, Columbus Container Services, C-298/05, EU:C:2007:754, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

26

Endelig skal det bemærkes, at med henblik på afgørelsen af, om der er tale om forskelsbehandling, skal sammenligneligheden af en grænseoverskridende situation med en national situation vurderes under hensyntagen til, hvilket formål der forfølges med de omhandlede nationale bestemmelser (dom af 26.2.2019, X (Passive selskaber etableret i tredjelande), C-135/17, EU:C:2019:136, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

27

I den foreliggende sag har Société Générale anført, at den i artikel 1, stk. 492, i lov nr. 228/2012 fastsatte afgift indebærer forskelsbehandling af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende personer samt restriktioner af de frie kapitalbevægelser.

28

Dette selskab har gjort gældende, at denne bestemmelse behandler hjemmehørende og ikke-hjemmehørende afgiftspligtige personers situation identisk, selv om den er forskellig, og gør for de sidstnævnte investeringen i afledte finansielle instrumenter med underliggende værdipapirer, der er udstedt af et selskab hjemmehørende i Italien, mindre fordelagtig end investeringen i finansielle instrumenter, hvis underliggende værdipapirer hidrører fra en anden stat. Dette resulterer i en hindring for adgangen til markedet for disse afledte finansielle instrumenter, for så vidt som gennemførelsen af den nævnte afgift ledsages af administrative og angivelsesmæssige forpligtelser, der føjes til de forpligtelser, der er fastsat i de finansielle aktørers og den eventuelle mellemmands hjemstater.

29

Det skal i denne henseende bemærkes, at det fremgår af oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den i artikel 1, stk. 492, i lov nr. 228/2012 fastsatte afgift omhandler finansielle transaktioner vedrørende afledte finansielle instrumenter, der har en tilknytning til den italienske stat. Afgiften er skyldig, uanset hvor transaktionen indgås, og uanset i hvilken stat parterne i denne transaktion og den eventuelle mellemmand er hjemmehørende, hvorfor hjemmehørende og ikke-hjemmehørende enheder er underlagt en identisk afgiftsordning.

30

Navnlig gælder denne afgift på samme måde for hjemmehørende og ikke-hjemmehørende finansielle aktører samt for transaktioner, der er indgået i beskatningsstaten eller i en anden stat. Den nævnte afgift varierer således ikke afhængigt af, hvor transaktionerne indgås, eller i hvilken stat parterne eller den eventuelle mellemmand er hjemmehørende, men i forhold til disse transaktioners beløb og den omhandlede type af instrument. Det ser således ud til, at de transaktioner, der er gennemført inden for de nationale rammer, på det fiskale plan skal behandles på samme måde som lignende transaktioner, der har en grænseoverskridende karakter, og at det ikke kan lægges til grund, at der foreligger en forskellig behandling af situationerne for henholdsvis hjemmehørende og ikke-hjemmehørende enheder.

31

Hvad angår sammenligneligheden af situationerne har den forelæggende ret anført, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning forfølger et formål om at sikre et bidrag til de offentlige udgifter fra de enheder, der gennemfører finansielle transaktioner vedrørende de omhandlede finansielle instrumenter. Henset til dette formål og i modsætning til det af Société Générale anførte befinder de hjemmehørende og ikke-hjemmehørende deltagere i transaktioner vedrørende afledte finansielle instrumenter med et underliggende værdipapir, der er udstedt i Italien, som i henhold til den nævnte nationale lovgivning er underlagt afgiften, sig imidlertid i en sammenlignelig situation.

32

Som generaladvokaten har anført i punkt 52 i sit forslag til afgørelse, er de afledte finansielle instrumenter, hvis underliggende værdipapirer er underlagt italiensk lovgivning, derimod under hensyntagen til dette formål ikke sammenlignelige med de afledte instrumenter, hvis underliggende værdipapirer ikke er underlagt denne lovgivning, og for hvilke den nævnte afgift ikke gælder.

33

Det følger af det ovenstående, at den i artikel 1, stk. 492, i lov nr. 228/2012 fastsatte afgift ikke forekommer at indeholde en i henhold til artikel 65, stk. 3, TEUF forbudt forskelsbehandling.

34

For så vidt som Société Générale har gjort gældende, at det følger af den forskellige behandling, som den italienske lovgivning foretager mellem de afledte finansielle instrumenter, hvis underliggende værdipapirer er reguleret af italiensk lovgivning, og de finansielle instrumenter, hvis underliggende værdipapirer ikke er reguleret af denne lovgivning, at investeringen i de førstnævnte gøres mindre fordelagtig, er det vigtigt at bemærke, at Domstolen gentagne gange har fastslået for det første, at hvor der ikke er en harmonisering på EU-plan, udgør ugunstige virkninger, som kan følge af, at to forskellige medlemsstater udøver deres beskatningskompetence, i det omfang en sådan udøvelse ikke udgør forskelsbehandling, ikke restriktioner for den frie bevægelighed, for det andet, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at tilpasse deres eget skattesystem til de forskellige beskatningssystemer i de øvrige medlemsstater (dom af 26.5.2016, NN (L) International, C-48/15, EU:C:2016:356, præmis 47 og deri nævnte retspraksis).

35

De frie kapitalbevægelser skal navnlig ikke forstås således, at en medlemsstat er forpligtet til at fastsætte sine skatteregler i forhold til andre medlemsstaters skatteregler med henblik på i alle situationer at sikre en beskatning, der udvisker enhver ulighed som følge af nationale skatteregler, idet de beslutninger, en skattepligtig træffer med henblik på investering i en anden medlemsstat, alt efter omstændighederne kan være mere eller mindre fordelagtige eller ufordelagtige for en sådan skattepligtig (dom af 30.1.2020, Köln-Aktienfonds Deka, C-156/17, EU:C:2020:51, præmis 72).

36

Som den italienske regering og Europa-Kommissionen har gjort gældende, kan den i artikel 1, stk. 492, i lov nr. 228/2012 fastsatte afgift under disse omstændigheder ikke betragtes som en restriktion for de frie kapitalbevægelser.

37

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger administrative og angivelsesmæssige forpligtelser, som er forbundet med denne afgift, skal det fastslås, at den forelæggende ret i anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke har udbygget dette spørgsmål, bl.a. har den ikke uddybet, hvilke forpligtelser der var tale om, eller redegjort for de gældende bestemmelser på området. Som generaladvokaten har anført i punkt 53 i sit forslag til afgørelse, fremgår det under alle omstændigheder ikke af nogen oplysninger fra denne anmodning, at det kan formodes, at de forpligtelser, der påhviler ikke-hjemmehørende enheder, er forskellige fra dem, der pålægges hjemmehørende enheder, eller at disse forpligtelser går videre, end hvad der er nødvendigt for at inddrive den i artikel 1, stk. 492, i lov nr. 228/2012 fastsatte afgift.

38

Hvad angår dette sidstnævnte tilfælde har Domstolen nemlig fastslået, at nødvendigheden af at sikre en effektiv skatteopkrævning udgør et lovligt formål, som kan begrunde en restriktion af de grundlæggende rettigheder. En medlemsstat har således lov til at anvende foranstaltninger, der gør det muligt med klarhed og præcision at kontrollere det skyldige skattebeløb, dog under forbehold af, at disse foranstaltninger er egnede til at sikre, at det forfulgte formål nås, og at de ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det pågældende formål (jf. i denne retning dom af 15.5.1997, Futura Participations og Singer, C-250/95, EU:C:1997:239, præmis 31, og af 22.11.2018, Sofina m.fl., C-575/17, EU:C:2018:943, præmis 67). Det tilkommer den forelæggende ret at foretage den nødvendige efterprøvelse i denne henseende.

39

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter finansielle transaktioner, som involverer afledte finansielle instrumenter, pålægges en afgift, der påhviler parterne i transaktionen, uanset hvor transaktionen er indgået, og i hvilken stat disse parter og en eventuel mellemmand er hjemmehørende, i tilfælde, hvor disse instrumenter har et underliggende værdipapir, der er udstedt af et selskab, som er hjemmehørende i denne medlemsstat. De administrative og angivelsesmæssige forpligtelser, der ledsager denne afgift, som påhviler de ikke-hjemmehørende enheder, må imidlertid ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at inddrive den nævnte afgift.

40

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter finansielle transaktioner, som involverer afledte finansielle instrumenter, pålægges en afgift, der påhviler parterne i transaktionen, uanset hvor transaktionen er indgået, og i hvilken stat disse parter og en eventuel mellemmand er hjemmehørende, i tilfælde, hvor disse instrumenter har et underliggende værdipapir, der er udstedt af et selskab, som er hjemmehørende i denne medlemsstat. De administrative og angivelsesmæssige forpligtelser, der ledsager denne afgift, som påhviler de ikke-hjemmehørende enheder, må imidlertid ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at inddrive den nævnte afgift.

Underskrifter